Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

02/06/2020 - 12:00

Kan blive dyrt: Hver fjerde har snydt med forsikringen

26 procent af danskerne har omgået reglerne i en forsikringssag. Men selv mild svindel kan få store konsekvenser for dig selv og andre.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Karen Würtz Klærke, Ritzau Fokus

Har du prøvet at få din cykel stjålet og efterfølgende følt dig fristet til at angive købsprisen et par hundrede kroner højere, da du skulle melde det til forsikringen?

I så fald er du ikke den eneste. 26 procent af danskerne har en eller flere gange snydt med deres forsikring, viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Forsikring & Pension.

- Forsikringssvindel er strafbart og uetisk, men det er ikke alt sammen noget, der har et omfang og en alvorlighed, der gør, at det får en strafferetlig følge, siger Thomas Brenøe, der er vicedirektør i brancheforeningen Forsikring & Pension.

De hyppigste brud på reglerne er at være fast bruger af en bil, som er forsikret i forældrenes navn. Det har 13 procent af danskerne gjort.

Syv procent har givet forsikringsselskabet en anden forklaring, end hvad der reelt skete, da skaden indtraf - for eksempel at cyklen var låst, da den blev stjålet, selv om det ikke var tilfældet.

Tre procent har skrevet ekstra på anmeldelsen.

Men selv om sandsynligheden for at få en straffesag på nakken er lille, skal du være opmærksom på, at du sagtens kan komme i klemme alligevel.

Hos forsikringsselskabet Alm. Brand laver man for eksempel løbende stikprøver blandt både små og store klagesager.

- Det er vigtigt at få stoppet de små svindelnumre, for hvis man som almindelig kunde først har oplevet, at det var nemt at snyde, kan man godt blive fristet til at skrue lidt op for snyderiet næste gang, siger Brian Egested, der er afdelingschef i Alm. Brand.

Bliver du opdaget i at snyde, kan forsikringsselskabet opsige din forsikring, og du vil få svært ved at blive lukket ind hos et andet selskab.

Det skete eksempelvis for en kunde hos Alm. Brand, som var cykelmotionist og fik lavet skader på sin cykel. Efter en snak med vennerne kom han frem til, at han bare kunne sige til forsikringsselskabet, at den var blevet stjålet.

I mellemtiden blev han dog udtaget til en stikprøve, hvor han blev spurgt ind til forløbet, og her virkede hans forklaring ikke overbevisende, og i sidste ende gik han til bekendelse. Episoden kostede ham forsikringen.

Men de små snyderier går også ud over den pris, som de andre medlemmer i forsikringsselskabet skal betale for deres forsikringer.

- Hver gang man tager noget fra et forsikringsselskab, som man ikke har ret til, er man med til at drive præmien i vejret, som skal afholdes af alle de andre kunder, forklarer Henrik Bundgaard, der er skadedirektør hos forsikringsselskabet Codan.

I 2018 blev der opdaget 5279 tilfælde af forsikringssvindel til en værdi af mere end 800 millioner kroner.

/ritzau fokus/

København, 19/04/2024 - 14:14

Taylor Swift tager styringen over eget narrativ i nyt album

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

Med nyt album skaber Taylor Swift så jordnære følelser, at man kan spejle sig selv i lyrikken, mener anmelder.

Popstjernen Taylor Swifts nye album "The Tortured Poets Department", som er udkommet fredag, er overordnet set "virkelig skarpt".

Sådan lyder det fra kulturmediet Soundvenues anmelder Kjartan Stolberg.

- Det bliver på ingen måde skjult, at hun er en stor stjerne. Hun er bare dygtig til at få lytteren med på en stor stjernes liv, siger anmelderen til Ritzau.

Popikonet skaber således ifølge Kjartan Stolberg så jordnære og relaterbare følelser, at lytteren kan spejle sig selv i lyrikken og Swifts oplevelser.

- Og pludselig bliver man draget med på eventyret til kæmpestore scener rundt omkring.

