København, 02/12/2025 - 14:57
Baransatte skrev positive anmeldelser af arbejdsgivers app
Rekom og Nightpay nægter sig i Københavns Byret skyldige i at have overtrådt markedsføringsloven.
Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mellem 10. og 16. marts 2020 tikkede 13 positive anmeldelser af appen Nightpay ind på anmeldelsesplatformen Trustpilot.
Appen, hvor man som medlem kan få rabat på barkoncernen Rekoms barer og natklubber, blev i anmeldelserne beskrevet som "fantastisk" og "genial".
Men de 13 femstjernede anmeldelser var alle skrevet af ansatte i Rekom, der ejer Nightpay.
Og det er ifølge anklagemyndigheden og Forbrugerombudsmanden et brud på markedsføringsloven.
Tirsdag har Københavns Byret indledt en sag mod Rekom og Nightpay. Begge virksomheder nægter sig skyldige i brud på markedsføringsloven.
Rekom beskriver sig selv som Nordens største barkoncern og ejer mange barer og natklubber i Danmark samt barer i Norge.
Forbrugerombudsmanden kom på sporet af sagen efter en henvendelse fra en journalist fra Politiken, der gjorde opmærksom på, at flere anmeldelser på Nightpays Trustpilot var skrevet af Rekoms egne ansatte.
Tirsdag formiddag har fire af de ansatte, der har skrevet anmeldelser, givet forklaring over videolink i retssagen.
De arbejdede på tidspunktet for anmeldelserne på forskellige af Rekoms barer i Jylland.
Alle fire fortæller, at det var på eget initiativ, at de skrev de positive anmeldelser. Det var altså ikke noget, nogen fra Rekom havde bedt dem gøre.
- Det var et kanon produkt at have, og jeg brugte det også selv en del, når jeg gik i byen, siger et vidne, der arbejdede på en bar i Vejle, da han skrev anmeldelsen.
De positive anmeldelser blev fjernet i november 2021, da Rekom blev opmærksom på, at de var skrevet af firmaets ansatte.
Jesper Schaltz, der er økonomidirektør i Rekom og direktør i Nightpay, har også afgivet forklaring i Københavns Byret tirsdag.
Han siger, at han ikke kendte til de positive anmeldelser på Trustpilot.
- Konkret har jeg slet ikke været involveret i det. Jeg er blevet orienteret om sagen, siger han.
Procedør fra Forbrugerombudsmanden Michael Aagaard fører sagen. Han går efter, at Rekom skal idømmes en bøde. Bødekravets størrelse har han tirsdag ikke løftet sløret for.
Der falder dom i sagen senere i december.
/ritzau/




