København, 06/08/2026 - 09:44
Messerschmidt mødtes med prorussisk anti-Nato-politiker
Prorussisk politiker mødtes med Messerschmidt, som afviser at kommentere besøget, hvor han sagde "go win".
Af: /ritzau/
Folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF) mødtes mandag med højrefløjspolitikeren Vladislav Dajković, som er stor fortaler for Rusland og modstander af forsvarsalliancen Nato, som Danmark er medlem af.
I en video, som den montenegrinske politiker har lagt ud på den sociale platform Instagram, afslutter Dansk Folkepartis formand besøget med at sige "go win". Det skriver TV 2.
Vladislav Dajković er leder og stifter af partiet Slobodna Crna Gora (Frit Montenegro). Han beskriver partiet som Montenegros "eneste prorussiske og anti-Nato-parti".
Det møder kritik blandt en række folketingskolleger. De anerkender, at politikere indimellem er nødt til at mødes med andre, man ikke nødvendigvis er enig med.
Men de fremhæver, at Messerschmidt afslutter besøget med på engelsk at sige "gå ud og vind".
TV 2 har efterspurgt et interview med Morten Messerschmidt om hans møde med Vladislav Dajković på Christiansborg, men det har ikke været muligt.
På Facebook har Messerschmidt forholdt sig til kritikken. Han kommenterer dog ikke, hvordan han afslutter besøget.
- Jeg kommer ikke til at holde op med at mødes med mennesker, fordi andre mener, at de har de forkerte holdninger. Jeg kommer ikke til at indrette mit liv efter mediers forsøg på at udskamme enhver kontakt, der falder uden for deres snævre verdensbillede, skriver han blandt andet.
RITZAU