Med sit nye album, der ligesom tidligere albums gemmer på sange om forliste forhold, formår Taylor Swift at tage styringen over sin egen narrativ, lyder det.

Det gælder blandt andet forholdet til den kontroversielle musiker Matthew Healy, som Swift efter alt at dømme dannede par med sidste år.

Ifølge Kjartan Stolberg har mange Taylor Swift-fans - såkaldte swifties - taget afstand til forholdet.

- Taylor Swift har aldrig rigtig kommenteret på det (forholdet, red.). Og under nogle bestemte briller bekræftede hun aldrig, at forholdet fandt sted, og at det bare var noget, pressen opfandt.

- Men jeg synes, det virker rimelig tydeligt, at de rent faktisk dannede par, og at lyrikken i det her album i høj grad reflekterer over det, siger Kjartan Stolberg.

Taylor Swift går ikke tilbage i tiden og graver gamle minder frem. I stedet lever albummet i nutiden. Og så er især lyden rigtig spændende, mener anmelderen.

- Det er knap så eksplosivt som tidligere i karrieren. Det er måske en lyd, som taler meget mere til, hvordan popmusik er i dag.

Kjartan Stolberg hæfter sig ved første sang i det nye album, hvor den amerikanske verdensstjerne Post Malone gæsteoptræder.

- Så tænker man, om der går hiphop i den, men Post Malone ender med at give diskrete vokaler, som ikke distraherer det store fra det alternative popunivers, som Taylor Swift skaber, lyder det.

Magtfuld er ikke bare noget, som Taylor Swift måske bare føler sig som.

Popstjernen er således på en femteplads på mediet Forbes' liste over verdens mest magtfulde kvinder. Sidst år blev hun desuden kåret som årets person af Time Magazine.

Hendes indvirkning er så stor, at Taylor Swift er blevet spået til at kunne få afgørende indflydelse på det kommende præsidentvalg i USA.

Men ifølge Kjartan Stolberg rummer albummet ikke politiske motiver. Om end det måske fremtræder "meget diskret".

/ritzau/

Læs Mere >>

Oslo, 19/04/2024 - 12:56

Kong Harald vender tilbage efter operation og sygdom

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ifølge dronning Sonja går det kong Harald "meget, meget bedre" efter sygdomsforløb.

Norges kong Harald vender mandag tilbage til pligterne efter sit sygdomsforløb.

Det fremgår af det norske kongehus' hjemmeside fredag.

Kongen blev syg under en ferie i Malaysia i slutningen af februar.

Han blev kort efter bragt hjem til Norge med et ambulancefly og har i Norge fået indopereret en pacemaker, som skal stabilisere hans hjerterytme.

Tirsdag sagde hans hustru, dronning Sonja, til NRK, at det går kongen "meget, meget bedre".

På hjemmesiden står der nu, at kongen skal modtage forsvarschefen i audiens mandag.

Torsdag sidste uge oplyste kongehuset, at kongen var blevet udskrevet fra Rigshospitalet i Oslo.

Kong Harald er 87 år og har de seneste år flere gange været ramt af sygdom, som har krævet hospitalsbehandling.

Den 6. marts udsendte kongen og dronning Sonja en pressemeddelelse, hvor de takkede den norske befolkning for opmærksomheden i forbindelse med kongens sygdom.

- Vi føler et stort behov for at takke for al omsorg, hjælp og støtte, i forbindelse med at kongen blev syg på vores ferie i Malaysia.

- Vi har mærket varmen strømme fra det norske folk i denne tid. Det store engagement har rørt og styrket os. Tusind tak til alle for den omsorg, som I har vist os i familien, lød det fra kongeparret.

Kong Harald har siddet på tronen siden 1991. Han og dronning Sonja har to børn, kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise.

Under kongens sygemelding har kronprins Haakon overtaget hans opgaver.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/04/2024 - 10:00

FAKTA: Antal sommerhuse stiger lidt år for år

* 2024: 223.118 sommerhuse.

