New Delhi, 07/12/2025 - 00:40
Brand i natklub koster 23 personer livet i indisk turistområde
Tre til fire turister skal være blandt de omkomne efter brand i natklub i Goa i Indien natten til søndag.
Af: /ritzau/
23 personer har mistet livet i en brand på en natklub i regionen Goa, der er et populært turistmål i Indien.
Det oplyser førsteminister i Goa, Pramod Sawant, natten til søndag lokal tid.
Flere turister mistede livet i branden, der ifølge indisk politi brød ud omkring midnat på en natklub i byen Arpora i distriktet North Goa.
- I dag er en meget smertefuld dag for os alle i Goa. En større brand i Arpora har kostet 23 mennesker livet, skriver Sawant i et opslag på det sociale medie X.
- Jeg har besøgt stedet og givet ordre til, at hændelsen skal undersøges. De ansvarlige vil blive givet den hårdeste straf, som loven tillader. Enhver form for uagtsomhed vil blive håndteret med hård hånd, skriver førsteministeren videre.
Sawant fortæller til journalister på stedet, at enten tre eller fire af de omkomne var turister. Han oplyser ikke umiddelbart om nationaliteten på de omkomne.
Ritzau har kontaktet Udenrigsministeriet for at høre, om man har kendskab til, om der skal være danskere blandt de omkomne, men ministeriet er ikke vendt tilbage.
Nogle få personer døde af brandsår, mens langt de fleste mistede livet som følge af røgforgiftning, fortæller førsteministeren videre.
Indisk politi melder ifølge det indiske nyhedsbureau Press Trust of India (PTI), at de fleste af de omkomne var ansatte på natklubben, hvor de arbejdede i køkkenet.
Indledende undersøgelser peger ifølge politiet på, at branden opstod, efter at en gasflaske var eksploderet i køkkenet, skriver PTI.
Goa er en tidligere portugisisk koloni, der ligger ud til Det Arabiske Hav.
Fantastiske strande, madoplevelser og kultur tiltrækker hvert år flere millioner af turister til regionen.
/ritzau/




