Berlin, 07/11/2023 - 05:28
Tyskland vil undersøge mulighed for asylbehandling i tredjelande
Dpa er kommet i besiddelse af dele af en sluterklæringen fra et møde mellem ministerpræsidenter og kansler.
Af: /ritzau/
Den tyske regering vil undersøge, om det er muligt at lave asylprocedurer uden for Europa.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa på baggrund af oplysninger fra deltagere ved et møde mellem regeringen og landets ministerpræsidenter mandag.
Nyhedsbureauet skriver, at regeringen og ministerpræsidenterne er blevet enige om en ordlyd til sluterklæringen for mødet i Kansleramt, hvor den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, har residens og sekretariat.
Sluterklæringen bliver offentliggjort tirsdag aften.
- Den føderale regering vil undersøge, om beskyttelsesstatussen for flygtninge også kan afgøres i tredjelande i fremtiden, i overensstemmelse med Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, vil der ifølge dpa stå i sluterklæringen.
Socialdemokratiske SDP, De Grønne og De Frie Demokrater er i koalitionsregeringen allerede blevet enige om at undersøge, hvorvidt asylprocedurer i "ekstraordinære sager" er mulige i tredjelande uden for EU - også i overensstemmelser med de ovennævnte konventioner.
I sidste uge fremsatte Henrik Wüst fra CDU, der er ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen et forslag om asylbehandling uden for EU.
Scholz udtrykte indledningsvist forbehold og sagde, at man først skulle finde lande, der er villige til at deltage i sådan en plan.
Mandag udtrykte ministerpræsidenterne fra CDU, søsterpartiet CSU sammen med De Grønnes ministerpræsident i Baden-Württemburg, Winfried Kretschmann, støtte til Wüsts forslag.
I den danske SVM-regerings grundlag står det, at regeringen har som mål, at et modtagecenter uden for Europa etableres af EU eller i samarbejde med en række andre lande.
Den konservative regering i Storbritannien, som ikke er medlem af EU, har indgået en aftale med Rwanda om asylbehandling i landet.
Asylansøgere i Storbritannien skulle så fragtes til Rwanda, men det blokerede Den Europæiske Menneskeretsdomstol for.
/ritzau/