Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/03/2025 - 08:00

Nedsat tempo og gåtræning kan mindske din skadesrisiko i løb

Løb er populært som aldrig før. Men det kræver omtanke og tålmodighed at forblive skadefri.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: Af Lukas Damgaard-Sørensen Pagonakis, Ritzau Fokus

Udsolgt, udsolgt, udsolgt og udsolgt.

Arrangørerne bag København maraton, Royal Run, halvmaraton i Aarhus og København melder alle udsolgt.

Mange løbere ender dog med en skade enten til træning eller løbene. Helt op til 70 procent af løbere bliver skadet i løbet af et år. Det fremgår af Patienthåndbogen på sundhed.dk. Af de mere hyppige skader ses knæskader.

Dansk landstræner i mellem- og langdistanceløb Kersti Jakobsen forklarer, at det ofte er hos nye løbere, knæproblemerne opstår, da de presser sig selv for hårdt.

- De gode løbere har trænet i mange år for at kunne holde til de mange kilometer, og det glemmer eller springer mange nye løbere over, siger hun.

For ligesom Rom ikke blev bygget på én dag, så kræver det også flere års træning at blive god til løb.

Det tager tid for senerne at blive stærkere, mens ens iltoptagelse hurtigere forbedres.

Derfor skal man langsomt bygge på i både tempo og antal kilometer for at undgå langvarige knæskader. Det er primært ved senerne, Kersti Jakobsen ser skaderne opstå.

- Hvis man tror, at man er stærk nok til at fylde på i tempo og kilometer, så risikerer man, at det går galt, da senerne og knoglerne ikke er blevet stærkere, fortæller hun.

Claus Hechmann, der er eliteløbetræner og indehaver af Hechmann Sport, ser samme tendenser, hvor intensitet og volumen skaber overbelastningsskader.

Han mener, at gåtræning kan være vejen frem for at forebygge skader, da det stimulerer knæ, fødder og ankler.

- Det kan være bedre at gå og langsomt vænne sig til at løbe. Man siger, det tager fire til fem gange så lang tid at styrke sener og vævet, som det gør at øge sin kondition. For nogle vil det altså tage tre til seks måneder, før de er klar til at løbe, siger han.

Han forklarer, at en fordel ved gåtræning er, at man undgår svævefasen i løb, hvor benene ikke har kontakt med jorden. Denne fase er hård, da man rammer underlaget med to til tre gange sin kropsvægt.

- Hvis man går i længere tid, inden man begynder at løbetræne, så undgår man opstartsproblemer eller vedvarende problemer, som kan være svære at komme af med, siger han og fortsætter:

- Mange laver intervaltræning, hvor de skifter mellem hurtigt løb og gåtræning. Det giver med næsten garanti problemer for akillessenerne, skinnebenene og knæene, hvorimod hvis de løber langsomt og går, så bygger de op til at kunne holde til mere træning, siger han.

Claus Hechmann vil gerne sprede budskabet, at gåtræning ikke kun er for ældre og overvægtige.

- Nogle begynder på løb, selv om de egentlig ikke har lyst til det, men gør det, fordi de tror, det er vejen til god form. Det behøves slet ikke. Man kommer også i bedre form af at gå, siger han.

Claus Hechmann fortæller, at hvis løbeskaden er sket, så er gåtræning den bedste alternative træning, hvis man ikke har smerter. Ellers kan man cykle, hoppe på stepmaskinen eller crosstraineren.

Problemet kommer dog, når man vil tilbage til løb, da knæene er mere udsatte end i de andre sportsgrene.

- I løb springer man, hvilket gør, at man skal starte langsomt, da det ikke er det samme som eksempelvis cykeltræning, siger han.

/ritzau fokus/

København, 24/04/2025 - 08:16

Kong Frederik åbner Danmarksdagen på verdensudstilling

Franck Robichon/Ritzau Scanpix

Kongen bruger sin anden dag i Japan på verdensudstillingen, hvor flere danske ministre er med.

Kong Frederik var torsdag med til den officielle åbning af Danmarksdagen på verdensudstillingen Expo 2025 i Osaka under sit tiltrædelsesbesøg i Japan. Her holdt han åbningstalen.

Kongen fik også en guidet tur rundt i den nordiske pavillon på verdensudstillingen. Her kan man få et indblik i nordiske værdier og løsninger inden for eksempelvis grøn omstilling, innovation og bæredygtighed.

Den første verdensudstilling blev holdt i London i 1851. Siden da er udstillingen rejst fra land til land og blev senest afholdt i Dubai i 2021.

Hver Expo dedikeres til et aktuelt tema, med det formål at finde løsninger på udfordringer som verden står overfor. Expo-udstillingerne varer i flere måneder og tiltrækker millioner af besøgende fra hele verden.

Den danske konge er i Japan til og med fredag.

Onsdag var han i Japans hovedstad, Tokyo, og deltog i en række besøg med fokus på bæredygtig fødevareproduktion, gastronomi, grøn energi og life science.

Han fik blandt andet mulighed for at sætte tænderne i traditionel japansk mad på en ramen-restaurant i storbyen, der bruger dansk svinekød i tilberedningen.