* 2023: 222.066 sommerhuse.

* 2020: 221.024 sommerhuse.

Kilde: Danmarks Statistiks opgørelse over boligbestanden herunder antallet af sommerhuse uden CPR-tilmelding.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 19/04/2024 - 10:00

Sommerdrømme-dommer: Sådan får du mere plads i sommerhuset

Hans Ravn/TV2/Ritzau Scanpix

Hvis sommerhuset føles klemt eller dårligt udnyttet, får du her dommer i TV2-programmet "Sommerdrømme" Patrick Bentsens bedste råd til at optimere pladsen.

Sommerhuset skal ofte rumme et skiftende hold af gæster - fra familien til vennegruppen. Og derfor kan det ellers hyggelige sommerhus måske komme til at føles en smule klemt, når det fyldes op med gode mennesker.

Men du kan godt optimere pladsen i sommerhuset - uden at skulle have den store pengepung op til tilbygning.

Det fortæller Patrick Bentsen, som er tømrermester og dommer på TV2-programmet "Sommerdrømme", hvor en række hold dyster i at sætte et sommerhus i stand - og potentielt vinde det.

Her får du hans råd til, hvor du skal sætte ind.

1) Optimer rumfordelingen.

Et godt sted at starte er at se på rumfordelingen. For med lidt snilde kan du måske udnytte kvadratmeterne bedre, der hvor I faktisk helst vil opholde jer.

- Jeg oplever, at folk gerne vil have store opholdsrum i sommerhuset, hvor familien eller vennerne kan samles og spille eller få nogle drinks, siger Patrick Bentsen.

- Så gå efter at lave små værelser, hvor der lige er plads til et lille skab og en seng, og få renoveret opholdsrummene store, siger han.

Hvis man ikke er bange for at smøge ærmerne op og kan lave lidt selv, så er det ifølge tømrermesteren ikke uoverskueligt at lægge en væg ned og sætte nogle nye op. Det kan være lette gipsvægge, eller i ældre sommerhuse kan det være trævægge med træbeklædning.

- I de mindre sommerhuse er der som regel ikke noget, der er bærende inde midt i, så der vil man sagtens kunne lægge en væg ned, siger han.

Husk dog, at når væggen er væk, venter der lidt arbejde med at reparere loft og gulv, der hvor den stod før.

2) Udnyt uderummene.

Føler du dig begrænset af husets fire vægge, råder Patrick Bentsen til også at tage et kig udenfor.

- Det er jo ikke alle, der bare lige bygger til - eller lægger en væg ned. Det kan jo være en bekostelig affære. Men hvis man har et godt uderum, kan man vinde en del kvadratmeter, siger han.

Tømrermesteren råder til at prøve at skabe nogle rum i haven, som indbyder til at opholde sig og nyde sommerhuslivet:

- Det kan være en stor terrasse, og nogle steder du kan ligge og dase i skyggen. Man kan måske lave en lille overdækning eller en pergola, hvor man kan sidde ude.

Hvis man ikke er helt stærk på håndværk og finish, er uderummet ifølge tømrermesteren et godt sted at forsøge sig alligevel - her må udtrykket nemlig godt være lidt mere groft.

3) Tænk i højden.

Hvis sommerhuset føles lidt klemt eller lille, kan man se på, om man kan hæve loftet en smule, så rummene føles større, lyder rådet fra Patrick Bentsen.

Drømmer du om at åbne helt op, skal du dog nok have fat i en fagperson for at vurdere det.

- I sådan nogle små huse består tagkonstruktionen ofte af nogle ret små spær, og hvis man skal have loft til kip, skal man måske se på tagkonstruktionen for at se, om der kan være plads til isolering, i stedet for at det bare ligger oven på loftet, forklarer tømrermesteren.

Mangler du plads til opbevaring eller sovepladser, kan højden også være din ven. Det kan eksempelvis være ved at bygge en hems eller købe en køjeseng til et lille værelse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek