Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/12/2021 - 11:27

Dansk stjernepar i lykkerus: Vi har fået en datter

Sangeren Lord Siva og modellen Ulrikke Toft Simonsen er blevet forældre for første gang. Den lille pige skal hedde Norma, afslører stjerneparret.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Et lille nyt stjerneskud er kommet til verden.

Sangeren Lord Siva, som står bag megahittet "Solhverv", og modellen Ulrikke Toft Simonsen er nemlig blevet forældre for første gang, efter at parrets lille pige, Norma Renée Siva Toft Simonsen, er kommet til verden.

- Vi er så opfyldte og glade, lyder det blandt andet fra den nybagte mor, der samtidig sender en stor tak til personalet på Rigshospitalet.

Parret annoncerede graviditeten på et Instagram-billede, hvor Ulrikke Toft Simonsen fremviste den spirende babybule foreviget af den vordende far.

28-årige Ulrikke Toft Simonsen og 31-årige Lord Siva mødte hinanden for nogle år tilbage i et kælderstudie i Montanagade i Aarhus gennem fælles venner fra den aarhusianske musikscene.

Senere blev de genforenet til en koncert, hvor Ulrikke Toft Simonsen havde medbragt et tatoveringssæt og tilbød tatoveringer til alle, der ønskede sådan en.

Og det gjorde Lord Siva, som fik tegnet et egyptisk øje på skulderen.

Det blev starten på et venskab, som siden udviklede sig til kærlighed - og efter et par års forhold en forlovelse.

Efter frieriet tog parret på en længere rejse, som også fungerede som en slags parforholdstest, sagde Lord Siva til Ritzau på den røde løber til Zulu Awards sidste år.

- Vi har ikke prøvet at rejse sammen i så lang tid før, men det gik bare mega godt. Vi kørte Costa Rica rundt, snorklede og red på heste. Det gik rigtig godt!

- Ulrikke er helt vildt sjov og charmerende, og jeg elsker bare at være sammen med hende, lød det fra popstjernen.

Han har tidligere beskrevet hende som sin musikalske muse.

- Hun er den, jeg skriver om nu. Inden jeg mødte hende, var det meget håbet om kærlighed og om at møde en, der fyldte noget. Jeg har altid skrevet meget om kærlighed, men nu har jeg noget at tage fat om, sagde Lord Siva i et Ritzau-interview sidste år.

- Ulrikke får mig til at smile og grine, og det er dejligt og trygt at være sammen med hende. Hun er også rigtig god til at give mig plads, siger han.

Kort efter frieriet fortalte Ulrikke Toft Simonsen, at brylluppet skal stå på Mols, hvor familien har sommerhus.

- Det er perfekt, lød det fra Ulrikke Toft Simonsen.

Ulrikke Toft Simonsen er - som efternavnet antyder - datter af den tidligere topmodel Renée Toft Simonsen, der er gift med musikeren Thomas Helmig.

Hendes halvbror er den kendte sanger Hugo Helmig, som dermed kan kalde sig for onkel.

/ritzau/

Nyhedsarkiv