Kong Frederik er under tiltrædelsesbesøget i spidsen for et officielt erhvervsfremstød, der skal fremme dansk økonomisk diplomati og støtte erhvervslivet inden for flere sektorer.

Han er ledsaget af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V), og erhvervsminister Morten Bødskov (S), der alle deltager i forskellige aktiviteter.

På sin sidste dag i Japan skal kong Frederik fredag deltage i en mindehøjtidelighed i Hiroshima for ofrene for atombomberne, som blev kastet over Japan for 80 år siden. Han skal også besøge et museum, der dokumenterer konsekvenserne af atombomberne.

Kong Frederik slutter turen af med en privat middag med Japans kejser, Naruhito. Det er ikke første gang, at Kong Frederik er i Japan eller mødes med den japanske kejserfamilie.

I 1998 besøgte han kejser Naruhito, der på daværende tidspunkt var kronprins, ligesom kong Frederik selv var det.

Kong Frederiks første officielle udlandsbesøg som kronprins i 1987 var ligeledes til Japan.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/04/2025 - 08:00

Benjamin Hav og Uro skal optræde til Grøn

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Med de to nye navne er seks ud af otte artister offentliggjort til årets Grøn-turné.

To nye navne er føjet til plakaten for Grøn 2025.

For anden gang skal Benjamin Hav & Familien optræde på Grøn, mens sangeren Uro får sin debut.

Det skriver Muskelsvindfonden og Tuborg, der står bag Grøn, i en pressemeddelelse.

Med de to nye navne er programmet næsten fuldendt, og seks ud af otte kunstnere er offentliggjort.

Ud over Benjamin Hav & Familien og Uro skal Medina, Gilli, Pil og Kalaset også optræde til årets Grøn-turné.

Benjamin Hav debuterede som soloartist i starten af 2020 med to album på blot to uger.

I efteråret 2021 stod han for første gang på scenen med hans syv personers liveband, der går under navnet Familien. De står bag sange som "Første Dag" og "Du ligner din mor".

I 2023 spillede Benjamin Hav & Familien også på Grøn.

- Det at spille på Grøn betyder alt for mig, faktisk. Publikum er kæmpe optur, de frivillige er kæmpe optur, de andre bands er kæmpe optur, siger Benjamin Hav.

Bag kunstnernavnet Uro står Jeppe Kronback. Han udgav sin første single "Slåbrok" i 2020, og har siden udgivet sange som "Føles godt" og "Godthåbsvej".

I 2024 havde han flere udsolgte koncerter, og samme år debuterede han på Roskilde Festival. I år får han debut på Grøn.

- At være med på Grøn er noget helt særligt for mig. Det handler ikke kun om musikken, men om at kunne gøre en forskel. At støtte Muskelsvindfonden og være en del af noget, der virkelig betyder noget, siger Uro.

Selv om der fortsat mangler at blive afsløret to artister til årets turné, så er billetterne udsolgt til seks ud af otte koncertdage.

De otte koncertdage strækker sig over en periode fra 17. til 27. juli og foregår i Tårnby, Kolding, Aarhus, Odense, Næstved, Aalborg, Esbjerg og Valby.

I Aalborg og Esbjerg er der stadig ledige billetter.

Grøn er gennem mere end fire årtier arrangeret af Tuborg og Muskelsvindfonden.

Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind og til forskning i sygdommen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 24/04/2025 - 08:00

FAKTA: Forsinkelser på populære sommerdestinationer

* Nedenstående afgange er de mest søgte sommerdestinationer på momondos hjemmeside. Tallet angiver, hvor mange procent af afgangene, der er forsinket. En flyvning tæller som forsinket, når afgangen sker 30 minutter eller mere for sent.

* Palma de Mallorca, Spanien: 45 procent.

* Nice Côte d'Azur Lufthavn, Frankrig: 46 procent. 

* Málaga-Costa del Sol Lufthavn, Spanien: 39 procent. 

* Athens International Lufthavn, Grækenland: 46 procent. 

* Humberto Delgado Lufthavn, Lissabon: 45 procent.

* Leonardo da Vinci-Fiumicino Lufthavn, Italien: 57 procent.

* Charles de Gaulle Lufthavn, Frankrig: 44 procent.

* Gatwick Lufthavn, Storbritannien: 57 procent. 

* John F. Kennedy International Lufthavn, USA: 45 procent.

* Istanbul Lufthavn, Tyrkiet: 35 procent.

Kilde: momondo, som har analyseret data fra de 25 mest søgte destinationer i perioden 1. januar til 10. februar 2025 med rejseperiode fra 1. juni til 1. oktober 2025. Flyforsinkelser er baseret på data fra Aviation Edge. En flyvning regnes som forsinket, hvis afgangen er udskudt med 30 minutter eller mere.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 24/04/2025 - 08:00

FAKTA: Forsinkelser i danske lufthavne

* Tallene viser den gennemsnitlige forsinkelse i minutter, og hvor stor en andel af afgangene der er forsinkede i procent.

* Billund Lufthavn: 22 minutter og 23 procent af afgangene.

* Københavns Lufthavn: 22 minutter og 21 procent.

* Aalborg Lufthavn: 13 minutter og 10 procent.

* Aarhus Lufthavn: 10 minutter og 7 procent.

Kilde: momondo.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek