København, 21/11/2023 - 12:16
Folketingets formand vil stramme regler for løsgængeres sygeorlov
Løsgængere i Folketinget skal også fremvise lægeerklæringer ved sygeorlov, mener formand Søren Gade.
Af: /ritzau/
Folketingets formand, Søren Gade (V), vil stramme reglerne for, hvornår folketingsmedlemmer skal aflevere lægeerklæringer i forbindelse med sygeorlov.
Det skriver DR.
På nuværende tidspunkt skal et folketingsmedlem aflevere en lægeerklæring til sin gruppeformand i forbindelse med sygeorlov.
Det skal løsgængere dog ikke.
For dem er det nok at bede Folketingets formand om sygeorlov uden at komme med en nærmere begrundelse.
Det vil Søren Gade nu ændre, så en lægeerklæring er nødvendig for at få sygeorlov.
- Reglerne bliver lavet om, hvis det står til mig, så der gælder de samme regler. Vi har præsidiemøde i morgen (onsdag, red.), og der vil jeg prøve at få lavet reglerne om, siger Søren Gade til DR.
Udmeldingen kommer, efter at Moderaternes folketingsmedlem Mike Fonseca fredag blev smidt ud af partiet på baggrund af et parforhold med en 15-årig pige. Det er i strid med partiets adfærdskodeks.
Mike Fonseca er dermed løsgænger i Folketinget, hvor han hurtigt gik på sygeorlov med løn.
I dette tilfælde har Mike Fonseca dog afleveret en lægeerklæring til Søren Gade, skriver DR, selv om han ikke er forpligtet til det.
Folketingspolitikeres brug af sygeorlov har været til debat den seneste tid.
Her har det mødt kritik, at almindelige borgere uden for Christiansborg ikke har lige så let ved at gå på betalt sygeorlov som politikere.
/ritzau/