Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Melbourne, 24/01/2020 - 11:41

OVERBLIK: Tennissportens store navne siger farvel til Wozniacki

I løbet af mange år på tennisbanerne har Caroline Wozniacki skabt sig både venner og rivaler.

Edgar Su/Reuters

Af: /ritzau/

Under Australian Open har en række af danskerens veninder og rivaler sat ord på Caroline Wozniackis 14 år lange karriere og forholdet til danskeren.

Efter Wozniackis exit natten til fredag dansk tid blev der sat flere ord på danskerens tenniskarriere, som nu er slut.

Superstjerner som Roger Federer, Rafael Nadal, Novak Djokovic og Serena Williams har taget afsked med Wozniacki.

Her kan du få et overblik over nogle af de kommentarer, der har været i løbet af turneringen og efter fredagens exit.

* Roger Federer, 20-dobbelt grand slam-vinder:

- Tillykke med en fantastisk karriere. Jeg var så glad på dine vegne, da du vandt Australian Open (Wozniackis eneste grand slam-titel i 2018, red.). Og du har været verdens nummer et. Det er det ypperste i vores sport. Nogle gange skulle jeg spille efter dig. Dine kampe tog en evighed, men det er okay, for jeg elskede at se dig spille.

* Rafael Nadal, 19-dobbelt grand slam-vinder:

- Alle vil gerne se dig fortsætte med at spille tennis. Du har haft en fantastisk karriere. Jeg vil gerne gratulere dig for alt det, du har opnået, og for at være meget venlig over for alle.

* Novak Djokovic, 16 dobbelt grand slam-vinder:

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige farvel til dig. Du er en fantastisk person, og du har gjort meget for tennis. Sporten vil savne dig.

* Serena Williams, veninde og 23-dobbelt grand slam-vinder. Har vundet ti opgør mod Wozniacki og tabt ét:

- Hun har et fantastisk eftermæle. Grand slam-vinder, nummer ét i verden, en af de bedste spillere på touren. Det er overhovedet ikke let at gøre. Hun er også en person, der er fantastisk uden for banen. Så det bliver et stort tab for kvindetennis, især for mig.

* Maria Sharapova, mangeårig rival og 5-dobbelt grand slam-vinder. Har vundet syv opgør mod Wozniacki og tabt fire:

- Hun har haft en fantastisk karriere. Jeg synes, at det er flot, at hun er gået igennem en hel periode mellem de to sæsoner bare for at spille to turneringer mere. Det er en flot indsats, for perioden mellem sæsonerne er ikke let, så det beundrer jeg hende for. Hun har gjort det godt, og hun har altid været en udfordrende modstander for mig.

* Petra Kvitova, dobbelt Wimbledon-mester. Har vundet otte opgør mod Wozniacki og tabt seks:

- Jeg er gode venner med Caro. Vi er omkring den samme alder. Det vil helt sikkert blive mærkeligt ikke at se hende til turneringerne og på banen. Hun ser meget glad ud, så jeg håber, at hun også kommer til at være glad uden for banen.

* Venus Williams, syvdobbelt grand slam-vinder. Har vundet syv kampe mod Wozniacki og tabt en:

- Hun vil blive husket for sit fodarbejde og sin evne til både at spille defensivt og offensivt. Vi har spillet mange gode kampe.

* Karolína Plísková, nummer to i verden og tidligere verdensetter. Har tabt seks gange mod Wozniacki og vundet fire gange:

- Jeg er sikker på, at hun vil blive savnet. Hun er en fantastisk person og også en fantastisk spiller.

- Hun har spillet rigtig god tennis. Til træning har hun altid gjort sit bedste og altid til kampene. Det var altid gode kampe mod hende, som også var meget sjove, fordi hun kan være sjov både på og uden for banen.

- Det er trist for mig, at hun ikke skal spille mere. Men jeg er sikker på, at hun ved, hvad hun gør. Jeg ønsker hende kun det bedste.

* Simona Halep, dobbelt grand slam-vinder. Har tabt fem opgør mod Wozniacki og vundet to. Tabte til Wozniacki i Australian Open-finalen i 2018:

- Finalen har altid været et godt minde for mig.

- Jeg har altid sagt, at den kamp gav mig troen på, at jeg en dag kunne vinde en grand slam.

- Vi er blevet vant til at se hende hver dag til turneringer på touren. Hun vil blive savnet, og jeg er sikker på, at der venter hende mange gode ting.

* Coco Gauff, 15-årige amerikansk tennisspiller, der slog Naomi Osaka ud fredag:

- Tillykke med en utrolig karriere Caroline Wozniacki. Du har været en inspiration for enhver lille pige, der har taget en ketsjer i hånden.

* Frederik Løchte Nielsen, dansk tennisspiller og tidligere vinder af Wimbledon i herredouble:

- Det har været herligt at se Caroline Wozniacki udvikle sig fra en pige på størrelse med sin egen ketsjer til en international stjerne. Imponerende målrettet uden at ændre sig.

- Hun gav os nogle fantastiske minder, og dansk sport vil ikke være det samme uden hende. Hvilken karriere!

* Henrik Thorsøe, formand i Dansk Tennis Forbund:

- Caroline har været en foregangskvinde for dansk tennis på og uden for banen. Med imponerende resultater verden over har hun betaget tennisfans på alle niveauer.

- Vi vil alle blandt andet huske tilbage på hendes Australian Open-titel i 2018 som noget specielt, men hun har givet os meget mere end blot titler.

- Vi har ikke kunnet ønsket os en bedre repræsentant for dansk tennis, og vi er stolte af hende. Vi ønsker hende alt godt og et stort held og lykke med det næste skridt i livet efter karrieren.

Kilder: WTA, ritzau.

/ritzau/

København, 20/04/2024 - 08:00

FAKTA: Nanna Øland Fabricius

* Født i 1985.

* Blev uddannet balletdanser fra Det Kongelige Teaters Balletskole og på Svenska Balettskolan, men måtte som 18-årig droppe dansen og begyndte i stedet at skrive musik.

* Har udgivet i alt seks album, hvor det første, "Fauna", kom ud i 2008, og det seneste, "Loop Soup", kom ud i 2023. 

* Er ud over sanger og sangskriver også kendt som dommer i "X factor". Derudover har hun skrevet en opera og komponeret musikken til balletforestillingen "Snedronningen" i Tivoli.

* Bor sammen med sin mand pianist og producer Adi Zukanovic og sine to sønner nord for København.

Kilder: Kraks Blå Bog, Avisen Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 20/04/2024 - 08:00

Oh Land skuer sjældent bagud: Jeg opsøger det ukendte

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Livets store valg og fravalg optager sjældent tankerne hos Nanna Øland Fabricius, der er aktuel i en ny dansk film, der netop stiller spørgsmålet: hvad nu hvis?

Står valget mellem at følge en kringlet sti ind i en mørk skov, hvor det ikke er til at se, hvad der gemmer sig bag næste hjørne, og en stor åben motorvej, vælger Nanna Øland Fabricius med sikkerhed den første mulighed.

- Jeg opsøger ret meget det ukendte eller det spændende i nye situationer. For når jeg står midt i det ukendte, er jeg hele tiden på vagt og meget opmærksom på alt, hvad der sker, siger sangeren, sangskriveren og X-factor-dommeren, der bedst er kendt under kunstnernavnet Oh Land.

En af de kringlede stier har ført hende til den nye danske film "For evigt", som netop har ramt landets biografer, og hvor hun indtager en af hovedrollerne.

- Jeg er meget spændt på, hvordan folk tager imod den. Lige nu er jeg ikke selv helt sikker på, hvad det er, vi har lavet. Jeg har været med i alle mulige processer af projektet, så jeg glæder mig til at se den som en helhed, og så glæder jeg mig til folks reaktioner, siger Nanna Øland Fabricius.

"For evigt" er skrevet og instrueret af den prisbelønnede danske instruktør Ulaa Salim. Filmen foregår i et science fiction-univers, hvor klimakrise og kærlighedskvaler vikles ind i hinanden.

Fortællingen følger videnskabsmanden Elias i skikkelse af Simon Sears, der i gensynet med ekskæresten Anita, spillet af Nanna Øland Fabricius, bliver konfronteret med det liv, han kunne have haft, hvis han havde valgt en tilværelse med hende i stedet for at vie sit liv til at forsøge at forhindre en hastigt kulminerende klimakatastrofe.

- Det er et stort tema i filmen, at de valg, du træffer nu, har stor indflydelse på din fremtid. Hver gang du tager et valg, tager du også et fravalg. Det gælder både i kærlighed og i klima, at de valg, vi tager, har nogle store konsekvenser for vores liv, siger Nanna Øland Fabricius.

Personligt plages hun sjældent af spørgsmål om "hvad nu hvis?" på samme måde, som hovedkarakteren gør i "For evigt".

- Jeg tænker ikke sindssygt meget over fortiden. Jeg er heller ikke specielt nostalgisk. Jeg har efterhånden boet ret mange steder. For eksempel syv år i New York. Men det er sjældent, at jeg savner det. Jeg bekymrer mig mere om det, jeg laver lige nu, og hvad jeg skal lave i morgen.

Når Nanna Øland Fabricius står over for nye valg i tilværelsen, grubler hun heller ikke synderligt meget over, om hun nu vælger rigtigt eller ej.

- Jeg tror bare, jeg har et meget stærkt kompas, som jeg på en eller anden måde har opbygget gennem hele mit liv. Det gør, at jeg på en eller anden måde godt ved, hvad det er for en retning, jeg skal gå i, selv om det kan føles farligt, eller som om jeg er faret lidt vild, siger hun.

Fodtrin ud i ukendt land fordrer hendes vigtigste force, nemlig fantasien, som har udstukket ruten for hendes levevej i snart tyve år.

- Min fantasi er min største skattekiste, og jeg gør meget for at holde den ved lige og fodre den. Både fordi det er sjovt, men også fordi, at hvor nogle mennesker er gode til at regne, så har jeg bare altid haft succes med "at finde på", og gå ned ad stier, jeg ikke ved, hvor ender.

I øjeblikket fodrer Nanna Øland Fabricius blandt andet sin fantasi med at strikke en masse forskellige garnstumper sammen uden egentlig rigtigt at vide, hvad det ender med at blive til.

Samme fornemmelse har hun med filmen "For evigt". Men selv om hun er spændt, hersker der også en stor ro i maven.

- Lige nu har jeg ikke hundrede procent begreb om, hvad det er, vi har lavet, men jeg har hele tiden været meget tryg i samarbejdet med Ulaa (Salim, red.), siger hun og fortsætter:

- Det er en af grundene til, at jeg overhovedet har kastet mig ud i det. Jeg har hele tiden kunnet mærke, at Ulaa har været dedikeret og ambitiøs, og derfor har jeg også haft tillid til, at han laver noget godt.

"For evigt" kan ses i biograferne nu.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 20/04/2024 - 08:00

Fakta: Vand din have glad

* Ind imellem alt planteiveren er det også vigtigt at være opmærksom på det til tider tørre maj-vejr.

* Det kan særligt være nyplantede planter som træer, buske og roser, der er blevet sat i jorden siden efteråret, som har brug for ekstra vand.

* Den bedste måde at vurdere om haven trænger til vand, er at grave et spadestik ned. Jorden kan godt se tør ud på overfladen, men kommer ned i 15 til 20 centimeters dybde, hvor de fleste planter har deres rødder, kan man hurtigt se, om der er fugtighed i jorden, eller om det er tid til at vande.

* Det er bedst at vande sine planter enten om morgenen eller om aftenen, hvor fordampningen er lav.

* Sørg derudover for at vande grundigt og ikke blot "sjatvande".

Kilde: Louise Møller, havefaglig rådgiver og redaktør hos Haveselskabet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 20/04/2024 - 08:00

Slå de grønne fingre løs i maj-haven

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Det sprudler med liv i haven i maj. De varmere temperaturer gør det til et oplagt tidspunkt at plante sommerblomster i krukker og begynde på køkkenhaven.

Det er en travl tid i haven i maj, hvor nattefrosten som oftest endelig har sluppet sit tag.

Hvis det kribler i de grønne fingre, er der nok at gå i gang med, fortæller Louise Møller, der er havefaglig rådgiver og redaktør hos Haveselskabet.

De varmere temperaturer gør måneden til et godt tidspunkt at begynde at plante sommerblomster i krukker på terrassen.

Ifølge Louise Møller er det kun fantasien, der sætter grænser for ens valg af blomster, men hun anbefaler, at man giver planterne gødning, hvis de skal vokse sig store og sunde.

Selv bruger hun flydende gødning, der skal blandes op med vand, men også gødningstabletter kan bruges.

Også i køkkenhaven er det tid til at få frøene i jorden.

- Der er rigtig mange planter, man kan så og plante ud i maj. Det er egentlig bare at give den så meget gas som overhovedet muligt, siger Louise Møller.

Dog anbefaler hun, at man venter, til det er lidt varmere, med at så squash, græskar, bønner og majs. De kan i stedet sås indendørs eller i drivhuset, hvorefter de kan plantes ud i juni. Har man et drivhus, er det også tid til at plante tomatplanter her.

- Men ellers er der frit slag. Det er bare med at få nogle frø i jorden, siger hun.

I maj kan man med fordel også give bedene en tur, fortæller Kristine Fenger, der er uddannet filosof med speciale i miljøetik og naturhaver.

Hun er aktuel med sin nye bog "I gang med spiselige bede", der udkom 18. april.

Det er et godt tidspunkt at få luget i bedene med de flerårige planter. Undervejs skal man være opmærksom på selvsåede planter i bedene, anbefaler Kristine Fenger.

- Mange stauder er gode til at så sig selv, hvor de trives, og de spirer kan nemt pottes op eller flyttes eller foræres væk, siger hun.

Når bedene er luget, kan man lægge et godt lag organisk materiale oven på jorden i bedene under og mellem planterne. Det kan for eksempel være kompost, flis, halm, græsafklip, visne blade eller klippede staudetoppe.

- Det organiske materiale forbedrer jorden, holder på fugten og giver havens nedbrydere noget at leve af, siger hun og tilføjer, at det også hindrer fremspiring i bedet, så der bliver mindre at luge fremover.

Hvis man vil etablere nye bede i haven, er det også nu.

- Næst efter sensommer er foråret det bedste tidspunkt at anlægge nye bede. Så det er bare om at komme i gang, siger Kristine Fenger.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek