København, 07/01/2025 - 10:41
Værtspar vender tilbage til Dansk Melodi Grand Prix
Sara Bro og Stéphanie Surruge skal igen i år være værter til Danmarks største musikkonkurrence 1. marts.
Af: /ritzau/
Når Danmarks største musikkonkurrence, Dansk Melodi Grand Prix, bliver sendt på DR1 den 1. marts bliver det med samme værtsduo som sidste år.
Det er nemlig igen i år Sara Bro og Stéphanie Surrugue, der skal styre slagets gang, når musikere skal dyste om at blive Danmarks bud til Eurovision Song Contest.
Det skriver DR.
Dansk Melodi Grand Prix bliver i år sendt direkte fra Jyske Bank Boxen i Herning.
- Det er simpelthen en gigantisk fornøjelse igen at være om bord på Danmarks største partybus.
- Dansk Melodi Grand Prix forankrer sig i en dansk og europæisk tradition, som har kulturel betydning, der rækker ud over musikken, siger Stéphanie Surrugue til DR.
I år er det otte deltagere, som stiller op i håbet om at vinde trofæet. Samtidig skal vinderen forsøge at hive endnu en sejr hjem ved Eurovision Song Contest 2025, der i år afholdes i Basel i Schweiz.
/ritzau/