Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

04/07/2024 - 10:00

Sådan tager du dine alkoholfrie drinks til nye højder

Det handler ikke om at efterligne ingredienserne i drinken helt, hvis du vil have det bedste alkoholfri resultat.

Jonas Walzberg/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

I sommervarmen er det ofte tillokkende med en kølig drink til at holde temperaturen nede og humøret højt.

Og er du ikke til at spæde glasset med nogle procenter, kan du sagtens få en lækker alkoholfri forfriskning, uden folk kigger skævt til det.

- Der er en helt anden indstilling til alkoholfrie drikkevarer i forhold til for fire år siden. Det er blevet normalt at vælge noget uden alkohol i dag, uden at det er en afholdelsestrend, der kører, men mere et bevidst valg, siger Tue Langtofte, der siden 2014 har drevet hjemmesiden alkoholfributik.dk.

Han peger på, at der er sket en holdningsændring, og at der også er kommet mange gode alkoholfri alternativer på markedet, siden han startede butikken for ti år siden.

Hvis du helst vil være fri for at stå og mikse selv, anbefaler Tue Langtofte, at du prøver nogle "ready to drink"-cocktails. Hvad du måske gættede af navnet, er de lavet på forhånd.

- Sådan nogle drinks er vældig populære, og her er der allerede nogen, som har arbejdet med smagspaletten for dig, siger han.

Vil du derimod selv være bartender og svinge virgin-drinks over baren til sommerfesten, så findes der flere muligheder inden for alkoholfri spiritus.

Eksempelvis kan du købe såkaldt imitationsspiritus af klassiske alkoholvarianter som rom, whiskey eller gin, og ellers bare gå i gang, som du ville gøre med en klassisk drink.

Men hvis du vil have din drink op i en anden liga og ikke blot få den til at smage som noget, der minder om den ægte vare, så skal du gribe det en smule anderledes an.

Det siger Christian Tang, der ud over at være bartender og destillatør, også ejer baren Pavillon de Verre i Torvehallerne i København.

- Jeg ville kaste mig over aperitif-spektrummet - tænk aperol, lillet, campari, vermouth - her er der rigtig meget man kan købe, som fungerer rigtig, rigtig godt alkoholfrit, siger han og peger på, at aperitiffer fungerer meget bedre i en alkoholfri drink end imitationsspiritus gør.

Af de klassiske og velkendte drinks kan du komme rigtig langt med en spritzer eller en negroni, lyder det fra Christian Tang.

- Start med nogle aperitif-komponenter, og kom noget mousserende oveni. Det kan være noget så simpelt som danskvand eller mere kompliceret som et alkoholfrit mousserende produkt, siger han.

- Det er især vigtigt, at du fylder glasset med is, og så kan du sagtens få en drikkeoplevelse tilsvarende eller bedre end den alkoholiserede.

Den kyndige drinkskender har sikkert bidt mærke i, at der jo er gin i en negroni. Så hvordan kommer man udenom at købe en imitationsgin?

Ifølge Christian Tang handler en god alkoholfri drink ikke om at have de helt samme komponenter - i dette tilfælde en imiteret version af gin - i drinken. I stedet skal du gå efter at skabe en lignende drikkefornemmelse.

- Hvad bidrager ginnen med? Noget er alkohol, men vi leder også efter fornemmelsen af det bittersøde, et lag af parfume, blomster og urter, siger han og anbefaler, at du til din alkoholfri drinkaften også køber urter og frugter med hjem, så du netop kan eksperimentere med at finde den helt rigtige fornemmelse.

Det kan for eksempel være alt fra skiver af æble eller citrusfrugter til timian og rosmarin.

- Ud over smag får garniture også drinken til både at se og dufte som den ægte vare. Leg med det. Det er også det, som bartenderne gør, afslutter han.

/ritzau fokus/

New York, 17/09/2024 - 06:23

Den amerikanske rapper Diddy er blevet anholdt i New York

Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Sean "Diddy" Combs, der også har været kendt under navnet "Puff Daddy", anklages for seksuelle forbrydelser.

Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs, der allerede står over for anklager om seksuelle forbrydelser, er mandag blevet anholdt i New York.

Det siger advokat Damian Williams fra New Yorks sydlige distrikt.

Han forklarer, at anholdelsen er foretaget på baggrund af en anklage, der tirsdag morgen lokal tid ventes at blive offentliggjort.

- Vi forventer at se anklagen i morgen tidlig, hvor vi så vil kunne sige mere (om årsagen til anholdelsen, red.), siger Damian Williams i en udtalelse.

Det er dermed endnu uvist, hvad årsagen til anholdelsen er.

Sean "Diddy" Combs har også været kendt som "Puff Daddy" og "P. Diddy".

Hans advokat Marc Agnifilo siger, at han og resten af holdet, der repræsenterer rapperen, er "skuffede over beslutningen om at indlede, hvad vi mener er en uretfærdig retsforfølgelse af hr. Combs".

Combs står allerede over for flere civile søgsmål, hvor han beskrives som en voldelig sexforbryder, der har brugt alkohol og stoffer til at bedøve sine ofre.

I marts blev hans hjem ransaget som følge af anklagerne.

For under et år siden - midt i november sidste år - blev Combs sagsøgt for voldtægt af sin ekskæreste, sangerinden Cassie.

I søgsmålet hævdedes det, at Combs udsatte Cassie - Casandra Ventura - for tvang ved brug af fysisk magt og euforiserende stoffer i over et årti, da de havde et forhold. Han skulle have voldtaget hende i 2018.

Kort efter søgsmålet afviste Combs' advokat, at der var hold i anklagerne, og at rapperen var blevet mødt med trusler og krav om 30 millioner dollar.

Advokaten sagde yderligere, at Combs - før søgsmålet blev indgivet ved retten - tilbød Ventura et ottecifret beløb i et forsøg på at få hende til at tie.

Dagen efter endte det med et forlig, som offentligheden ikke har set.

En uge senere blev Combs beskyldt for at have bedøvet og begået seksuelt overgreb mod en universitetsstuderende i 1991.

Blandt flere andre søgsmål, der siden da er blevet anlagt mod rapperen, finder man både anklager om seksuelt slaveri, voldtægt samt distribution af ulovlige stoffer og skydevåben. Det har amerikanske NBC News beskrevet med henvisning til en kilde tæt på efterforskningen.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

New York, 17/09/2024 - 05:47

Den amerikanske rapper Diddy er blevet anholdt i New York

Sean "Diddy" Combs, der også har været kendt under navnet "Puff Daddy", anklages for seksuelle forbrydelser.

Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs, der allerede står over for anklager om seksuelle forbrydelser, er mandag blevet anholdt i New York.

Det siger advokat Damian Williams fra New Yorks sydlige distrikt.

Han forklarer, at anholdelsen er foretaget på baggrund af en anklage, der tirsdag morgen ventes at blive offentliggjort.

- Vi forventer at se anklagen i morgen tidlig, hvor vi så vil kunne sige mere (om årsagen til anholdelsen, red.), siger Damian Williams i en udtalelse.

Sean "Diddy" Combs har også været kendt som "Puff Daddy" og "P. Diddy".

Han står over for flere civile søgsmål, hvor han beskrives som en voldelig sexforbryder, der har brugt alkohol og stoffer til at bedøve sine ofre.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

København, 16/09/2024 - 10:00

Gødning kan skade plænen

* Måske har du planer om at give haven en omgang gødning, inden vintermånederne banker på. Det bør du dog holde dig fra.

* Det skyldes, at græs reagerer forholdsvis hurtigt på gødning, som kan føre til en kraftig vækst med mange friske skud. De er ikke modstandsdygtige over for vinterens lave temperaturer og vil derfor dø ud. 

* Derudover bliver biodiversiteten i haven større, hvis du undlader at gøde græsset i efteråret. 

Kilde: gartner i Haveselskabet Anja Kelvin.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/09/2024 - 10:00

Sæt ind nu og få plænen godt gennem vinteren

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For at græsplænen klarer sig så godt som muligt gennem vintermånederne, er det vigtigt at sætte klippehøjden op ved sidste græsslåning og fjerne nedfaldsblade.

Mangel på ilt, masser af sne og risiko for svampeinfektion. Vintermånederne kan være hård kost for græsplænen.

Derfor er det en god idé at give den en kærlig hånd i efteråret. Det fortæller gartner Anja Kelvin fra Haveselskabet.

- Meget mos eller mange nedfaldsblade lukker af for ilten til græsset. Kombineres det med en stor mængde nedbør - og især meget sne - risikerer man, at der slet ikke kommer ilt ned til rødderne. Og så dør de, siger hun.

Af den årsag skal du finde riven frem og fjerne nedfaldsblade og mos løbende - og du kan godt komme i gang allerede nu.

Det vil også øge chancen for at forebygge den frygtede sneskimmel - en svampeinfektion, der medfører, at græsset dør ud, forklarer Anja Kelvin.

Skimlen trives under lave temperaturer kombineret med fugt og har derfor optimale forhold til at vokse, hvis der i længere tid ligger nedfaldsblade og sne på plænen.

Næste trin, du med fordel kan kaste dig ud i, er at efterså græsfrø. For det vil ifølge gartneren sikre, at græsset bevarer sin tæthed vinteren igennem.

Hun understreger, at frøene skal eftersås i begyndelsen af efteråret. Det skyldes, at frøene ikke vil spire, hvis den gennemsnitlige døgntemperatur er under syv grader.

- Her vil frøene bare ligge og rådne eller blive spist af fugle, og så er det jo spild af penge og ressourcer, siger hun.

Har du en græsplæne i den mindre kategori, kan du nemt gå rundt med en spand og strø frøene selv. Men er den større, anbefaler Anja Kelvin, at du erhverver dig en frøspreder, der kan sprede frøene ensartet over hele plænen.

Når du slår græsset for sidste gang i år, bør du sætte klippehøjden op til omkring seks centimeter, så det ikke bliver klippet helt i bund.

- Det vil efterlade græsset med en større bladmasse. Og jo større bladmasse, græsset har, jo hurtigere kommer det i gang med at lave fotosyntese, og det giver stærke rødder, siger Anja Kelvin.

Er det muligt, kan du også gøre græsset den tjeneste at gå så lidt på det som muligt, i tilfælde af at det bliver dækket med sne. En sammenpresning af sneen vil nemlig give sneskimmel gode muligheder for at vokse.

- Selvfølgelig skal man ud at bygge en snemand, og man kan sagtens gå en tur på græsplænen. Men er det muligt, skal man undgå at opholde sig der i længere tid ad gangen, siger Anja Kelvin.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek