Hornslet, 09/06/2026 - 15:31
Buschauffør sigtet for uagtsomt at koste to passagerer livet
To busser kolliderede frontalt på Djursland i januar formentlig grundet glatføre. En buschauffør er sigtet.
Af: /ritzau/
En buschauffør er sigtet for uagtsomt manddrab på to passagerer, der døde, efter at to busser kørte frontalt ind i hinanden nær Hornslet den 14. januar.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to afdøde var mænd, der var passagerer i hver sin bus. Den ene af de trafikdræbte blev 32 år, den anden 52. De blev erklæret døde, da myndighederne ankom til stedet.
Undersøgelser på ulykkesstedet har vist, at det efter alt at dømme var glatføre, der førte til, at den ene bus endte ovre i den anden vejbane, hvor den omkring klokken 09.31 ramte frontalt ind i den anden bus.
Det skete på Landevejen ved Eskerod nær Hornslet på Djursland.
- Der er umiddelbart intet i sagen, der undervejs i vores efterforskning har tydet på, at sammenstødet skyldtes hverken påvirkning eller defekte busser, og det er fortsat vores vurdering, at der er tale om et dybt tragisk færdselsuheld, siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby Hansen i pressemeddelelsen.
Efterforskningen af sagen nærmer sig sin afslutning, oplyser politiet. Så overdrages den til anklagemyndigheden, der vurderer, om der skal rejses tiltale i sagen. Det er uvist, hvor længe det vil tage.
/ritzau/




