Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York, 06/08/2025 - 22:36

New York Times: Trump har planer om møde med Putin og Zelenskyj

Trump fortalte europæiske ledere om planer om at mødes med Putin og Zelenskyj, skriver amerikansk medie.

Olga Maltseva, Brendan Smialowsk/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, har planer om at mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Møderne kan ske allerede i næste uge.

Det skriver den amerikanske avis The New York Times på baggrund af to unavngivne kilder med kendskab til sagen.

Ifølge kilderne fortalte Trump om sine planer under et telefonopkald med en række europæiske ledere onsdag.

Meldingerne er ikke bekræftet fra officielt hold.

Karoline Leavitt, der er talsperson for Det Hvide Hus, siger dog ifølge nyhedsbureauet AFP, at Trump er "åben" over for at mødes med sin russiske modpart.

- Russerne udtrykte deres ønske om at mødes med præsident Trump, og præsidenten er åben for at mødes med både præsident Putin og præsident Zelenskyj, siger Leavitt.

Trump har tidligere på onsdagen skrevet i et opslag på sit sociale medie Truth Social, at han har "opdateret" nogle europæiske allierede efter et møde i den russiske hovedstad, Moskva, mellem USA's særlige udsending Steve Witkoff og Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Ukraines præsident Zelenskyj har i et opslag på X bekræftet, at han onsdag har talt i telefon med Trump, hvor flere europæiske ledere deltog.

Efter mødet mellem Witkoff og Putin skrev Trump på sit sociale medie, Truth Social, at der "blev gjort store fremskridt". Hvad de store fremskridt mere konkret består i, uddybede han ikke.

Trump har truet Rusland med amerikanske sanktioner, hvis ikke Rusland inden en deadline på fredag går med til en våbenhvileaftale for krigen i Ukraine.

Allerede onsdag gjorde Trump alvor af sine ord, da han varslede en amerikansk importtold på 25 procent på varer fra Indien.

Årsagen til den øgede told er, at Indien ifølge Trump "direkte eller indirekte importerer russisk olie". Den øgede toldsats træder i kraft om 21 dage.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek