Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/10/2019 - 11:00

Seriestjerne med i ny musical: Sang minder ham om tragisk episode

Et Whitney Houston-hit har sat sine spor i Johannes Lassens minder. Nu skal han medvirke i musical med hittet.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Julie Andersen, ritzau fokus

Den danske skuespiller Johannes Lassen har med bærende roller i tv-serierne "1864", "Bedrag" og "Gidseltagningen" slået sit navn fast i Danmark.

Men til næste år skifter han tv-settet ud med teaterscenen, når den ikoniske 90'er film "The Bodyguard" bliver opsat som musical.

Her skal Johannes Lassen spille den mandlige hovedrolle som bodyguarden Frank Farmer, og det bliver en særlig opgave for den 40-årige skuespiller, der vender tilbage til musicalgenren for første gang i mange år.

- Jeg har ikke lavet musikteater, siden jeg gik ud af teaterskolen. Det var omkring 2007, så det er ved at være nogle år siden, fortæller Johannes Lassen.

Opsætningen af "The Bodyguard" kommer til at lege med musicalformatet, og ifølge Johannes Lassen bliver stykket en halv koncert og en halv teaterforestilling.

Samtidig er det kun den kvindelige hovedrolle, Rachel Marron, og hendes søster, Nicki, der skal synge.

Netop det faktum, at forestillingen ikke bliver en klassisk musical, hvor alle karaktererne bryder ud i sang, havde indflydelse på Johannes Lassens svar, da han blev tilbudt rollen.

- Hvis det havde været en musical i sin oprindelige form, så havde jeg nok tænkt, at jeg ikke kunne se mig selv i det lige nu.

- Men jeg er vild med tanken om et format, som kombinerer det traditionelle teater med en decideret koncertoplevelse, siger skuespilleren.

Foruden formen på musicalen var der en anden ting, som skuespilleren vægtede højt, da han blev tilbudt rollen.

Da Johannes Lassen under det første møde med holdet bag forestillingen blev spurgt, hvad han syntes om konceptet, sagde han:

- Som jeg ser det, afhænger det af, om I kan finde en, som kan synge alle sangene lige så godt som Whitney Houston. Det er afgørende for at lave det setup, lød hans svar.

Da holdet efterfølgende afspillede en video med det unge sangtalent Andrea Lykke Oehlenschlæger, blev skuespilleren straks overbevist.

- Jeg så hende synge på en computer med bittesmå højttalere, og jeg fik gåsehud over hele kroppen, fordi hun synger fuldstændig vanvittigt, siger han.

Personligt er Johannes Lassen meget begejstret for Whitney Houstons musik.

- Jeg synes, hun var virkelig dygtig til at sætte gang i en fest og fyre den af, og samtidig kunne hun lave noget popmusik, der virkelig kan mærkes. Jeg husker virkelig tilbage på hendes musik som betydningsfuld, siger han.

Især Whitney Houstons fortolkning af nummeret "I Will Always Love You" som udkom i 1992, da Johannes Lassen var 13 år gammel, har brændt sig fast i hukommelsen hos den danske seriestjerne.

Det skyldes en episode, der fandt sted få måneder efter, at sangen kom ud.

- Der var en dreng fra min folkeskole, der omkom på tragisk vis. Nummeret blev spillet over skolens højttalersystem som en afskedssang til ham. Så det nummer står virkelig klart i min erindring, fortæller Johannes Lassen.

Han ser nu frem til at skulle arbejde med rollen som bodyguarden Frank Farmer.

Johannes Lassen tænker, at han kan trække på nogle af de erfaringer, han gjorde sig, da han forberedte sig til rollen som PET-lederen Philip Nørgaard i "Gidseltagningen", hvor han blandt andet fik militærtræning og mødtes med chefforhandlere fra den britiske politistyrke Scotland Yard.

Men han planlægger også at mødes med danske bodyguards for at blive klogere på, hvad jobbet indebærer.

- Jeg synes, det er spændende at bruge tid med de mennesker, som arbejder med det til dagligt. De ser ikke selv detaljerne i det, de gør, men det er der, troværdigheden i karakteren skabes, siger Johannes Lassen.

Derudover glæder han sig til at forme stykket sammen med sine medskuespillere og forestillingens dansere og musikere - og i sidste ende vise det frem for publikum.

- Jeg glæder mig sindssygt meget til at høre og se de her vanvittigt dygtige mennesker spille. Jeg får jo lov til at være til Whitney Houston-koncert hver aften i tre måneder, siger han og smiler.

"The Bodyguard - The Musical" har premiere den 17. september 2020 i Tivolis Koncertsal og kommer derefter til Esbjerg, Vejle, Viborg, Aalborg, Aarhus og Holstebro.

/ritzau/

København, 19/04/2024 - 14:14

Taylor Swift tager styringen over eget narrativ i nyt album

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

Med nyt album skaber Taylor Swift så jordnære følelser, at man kan spejle sig selv i lyrikken, mener anmelder.

Popstjernen Taylor Swifts nye album "The Tortured Poets Department", som er udkommet fredag, er overordnet set "virkelig skarpt".

Sådan lyder det fra kulturmediet Soundvenues anmelder Kjartan Stolberg.

- Det bliver på ingen måde skjult, at hun er en stor stjerne. Hun er bare dygtig til at få lytteren med på en stor stjernes liv, siger anmelderen til Ritzau.

Popikonet skaber således ifølge Kjartan Stolberg så jordnære og relaterbare følelser, at lytteren kan spejle sig selv i lyrikken og Swifts oplevelser.

- Og pludselig bliver man draget med på eventyret til kæmpestore scener rundt omkring.

Med sit nye album, der ligesom tidligere albums gemmer på sange om forliste forhold, formår Taylor Swift at tage styringen over sin egen narrativ, lyder det.

Det gælder blandt andet forholdet til den kontroversielle musiker Matthew Healy, som Swift efter alt at dømme dannede par med sidste år.

Ifølge Kjartan Stolberg har mange Taylor Swift-fans - såkaldte swifties - taget afstand til forholdet.

- Taylor Swift har aldrig rigtig kommenteret på det (forholdet, red.). Og under nogle bestemte briller bekræftede hun aldrig, at forholdet fandt sted, og at det bare var noget, pressen opfandt.

- Men jeg synes, det virker rimelig tydeligt, at de rent faktisk dannede par, og at lyrikken i det her album i høj grad reflekterer over det, siger Kjartan Stolberg.

Taylor Swift går ikke tilbage i tiden og graver gamle minder frem. I stedet lever albummet i nutiden. Og så er især lyden rigtig spændende, mener anmelderen.

- Det er knap så eksplosivt som tidligere i karrieren. Det er måske en lyd, som taler meget mere til, hvordan popmusik er i dag.

Kjartan Stolberg hæfter sig ved første sang i det nye album, hvor den amerikanske verdensstjerne Post Malone gæsteoptræder.

- Så tænker man, om der går hiphop i den, men Post Malone ender med at give diskrete vokaler, som ikke distraherer det store fra det alternative popunivers, som Taylor Swift skaber, lyder det.

Magtfuld er ikke bare noget, som Taylor Swift måske bare føler sig som.

Popstjernen er således på en femteplads på mediet Forbes' liste over verdens mest magtfulde kvinder. Sidst år blev hun desuden kåret som årets person af Time Magazine.

Hendes indvirkning er så stor, at Taylor Swift er blevet spået til at kunne få afgørende indflydelse på det kommende præsidentvalg i USA.

Men ifølge Kjartan Stolberg rummer albummet ikke politiske motiver. Om end det måske fremtræder "meget diskret".

/ritzau/

Læs Mere >>

Oslo, 19/04/2024 - 12:56

Kong Harald vender tilbage efter operation og sygdom

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ifølge dronning Sonja går det kong Harald "meget, meget bedre" efter sygdomsforløb.

Norges kong Harald vender mandag tilbage til pligterne efter sit sygdomsforløb.

Det fremgår af det norske kongehus' hjemmeside fredag.

Kongen blev syg under en ferie i Malaysia i slutningen af februar.

Han blev kort efter bragt hjem til Norge med et ambulancefly og har i Norge fået indopereret en pacemaker, som skal stabilisere hans hjerterytme.

Tirsdag sagde hans hustru, dronning Sonja, til NRK, at det går kongen "meget, meget bedre".

På hjemmesiden står der nu, at kongen skal modtage forsvarschefen i audiens mandag.

Torsdag sidste uge oplyste kongehuset, at kongen var blevet udskrevet fra Rigshospitalet i Oslo.

Kong Harald er 87 år og har de seneste år flere gange været ramt af sygdom, som har krævet hospitalsbehandling.

Den 6. marts udsendte kongen og dronning Sonja en pressemeddelelse, hvor de takkede den norske befolkning for opmærksomheden i forbindelse med kongens sygdom.

- Vi føler et stort behov for at takke for al omsorg, hjælp og støtte, i forbindelse med at kongen blev syg på vores ferie i Malaysia.

- Vi har mærket varmen strømme fra det norske folk i denne tid. Det store engagement har rørt og styrket os. Tusind tak til alle for den omsorg, som I har vist os i familien, lød det fra kongeparret.

Kong Harald har siddet på tronen siden 1991. Han og dronning Sonja har to børn, kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise.

Under kongens sygemelding har kronprins Haakon overtaget hans opgaver.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/04/2024 - 10:00

FAKTA: Antal sommerhuse stiger lidt år for år

* 2024: 223.118 sommerhuse.

* 2023: 222.066 sommerhuse.

* 2020: 221.024 sommerhuse.

Kilde: Danmarks Statistiks opgørelse over boligbestanden herunder antallet af sommerhuse uden CPR-tilmelding.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 19/04/2024 - 10:00

Sommerdrømme-dommer: Sådan får du mere plads i sommerhuset

Hans Ravn/TV2/Ritzau Scanpix

Hvis sommerhuset føles klemt eller dårligt udnyttet, får du her dommer i TV2-programmet "Sommerdrømme" Patrick Bentsens bedste råd til at optimere pladsen.

Sommerhuset skal ofte rumme et skiftende hold af gæster - fra familien til vennegruppen. Og derfor kan det ellers hyggelige sommerhus måske komme til at føles en smule klemt, når det fyldes op med gode mennesker.

Men du kan godt optimere pladsen i sommerhuset - uden at skulle have den store pengepung op til tilbygning.

Det fortæller Patrick Bentsen, som er tømrermester og dommer på TV2-programmet "Sommerdrømme", hvor en række hold dyster i at sætte et sommerhus i stand - og potentielt vinde det.

Her får du hans råd til, hvor du skal sætte ind.

1) Optimer rumfordelingen.

Et godt sted at starte er at se på rumfordelingen. For med lidt snilde kan du måske udnytte kvadratmeterne bedre, der hvor I faktisk helst vil opholde jer.

- Jeg oplever, at folk gerne vil have store opholdsrum i sommerhuset, hvor familien eller vennerne kan samles og spille eller få nogle drinks, siger Patrick Bentsen.

- Så gå efter at lave små værelser, hvor der lige er plads til et lille skab og en seng, og få renoveret opholdsrummene store, siger han.

Hvis man ikke er bange for at smøge ærmerne op og kan lave lidt selv, så er det ifølge tømrermesteren ikke uoverskueligt at lægge en væg ned og sætte nogle nye op. Det kan være lette gipsvægge, eller i ældre sommerhuse kan det være trævægge med træbeklædning.

- I de mindre sommerhuse er der som regel ikke noget, der er bærende inde midt i, så der vil man sagtens kunne lægge en væg ned, siger han.

Husk dog, at når væggen er væk, venter der lidt arbejde med at reparere loft og gulv, der hvor den stod før.

2) Udnyt uderummene.

Føler du dig begrænset af husets fire vægge, råder Patrick Bentsen til også at tage et kig udenfor.

- Det er jo ikke alle, der bare lige bygger til - eller lægger en væg ned. Det kan jo være en bekostelig affære. Men hvis man har et godt uderum, kan man vinde en del kvadratmeter, siger han.

Tømrermesteren råder til at prøve at skabe nogle rum i haven, som indbyder til at opholde sig og nyde sommerhuslivet:

- Det kan være en stor terrasse, og nogle steder du kan ligge og dase i skyggen. Man kan måske lave en lille overdækning eller en pergola, hvor man kan sidde ude.

Hvis man ikke er helt stærk på håndværk og finish, er uderummet ifølge tømrermesteren et godt sted at forsøge sig alligevel - her må udtrykket nemlig godt være lidt mere groft.

3) Tænk i højden.

Hvis sommerhuset føles lidt klemt eller lille, kan man se på, om man kan hæve loftet en smule, så rummene føles større, lyder rådet fra Patrick Bentsen.

Drømmer du om at åbne helt op, skal du dog nok have fat i en fagperson for at vurdere det.

- I sådan nogle små huse består tagkonstruktionen ofte af nogle ret små spær, og hvis man skal have loft til kip, skal man måske se på tagkonstruktionen for at se, om der kan være plads til isolering, i stedet for at det bare ligger oven på loftet, forklarer tømrermesteren.

Mangler du plads til opbevaring eller sovepladser, kan højden også være din ven. Det kan eksempelvis være ved at bygge en hems eller købe en køjeseng til et lille værelse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek