Bruxelles, 19/09/2023 - 15:08
EU's udenrigschef fordømmer Aserbajdsjans militære handlinger
Aserbajdsjan har meddelt, at der er indledt "antiterrortiltag" i Nagorno-Karabakh. EU ønsker dialog.
Bryan R. Smith/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
EU fordømmer Aserbajdsjans militære handlinger i Nagorno-Karabakh tirsdag.
Det siger EU's udenrigschef Josep Borrell ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters.
- Der er et akut behov for dialog mellem Baku og Karabakh-armenere. Denne militære eskalering bør ikke bruges som middel til at tvinge den lokale befolkning til at udvandre, siger han.
EU er fuldt engageret i at facilitere denne dialog mellem Aserbajdsjan og Armenien, tilføjer udenrigschefen.
Aserbajdsjan påstår at have indledt "antiterror-tiltag" i den omstridte region.
Aserbajdsjans forsvarsministerium beskylder armenskstøttede styrker for gentagne bombardementer, skriver BBC.
Armeniens forsvarsministerium afviser at have militært personale eller udstyr i Nagorno-Karabakh.
Tidligt tirsdag meldte Aserbajdsjan, at fire politibetjente og to civile var blevet dræbt i en eksplosion i Nagorno-Karabakh. Myndighederne anklagede armenske separatister for at stå bag.
Ifølge Aserbajdsjan skete eksplosionen i en zone, som er omfattet af en fredsbevarende indsats, skriver AFP.
De to lande har i årtier været i konflikt over Nagorno-Karabakh.
Området er en del af Aserbajdsjan, men har været kontrolleret af etniske armeniere med støtte fra Armenien siden 1994.
De to lande har været i krig over Nagorno-Karabakh to gange. Første gang var i begyndelsen af 1990'erne. Anden gang i 2020.
Aftalen fra efteråret i 2020 satte en stopper for seks ugers kampe om den bjergrige udbryderregion.
/ritzau/Reuters