Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

03/09/2024 - 10:00

Selv en håndfri telefonsamtale kan være livsfarlig når du kører

Tænk nøje over, om en samtale passer til at blive ført bag rattet, før du ringer op.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Det har været ulovligt at tale i håndholdt mobiltelefon lige siden 1998, hvor det fremgår af færdselsloven, at telefonen kun må bruges, hvis den sidder i en fastmonteret holder.

Og sådan forholder det sig stadig. Du kan lystigt tale om stort og småt med ægtefællen, venner eller kolleger, mens du tilbagelægger de daglige kilometer i bilen, gennem en telefon i holder eller via det indbyggede infotainmentsystem bilen.

Men spørger man professor på Georgia Institute of Technology Robert Rosenberger, som netop har udgivet bogen "Distracted: A Philosophy of Cars and Phones", skal du være meget påpasselig med den vane.

- Håndfri telefonsamtaler, mens man kører bil, burde gøres ulovligt, skriver professoren i en mail til Ritzau og uddyber:

- Efter min mening skulle det inkludere at ringe og modtage opkald gennem infotainmentsystemet, der er indbygget i instrumentbrættet på nyere biler såvel som mere komplekse opgaver som at lytte til og diktere tekstbeskeder.

For mens mange nok forstår farligheden ved at tage øjnene væk fra vejen, mens man lige skriver en besked på telefonen, kan der ifølge professoren også være en stor fare ved at fjerne sin opmærksomhed fra vejen - det, der kaldes kognitiv distraktion.

Og en telefonsamtale kan gøre dig distraheret og tage fokus fra opgaven med at køre bilen. Der gør dog også en stor forskel, hvilken slags samtale der er tale om.

- Der er stor forskel på, om man kort rapporterer, at man er vej hjem, eller om man har en lang og involverende samtale. Studier viser, at graden af forringelsen af kørslen stiger, når samtalen bliver mere kompleks og mere følelsesladet, forklarer Robert Rosenberger.

Ifølge Jesper Hemmingsen, som er chefkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik, handler det om, at man som bilist forstår og vurderer, om et opkald passer til konteksten med at køre bil.

- Man kan sagtens tale i telefon med sin ægtefælle, der siger, at man skal huske at købe letmælk, og så lægger man på. Det har ikke krævet den store aktivitet, siger Jesper Hemmingsen og fortsætter:

- Men der er også nogle, der udskyder deres telefonsamtaler, til de skal hjem i bilen. Og det kan være alt fra komplicerede lønforhandlinger med chefen til forhandling af rente med banken. Og det er måske ikke så smart, for så er man kognitivt et helt andet sted end i trafikken.

Det kan altså ifølge chefkonsulenten variere meget, hvor krævende og dermed distraherende en telefonsamtale er. Og er man meget distraheret, kan det godt få konsekvenser.

- I den nuværende færdselslov er der mulighed for at sanktionere folk, der kører uopmærksomt, hvis det kan ses i deres måde at køre på. Paragraf tre siger, at man skal udvise agtpågivenhed, mens man kører. Det vil sige, at hvis man udviser kørefejl, fordi man snakker i telefon, så kan det sagtens udløse en bøde, fortæller han.

Tilbage er så spørgsmålet om, hvorvidt man også kan blive kognitivt distraheret af at have en samtale med en medpassager eller lytte til en medrivende lydbog?

Det lyder samstemmende fra Robert Rosenberger og Jesper Hemmingsen, at samtaler i bilen ikke udgør den samme risiko, blandt andet fordi medpassageren er bevidst om det, der foregår på vejen. Mange vil derfor stoppe med at tale, hvis der er brug for koncentration, eller vil hjælpe med at holde øje med skilte eller potentielle farer.

Der er ifølge Robert Rosenberger ingen empiriske data, der viser, at hverken lydbøger eller radio i bilen skulle udgøre en fare for kognitiv distraktion.

/ritzau fokus/

København, 17/02/2025 - 06:00

Mads Steffensen lancerer søvndyssende podcast

Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix

Den nye podcast "Mads & Godnat" skal hjælpe voksne med at falde i søvn. Et problem, Mads Steffensen selv har kæmpet med.

Mads Steffensen vil fremover læse godnathistorier højt for sine lyttere.

Fra 19. februar kan man høre den nye podcast "Mads & Godnat", der skal hjælpe voksne med at falde i søvn.

Her læser Mads Steffensen søvndyssende historier op i et langsomt og monotont tempo og tager på den måde kampen op med søvnløse nætter.

Det skriver podcastplatformen Podimo i en pressemeddelelse.

Mads Steffensen har selv lidt af søvnproblemer. Derfor vil han nu forsøge at hjælpe lyttere, der har samme problem.

- Jeg har selv prøvet alt muligt, men fandt ud af, at det, der virker for mig, er historier, der aldrig rigtig kommer i gang. Så nu har jeg lavet en podcast med netop det format, forklarer Mads Steffensen i pressemeddelelsen.

Historierne vil tage udgangspunkt i Mads Steffensens egne oplevelser og observationer fra hverdagen.

Det foldes ud i en serie af historier, der ifølge Podimo er interessante nok til, at lytteren hænger på, men aldrig så spændende, at de holder en vågen.

Målet er at hjælpe danskerne med at finde ro i en tid, hvor et stigende antal af voksne danskere har søvnproblemer. Det viser tal ifølge Sundhedsstyrelsen.

I 2023 sov 64 procent af voksne mellem 18 og 64 år de anbefalede syv til ni timer i døgnet.

- Jeg tror, at flere og flere er begyndt at gå op i deres søvn, og hvis denne podcast bare kan hjælpe lidt, så er det fantastisk, siger Mads Steffensen i pressemeddelelsen.

Podimo er i forvejen platform for Mads Steffensens podcast "Mads og A-holdet", som udkommer hver uge.

Tidligere har tv-, radio- og podcastpersonligheden været vært for DR-programmet "Mads & Monopolet", som i dag hedder "Sara & Monopolet".

Ifølge Podimo oplever podcastplatformen en stigning i antallet af brugere, der slutter deres dag af med at lytte til podcast eller lydbog.

Det behov adresserer de nu helt konkret med "Mads & Godnat", som bliver tilgængelig på Podimo fra 19. februar 2025.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 16/02/2025 - 21:50

Pavedrama vinder hovedpris ved Bafta-uddeling

Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Filmen "Conclave" om valget af en ny pave løber med prisen for årets bedste film ved Bafta-uddelingen.

Filmen "Conclave", som var en af storfavoritterne, vinder søndag bedste film ved den britiske Bafta-uddeling, der finder sted i London.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Filmen har ved årets Bafta flest nomineringer med hele 12 styk. Blandt dem er Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Mandlige Skuespiller.

"Conclave" handler om en af verdens mest hemmelighedsfulde og ældgamle ritualer - konklavet og valget af en ny pave.

Kardinal Lawrence, som i filmen spilles af Ralph Fiennes, får til opgave at lede den hemmelige proces efter den højt elskede paves uventede død.

Filmen er instrueret af den tyske instruktør Edward Berger. Det er hans første film siden den firdobbelte oscarvinder "Intet nyt fra vestfronten" fra 2022.

Bafta er den største britiske filmpris og uddeles af det britiske film- og tv-akademi. Den første uddeling fandt sted i 1949.

I år foregår festlighederne i Londons Royal Festival Hall, hvor filmfolk fra hele verden er samlet.

En anden af aftenens store prismodtagere er det historiske drama "The Brutalist".

Den har blandt andet vundet statuetter for Bedste Mandlige Skuespiller og Bedste Instruktør. De er gået til henholdsvis skuespilleren Adrien Brody og instruktør Brady Corbet.

"The Brutalist" er et over tre timer langt epos om en Holocaust-overlever, der emigrerer fra efterkrigstidens Europa til Amerika for at genopbygge sit liv.

Filmen var nomineret i ni kategorier ved årets Bafta-uddeling.

Prisen for Bedste Film til pavedramet "Conclave" kommer i en weekend, hvor der i virkelighedens verden har været fokus på netop den katolske kirkes overhoved.

Den 88-årige pave Frans er søndag på tredje dag indlagt på et hospital i Rom, hvor han ifølge Vatikanet behandles for bronkitis.

Argentineren Jorge Mario Bergoglio, som er pave Frans' borgerlige navn, har siden 2013 været pave, hvor han blev udpeget ved netop konklavet som efterfølger til Benedikt 16.

Filmen "Conclave" er desuden nomineret otte gange ved oscaruddelingen, der løber af stablen 2. marts.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/02/2025 - 10:00

FAKTA: Bolig i Danmark afgør skattepligt

* Når du flytter fra Danmark, ophører din fulde skattepligt som hovedregel, når du enten sælger, opsiger eller udlejer din bolig i mindst tre år.

* For sidstnævnte gælder det desuden, at lejekontrakten skal være uopsigelig fra din side.

* Et sommerhus, der kun bruges til ferier, betragtes normalt ikke som en bolig eller bopæl.

* Når du flytter fra Danmark, skal du sørge for at have en NemKonto. Hvis du skal have penge tilbage i skat, kan de kun blive overført til din NemKonto. 

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/02/2025 - 10:00

Arbejde under sydens sol? Ny afgørelse gør det muligt uden dansk skat

Alexander Heinl/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke har en bopæl i Danmark, kan du frit arbejde i udlandet for en dansk virksomhed uden at betale dansk skat. Det fremgår af en ny afgørelse.

Hvis du drømmer om at arbejde fra din computer under varmere himmelstrøg i udlandet og slippe for at betale dansk skat, er der godt nyt.

For en ny afgørelse fra Skatterådet slår fast, at du helt kan slippe for dansk skat, hvis du flytter til udlandet.

Det gælder også, hvis du beholder dit arbejde i en dansk virksomhed og fortsætter med at få din løn udbetalt på en dansk bankkonto.

Det fortæller chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO Henning Boye Hansen.

- Afgørelsen forholder sig meget klart til, at det ikke har betydning for skattepligten i Danmark, hvem der udbetaler din løn. Det afgørende er, om du har en dansk bopæl, siger han.

- I en tid, hvor danske virksomheder mangler arbejdskraft, og især unge vælger at arbejde i udlandet, kan denne mulighed måske være en mellemvej.

En medarbejder kan dermed rejse ud og opleve verden, mens arbejdskraften bliver fastholdt.

I den aktuelle afgørelse bekræfter Skatterådet, at en mands skattepligt ophører ved udrejse til De Forenede Arabiske Emirater, selv om han fortsætter med at være ansat i en dansk virksomhed.

Manden opgav sin bopæl i Danmark og havde ikke boligmulighed gennem hverken partner eller familie.

- Det særlige her er, at den danske skattepligt ophører, så snart bopælen i Danmark er blevet afviklet, siger Henning Boye Hansen.

Afgørelsen har særligt betydning for de såkaldte digitale nomader, der kan arbejde fra hvor som helst i verden med en computer, der er forbundet til nettet.

- Og coronatiden har jo vist, at mange af os sagtens kan arbejde hjemmefra, siger han og uddyber:

- Men det er klart, at man ikke kan benytte sig af denne mulighed, hvis ikke man kan passe sit arbejde blot med en computer under armen.

Har du stiftet familie og bosat dig, er der en anden vej, du kan gå, hvis du vil arbejde i udlandet og undgå dansk skat.

Den mulighed kan med et smil på læben kaldes Jan Pytlick-finten, siger Henning Boye Hansen.

- Hvis du skal arbejde i udlandet i mindst seks måneder, beholde din bolig og måske lade partner og børn blive i Danmark, kan du være omfattet af 42-dages reglen og have mulighed for at slippe for dansk skat, siger han.

Med den regel må du ifølge Henning Boye Hansen højst opholde dig i Danmark i 42 dage i løbet af en periode på seks måneder. Det svarer til omkring én uge om måneden.

Men du må slet ikke arbejde, mens du opholder dig i Danmark.

Ifølge Henning Boye Hansen var det efter alt at dømme det krav, der gjorde, at Saudi-Arabiens daværende danske håndboldlandstræner, Jan Pytlick, i 2023 ikke selv kunne overvære kampen, da hans hold mødte Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek