Roskilde, 31/10/2024 - 16:06
Fire sigtes i to forskellige sager om frihedsberøvelse i bandemiljøet
Fire mænd varetægtsfængsles i to sager, hvor personer er blevet tvunget ind i biler og frihedsberøvet.
Af: /ritzau/
Fire mænd sigtes for vold og frihedsberøvelse i to forskellige sager, der begge har tilknytning til bandemiljøet.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse torsdag formiddag.
Alle fire blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde torsdag. Her blev de alle varetægtsfængslet frem til den 28. november, oplyser politiet kort før klokken 16.
De tog alle forbehold for at kære kendelsen, lyder det.
Der er tale om tre mænd på 20, 21 og 43 år, der er sigtet i en sag om frihedsberøvelse af en 44-årig mand i Osted ved Lejre om aftenen den 16. september.
Her blev den 44-årige ifølge politiet tvunget ind i en bil af flere mænd og holdt fanget, indtil han formåede at flygte den følgende morgen.
Fire mænd sidder allerede varetægtsfængslet i sagen.
Grundlovsforhøret, hvor de tre mænd fremstilles, begyndte klokken 11.30.
I den anden sag er der tale om en 21-årig mand, der er sigtet for frihedsberøvelse af en 29-årig mand.
Episoden fandt sted 28. oktober på en adresse i Havdrup ved Solrød.
Den 29-årige blev ifølge politiet ligeledes tvunget ind i en bil med trusler, slag og spark, hvorefter han blev kørt rundt i flere timer.
Den 21-årige blev fremstillet i grundlovsforhør klokken 13.
I begge sager vil der blive anmodet om lukkede døre under grundlovsforhørene, oplyser politiet.
Det betyder, at offentligheden forhindres i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.
Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/