Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/10/2021 - 08:00

Sofie Linde: Der skal mere til at skræmme mig

Sofie Linde er tilbage fra barsel. Som mor til to er hun vant til at have det rolige overblik, og det kan hun bruge i "X Factor", hvor følelserne får frit løb.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Sidste sæson sad Sofie Linde derhjemme i sofaen med sin højgravide mave, da liveshowene i "X Factor" strøg over skærmen.

Hun havde været med til auditionrunderne, til five chair challenge og den endelig udvælgelse og gik på barsel, da liveshowene fik premiere.

Nu er Sofie Linde tilbage - som nybagt mor til Søs, som hun har fået sammen med manden Joakim Ingversen - og er klar til sin sjette sæson som X Factor-vært.

- Jeg er så meget på toppen. I virkeligheden var det faktisk ret godt at tage et skridt tilbage, for så mærkede jeg virkelig, hvor meget jeg har savnet det, jubler Sofie Linde.

- "X Factor" har været en del af mit årshjul i ret mange år. Så hvis man ikke er med til det, føler man sig nærmest lidt udenfor, så det er så dejligt at være tilbage, siger den prisvindende tv-vært.

Melvin Kakooza var hyret ind som Sofie Lindes barselsvikar. Men få dage inden showstart på liveudsendelserne blev Melvin Kakooza akut sygemeldt med en godartet tumor i hjernen.

Det betød, at TV 2 måtte haste ud for at finde en barsels- og sygevikar for henholdsvis Sofie Linde og Melvin Kakooza. Og ind trådte "X Factors" allerførste vært, nemlig Lise Rønne, som stod i spidsen for fire programmer, da det i sin tid blev sendt på DR.

Sofie Linde er glad for at være tilbage, men ser det på ingen måde som en selvfølge.

- Jeg er bevidst om, at jeg ikke kan kile mig fast til den stol for evigt. Jeg ser det heller ikke som mit domæne eller som noget, der er mit, siger Sofie Linde.

- Men jeg har egentlig ret god selvtillid, i forhold til at jeg ikke føler, at jeg skal måle mig op med andre.

Sofie Linde overtog værtstjansen på "X Factor" i 2016 fra Eva Harlou, og der er ingen metaltræthed at spore i den 32-årige stjerne.

- De vigtigste ingredienser hvert år er jo de nye deltagere. Det er vidt forskellige mennesker hver gang, og vi aner ikke, hvad der dukker op, før vi står til audition, og så er det ligesom knald eller fald, lyder det fra Sofie Linde.

- Jeg synes stadig, der er en kæmpe klump af uforudsigelighed i det, som er det, der gør, at man kan skille hver sæson fra de andre.

Det samme gælder liveshowene.

I sine seks sæsoner som vært har Sofie Linde skullet håndtere alt fra deltagere, der er gået i sort på scenen, til dommere, der er røget i totterne på hinanden.

Læg dertil teknik, der kokser, skærme, der går ned, og lyd, der driller.

- Nu er jeg jo mor til to, så der skal mere til at skræmme mig, siger Sofie Linde med et grin, inden hun fortsætter:

- Jeg tror, at det bedste, man kan gøre, er ikke at forberede sig på alt. Det handler om at lytte med begge ører, være til stede og følge en eller anden form for mavefornemmelse.

Der er store følelser på spil både blandt dommere og deltagere i "X Factor". Men showets rutinerede værtinde tager det med stoisk ro.

- Det her program er med ægte følelser - hos alle, der er involveret. Jeg gør mig hvert eneste år umage med at forsøge at sætte mig ind i alles sted og forstå, hvad det er, vores deltagere har på spil. De er i gang med en kæmpe oplevelse, som er helt verdensomvæltende for dem, forklarer Sofie Linde.

- På samme måde er dommerne personligt investerede i deres deltagere. De bruger enormt meget tid sammen med dem og arbejder på, at de skal dygtiggøre sig og udkomme bedst muligt. Derfor blusser følelserne nogle gange op, hvis det ikke lykkes, eller de andre dommere ikke reagerer, som de havde forventet.

Dommertrioen anno 2022 består af "X Factors" grand old man Thomas Blachman, sidste sæsons debutant, Martin Jensen, som gør comeback, og så sætter musikeren Kwamie Liv sig for første gang ved dommerbordet.

- Jeg tror, hun kommer til at være en rigtig god og rolig søjle i kraftværket mellem Martin Jensen og Thomas Blachman. Kwamie kommer med fødderne solidt plantet i jorden. Og så er det min klare fornemmelse, at hun står helt skarpt i modvind også, lyder det fra Sofie Linde.

- Der er en masse selvtillid og anciennitet. Og så er hun også en "no bullshit-kind of girl". Det tror jeg, er meget godt. Jeg tror, hun kommer til at svinge rigtigt godt med drengene og passe rigtig godt ind i dommertrioen.

15. sæson af programmet får premiere på TV 2 i januar 2022.

/ritzau/

København, 19/04/2024 - 14:14

Taylor Swift tager styringen over eget narrativ i nyt album

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

Med nyt album skaber Taylor Swift så jordnære følelser, at man kan spejle sig selv i lyrikken, mener anmelder.

Popstjernen Taylor Swifts nye album "The Tortured Poets Department", som er udkommet fredag, er overordnet set "virkelig skarpt".

Sådan lyder det fra kulturmediet Soundvenues anmelder Kjartan Stolberg.

- Det bliver på ingen måde skjult, at hun er en stor stjerne. Hun er bare dygtig til at få lytteren med på en stor stjernes liv, siger anmelderen til Ritzau.

Popikonet skaber således ifølge Kjartan Stolberg så jordnære og relaterbare følelser, at lytteren kan spejle sig selv i lyrikken og Swifts oplevelser.

- Og pludselig bliver man draget med på eventyret til kæmpestore scener rundt omkring.

Med sit nye album, der ligesom tidligere albums gemmer på sange om forliste forhold, formår Taylor Swift at tage styringen over sin egen narrativ, lyder det.

Det gælder blandt andet forholdet til den kontroversielle musiker Matthew Healy, som Swift efter alt at dømme dannede par med sidste år.

Ifølge Kjartan Stolberg har mange Taylor Swift-fans - såkaldte swifties - taget afstand til forholdet.

- Taylor Swift har aldrig rigtig kommenteret på det (forholdet, red.). Og under nogle bestemte briller bekræftede hun aldrig, at forholdet fandt sted, og at det bare var noget, pressen opfandt.

- Men jeg synes, det virker rimelig tydeligt, at de rent faktisk dannede par, og at lyrikken i det her album i høj grad reflekterer over det, siger Kjartan Stolberg.

Taylor Swift går ikke tilbage i tiden og graver gamle minder frem. I stedet lever albummet i nutiden. Og så er især lyden rigtig spændende, mener anmelderen.

- Det er knap så eksplosivt som tidligere i karrieren. Det er måske en lyd, som taler meget mere til, hvordan popmusik er i dag.

Kjartan Stolberg hæfter sig ved første sang i det nye album, hvor den amerikanske verdensstjerne Post Malone gæsteoptræder.

- Så tænker man, om der går hiphop i den, men Post Malone ender med at give diskrete vokaler, som ikke distraherer det store fra det alternative popunivers, som Taylor Swift skaber, lyder det.

Magtfuld er ikke bare noget, som Taylor Swift måske bare føler sig som.

Popstjernen er således på en femteplads på mediet Forbes' liste over verdens mest magtfulde kvinder. Sidst år blev hun desuden kåret som årets person af Time Magazine.

Hendes indvirkning er så stor, at Taylor Swift er blevet spået til at kunne få afgørende indflydelse på det kommende præsidentvalg i USA.

Men ifølge Kjartan Stolberg rummer albummet ikke politiske motiver. Om end det måske fremtræder "meget diskret".

/ritzau/

Læs Mere >>

Oslo, 19/04/2024 - 12:56

Kong Harald vender tilbage efter operation og sygdom

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ifølge dronning Sonja går det kong Harald "meget, meget bedre" efter sygdomsforløb.

Norges kong Harald vender mandag tilbage til pligterne efter sit sygdomsforløb.

Det fremgår af det norske kongehus' hjemmeside fredag.

Kongen blev syg under en ferie i Malaysia i slutningen af februar.

Han blev kort efter bragt hjem til Norge med et ambulancefly og har i Norge fået indopereret en pacemaker, som skal stabilisere hans hjerterytme.

Tirsdag sagde hans hustru, dronning Sonja, til NRK, at det går kongen "meget, meget bedre".

På hjemmesiden står der nu, at kongen skal modtage forsvarschefen i audiens mandag.

Torsdag sidste uge oplyste kongehuset, at kongen var blevet udskrevet fra Rigshospitalet i Oslo.

Kong Harald er 87 år og har de seneste år flere gange været ramt af sygdom, som har krævet hospitalsbehandling.

Den 6. marts udsendte kongen og dronning Sonja en pressemeddelelse, hvor de takkede den norske befolkning for opmærksomheden i forbindelse med kongens sygdom.

- Vi føler et stort behov for at takke for al omsorg, hjælp og støtte, i forbindelse med at kongen blev syg på vores ferie i Malaysia.

- Vi har mærket varmen strømme fra det norske folk i denne tid. Det store engagement har rørt og styrket os. Tusind tak til alle for den omsorg, som I har vist os i familien, lød det fra kongeparret.

Kong Harald har siddet på tronen siden 1991. Han og dronning Sonja har to børn, kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise.

Under kongens sygemelding har kronprins Haakon overtaget hans opgaver.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/04/2024 - 10:00

FAKTA: Antal sommerhuse stiger lidt år for år

* 2024: 223.118 sommerhuse.

* 2023: 222.066 sommerhuse.

* 2020: 221.024 sommerhuse.

Kilde: Danmarks Statistiks opgørelse over boligbestanden herunder antallet af sommerhuse uden CPR-tilmelding.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 19/04/2024 - 10:00

Sommerdrømme-dommer: Sådan får du mere plads i sommerhuset

Hans Ravn/TV2/Ritzau Scanpix

Hvis sommerhuset føles klemt eller dårligt udnyttet, får du her dommer i TV2-programmet "Sommerdrømme" Patrick Bentsens bedste råd til at optimere pladsen.

Sommerhuset skal ofte rumme et skiftende hold af gæster - fra familien til vennegruppen. Og derfor kan det ellers hyggelige sommerhus måske komme til at føles en smule klemt, når det fyldes op med gode mennesker.

Men du kan godt optimere pladsen i sommerhuset - uden at skulle have den store pengepung op til tilbygning.

Det fortæller Patrick Bentsen, som er tømrermester og dommer på TV2-programmet "Sommerdrømme", hvor en række hold dyster i at sætte et sommerhus i stand - og potentielt vinde det.

Her får du hans råd til, hvor du skal sætte ind.

1) Optimer rumfordelingen.

Et godt sted at starte er at se på rumfordelingen. For med lidt snilde kan du måske udnytte kvadratmeterne bedre, der hvor I faktisk helst vil opholde jer.

- Jeg oplever, at folk gerne vil have store opholdsrum i sommerhuset, hvor familien eller vennerne kan samles og spille eller få nogle drinks, siger Patrick Bentsen.

- Så gå efter at lave små værelser, hvor der lige er plads til et lille skab og en seng, og få renoveret opholdsrummene store, siger han.

Hvis man ikke er bange for at smøge ærmerne op og kan lave lidt selv, så er det ifølge tømrermesteren ikke uoverskueligt at lægge en væg ned og sætte nogle nye op. Det kan være lette gipsvægge, eller i ældre sommerhuse kan det være trævægge med træbeklædning.

- I de mindre sommerhuse er der som regel ikke noget, der er bærende inde midt i, så der vil man sagtens kunne lægge en væg ned, siger han.

Husk dog, at når væggen er væk, venter der lidt arbejde med at reparere loft og gulv, der hvor den stod før.

2) Udnyt uderummene.

Føler du dig begrænset af husets fire vægge, råder Patrick Bentsen til også at tage et kig udenfor.

- Det er jo ikke alle, der bare lige bygger til - eller lægger en væg ned. Det kan jo være en bekostelig affære. Men hvis man har et godt uderum, kan man vinde en del kvadratmeter, siger han.

Tømrermesteren råder til at prøve at skabe nogle rum i haven, som indbyder til at opholde sig og nyde sommerhuslivet:

- Det kan være en stor terrasse, og nogle steder du kan ligge og dase i skyggen. Man kan måske lave en lille overdækning eller en pergola, hvor man kan sidde ude.

Hvis man ikke er helt stærk på håndværk og finish, er uderummet ifølge tømrermesteren et godt sted at forsøge sig alligevel - her må udtrykket nemlig godt være lidt mere groft.

3) Tænk i højden.

Hvis sommerhuset føles lidt klemt eller lille, kan man se på, om man kan hæve loftet en smule, så rummene føles større, lyder rådet fra Patrick Bentsen.

Drømmer du om at åbne helt op, skal du dog nok have fat i en fagperson for at vurdere det.

- I sådan nogle små huse består tagkonstruktionen ofte af nogle ret små spær, og hvis man skal have loft til kip, skal man måske se på tagkonstruktionen for at se, om der kan være plads til isolering, i stedet for at det bare ligger oven på loftet, forklarer tømrermesteren.

Mangler du plads til opbevaring eller sovepladser, kan højden også være din ven. Det kan eksempelvis være ved at bygge en hems eller købe en køjeseng til et lille værelse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek