Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Qeqqa, 19/04/2022 - 09:02

Topchef krænkede kvinder i statsligt grønlandsk selskab

Tidligere direktør i KNI er tirsdag kendt skyldig i at have blufærdighedskrænket fem kvinder. Han anker dom.

Af: /ritzau/

En tidligere direktør i det statsejede grønlandske selskab KNI er kendt skyldig i at have blufærdighedskrænket fem kvinder, der var ansat under ham i selskabet.

Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Sagen er behandlet i Qeqqa Kredsret, der tirsdag har idømt den tidligere direktør tre måneders anbringelse i anstalt for forbrydelserne.

Ifølge politiet fandt retten det skærpende, at han som øverste leder havde udnyttet sin magt på arbejdspladsen. Ifølge det grønlandske medie sermitsiaq.AQ skal han desuden betale 5000 kroner i godtgørelse til hver af kvinderne.

Anklager Anne Clinton er tilfreds med udfaldet.

- Vi har at gøre med en sag, hvor tiltalte gentagne gange har misbrugt sin position til at krænke sine medarbejdere. Derfor er jeg meget tilfreds med, at retten har fundet tiltalte skyldig og fulgt vores påstand om anstaltsanbringelse, siger hun i pressemeddelelsen.

KNI er ejet af det grønlandske selvstyre, og det er en stor koncern med over 1000 ansatte og en omsætning på godt 2,5 milliarder kroner. Det fremgår af KNI's hjemmeside.

Koncernen ejer blandt anset Polaroil, der er Grønlands største olieforsyningsvirksomhed, og Pilersuisoq, der er en landsdækkende detailkæde med 64 butikker.

Eksdirektøren opsagde sit job i marts sidste år efter at have stået i spidsen for KNI i næsten otte år. Han trådte samme måned ud af bestyrelsen i luftfartsselskabet Air Greenland og henviste i den forbindelse til den verserende sag mod ham om blufærdighedskrænkelser.

Det fremgår af pressemeddelelsen fra politiet ikke, hvad den tidligere direktør nærmere bestemt skulle have udsat kvinderne for.

Sermitsiaq.AQ har dog tidligere beskrevet, at han i perioden fra januar 2016 til februar 2021 skulle have befamlet kvinderne forskellige steder på kroppen. Det skulle være sket på arbejdspladsen og under tjenesterejser.

Den tidligere topchef har under sagen nægtet sig skyldig i anklagerne. Han ankede også på stedet dommen. Han vil frifindes, og dermed skal sagen behandles på ny i Grønlands Landsret.

Anklagemyndigheden har kontraanket og vil altså have skærpet straffen.

/ritzau/

Nyhedsarkiv