København, 19/09/2023 - 15:35
FAKTA: Striden om Nagorno-Karabakh
Af: /ritzau/
Der er tirsdag uro i den omstridste region Nagorno-Karabakh med Armenien og Aserbajdsjan på hver sin side.
Aserbajdsjan hævder at have indledt "antiterror-tiltag" i den omstridte region.
De to lande har i årtier været i konflikt over Nagorno-Karabakh.
Læs mere om striden her:
* Nagorno-Karabakh ligger inde i Aserbajdsjan, men er en selvstyrende enklave med egen præsident, egen valuta og eget flag, støttet af Armenien. Nagorno-Karabakh har en befolkning på omkring 150.000 mennesker.
* Den omstridte bjergregion har overvejende en kristen armensk befolkning. Området på 4500 kvadratkilometer er omgivet af det overvejende muslimske Aserbajdsjan.
* I dag fungerer regionen som et de facto-selvstyre under Armeniens kontrol, og det armenske flertal i regionen ønsker at løsrive sig fra Aserbajdsjan.
* En krig mellem Armenien og Aserbajdsjan - to tidligere sovjetrepublikker - brød ud i 1988, da Nagorno-Karabakhs lokale regering ville tilslutte sig Armenien med udsigten til Sovjetunionens opløsning.
* Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 eskalerede den væbnede konflikt. Over 30.000 var blevet dræbt, da der blev indgået en våbenhvile i 1994.
* Nagorno-Karabkh havde derefter et delvist selvstyre beskyttet af etnisk-armenske styrker, men området var stadig en del af Aserbajdsjan.
* Siden er konflikten fortsat med stærke spændinger og brud på våbenhvilen.
* De seneste stridigheder i regionen begyndte 27. september 2020 og kostede over 6000 mennesker livet.
* Armenien er i militær alliance med Rusland. Det olierige Aserbajdsjan støttes af Tyrkiet.
Kilder: Ritzau, AFP
/ritzau/