Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/01/2026 - 08:27

Over 18 frostgrader gør natten til søndag til koldeste i fem år

I Isenvad i Midtjylland er der målt 18,8 frostgrader natten til søndag. Det er laveste temperatur siden 2021.

Astrid Dalum/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det har været den koldeste nat i fem år med temperaturer ned til minus 18,8 grader.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på X.

Det er i byen Isenvad i Midtjylland, at der er blevet målt en temperatur på 18,8 frostgrader.

Det er hidtil den laveste temperatur, som er målt natten til søndag.

I Billund er der målt minus 17,6 grader, skriver DMI.

Ifølge den vagthavende meteorolog ved DMI Martin Lindberg skal man tilbage til februar 2021 for at finde en lavere temperatur målt i Danmark.

Her blev der målt 21,7 frostgrader i februar.

DR skriver, at temperaturen er faldet yderligere i løbet af søndag morgen. Klokken 7.40 har temperaturen således været nede på minus 19 grader i Isenvad.

Det er ifølge DR den laveste temperatur målt i Danmark i januar i 23 år.

Mange steder i Jylland er temperaturen natten til søndag faldet til et sted mellem 12 og 17 graders frost, lyder det fra DMI.

Martin Lindberg forklarer, at når jorden er dækket af sne, vejret er klart og der er vindstille, skaber det mulighed for meget koldt vejr.

- Når det er snedækket, kommer der ikke noget varme fra jorden. Og så er det vindstille, så luften bliver ikke blandet med varmere luft, siger han.

Ifølge den vagthavende meteorolog er hele landet søndag morgen dækket af sne. I den vestlige del af landet er der kun op til svag vind.

Resten af søndagen byder ifølge DMI på koldt og klart vejr med en del sol de fleste steder.

I den østlige del af landet vil vinden aftage i løbet af dagen.

På Bornholm, hvor der fortsat er jævn til hård vind søndag morgen, vil vinden dog kun aftage lidt i løbet af dagen. Derfor vil der fortsat være snefygning, lyder det fra DMI.

DMI har forlænget sit varsel om snefygning på Bornholm til søndag klokken 18.

Mandag kommer en front med sne tættere på Jylland fra vest, og vinden tager lidt til. Det betyder, at DMI forventer, at der kan komme snefygning mange steder og især i Nordjylland.

DMI har derfor udsendt et varsel om snefygning fra Nordjylland ned til Djursland fra mandag morgen til tirsdag klokken 01.00.

Der er desuden risiko for snefygning i resten af Jylland, lyder det.

Kriteriet for snefygning er, at der ligger mindst ti centimeter løs sne, og at der er en middelvind på mere end ti meter i sekundet.

Også tidligere på ugen har der været snefygning rundt omkring i landet. Flere steder har det været så slemt, at politiet har frarådet al unødvendig kørsel.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek