Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/12/2021 - 07:48

Danmark sender udviklingskroner til Kosovo

Kontakten til Kosovo skal styrkes, og derfor vil Danmark øge sit engagement. Det skriver Udenrigsministeriet.

Af: /ritzau/

Danmark vil øge sit engagement i Kosovo med mere politisk dialog, en større tilstedeværelse og økonomisk bistand til blandt andet den grønne udvikling.

Det skriver Udenrigsministeriet, dagen efter at en ny aftale om Kriminalforsorgen betyder, at Danmark vil leje 300 fængselspladser i landet.

- Det er i vores interesse, at Kosovo og resten af Vestbalkan bliver solidt forankret i vores europæiske værdifællesskab.

- Derfor øger vi vores engagement i regionen. Vi styrker de ambassader, der dækker regionen, og går nu også ind og øger samarbejdet med Kosovo, både med politisk dialog og bistandsengagement, skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en meddelelse.

Det samlede "bistandsengagement" forventes at lyde på 45 millioner kroner.

Kosovo blev uafhængigt i 2008 efter en mange års konflikt. Først under krigene i det tidligere Jugoslavien i 1990'erne og siden i en langstrakt løsrivelseskonflikt fra Serbien. Her havde Danmark fredsbevarende styrker i landet i mange år.

Landet har seneste fået en ny regering, hvis erklærede fokus er på reformer og på at nærme sig EU.

Ifølge pressemeddelelsen vil bistanden gå til "den grønne dagsorden" samt fremme af "menneskerettigheder og retsstatsudvikling".

Onsdag aften præsenterede et flertal i Folketinget og justitsminister Nick Hækkerup (S) en ny aftale for Kriminalforsorgen. I den indgår blandt andet, at presset på fængselsvæsnet skal reduceres ved at sende udviste udlændinge, der afsoner i Danmark, til afsoning i Kosovo.

- Vi er blandt andet enige om, at der skal arbejdes på at leje fængselspladser i Kosovo til udvisningsdømte fra tredjelande. Og vi udvider med flere fængselspladser i danske fængsler på både kort og lang sigt, sagde Nick Hækkerup her.

Justitsministeriet har ifølge ministeren det seneste års tid forhandlet med Kosovo om vilkårene for at leje fængslet i Kosovo, og der udestår fortsat nogle møder, før der ligger en underskrevet kontrakt.

- Men jeg er meget fortrøstningsfuld, for begge parter synes, at det ser fornuftigt ud, sagde han.

/ritzau/

Nyhedsarkiv