Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jacksonville, 04/09/2023 - 08:35

Mogensens forgængere vender hjem efter 3000 ture rundt om Jorden

Fire astronauter er rejst hjem fra ISS efter cirka et halvt år i rummet. De landede tidligt mandag morgen.

Handout/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et hold bestående af fire astronauter er mandag morgen vendt tilbage til Jorden fra Den Internationale Rumstation (ISS).

Det skriver den amerikanske rumfartsorganisation Nasa.

De fire forlod ISS søndag - kort tid efter at danske Andreas Mogensen og tre andre astronauter var ankommet til rumstationen.

- Efter at have tilbragt seks måneder om bord på ISS, efter at have fløjet næsten 79 millioner miles (127 millioner kilometer) og efter at have gennemført hundredvis af eksperimenter til gavn for menneskeheden er Nasas SpaceX Crew-6 vendt tilbage til Jorden, skriver Nasa.

De hjemvendte er amerikanske Stephen Bowen og Woody Hoburg samt russiske Andrej Fedjajev og Sultan Alneyadi fra De Forenede Arabiske Emirater. De landede klokken 06.17 dansk tid ved Floridas kyst.

De har tilbragt 184 dage om bord på ISS. I løbet af den tid har de fløjet næsten 3000 gange rundt om Jorden - helt præcist 2976.

- Det her internationale hold har repræsenteret tre lande, men sammen har de demonstreret deres fælles ambition om at nå nye kosmiske kyster.

- Crew-6's bidrag kommer til at hjælpe Nasa med at vende tilbage til Månen under Artemis-programmet, til at få os tættere på Mars og til at forbedre livet på Jorden, siger Nasa-chef Bill Nelson.

Bowen, Hoburg, Fedjajev og Alneyadi ankom til ISS i begyndelsen af marts.

For de tre sidstnævnte har turen været deres første til rummet. Stephen Bowen har været afsted i alt fire gange i sammenlagt 227 dage.

Danske Andreas Mogensen, der er en del af Crew-7, ankom til ISS søndag den 27. august sammen med tre astronautkolleger. De tre er amerikanske Jasmin Moghbeli, japanske Satoshi Furukawa og russiske Konstantin Borisov.

De skal være på ISS i et halvt år.

ISS flyver cirka 400 kilometer over Jorden. Den kredser om Jorden hvert 90. minut og bevæger sig cirka 30 gange hurtigere end et stort passagerfly.

/ritzau/

Las Vegas, 24/09/2023 - 18:19

R&B-sangeren Usher skal optræde ved Super Bowl

Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Usher indtager scenen i pauseshowet ved den kommende Super Bowl, der vil finde sted 11. februar i Las Vegas.

Den amerikanske R'n'B-stjerne Usher skal optræde ved det spektakulære pauseshow ved det kommende Super Bowl, der vil finde sted i Las Vegas i USA.

Det oplyser National Football League (NFL) på Twitter søndag.

Usher slog for alvor igennem med sit album "My Way" fra 1997.

Siden har han udgivet en række hits, som har toppet playlister og er blevet spillet på natklubber verden over.

Blandt Ushers hits er sange som "My Boo", "DJ Got Us Fallin' In Love", "Scream" og "Yeah".

Usher var særligt populær op igennem 00'erne og begyndelsen af 10'erne.

Han har samarbejdet med flere berømte sangstjerner - heriblandt Alicia Keys, Pitbull og P. Diddy.

Ushers Super Bowl-optræden vil finde sted den 11. februar 2024.

I år var det den verdenskendte sangerinde Rihanna, som indtog scenen ved Super Bowls pauseshow.

Det var hendes første liveoptræden i fem år.

Tidligere optrædener har inkluderet stjerner som Madonna, Prince, Eminem, Katy Perry og Bruno Mars.

Super Bowl er den årlige finale i NFL, som er USA's professionelle liga i amerikansk fodbold.

Sportsbegivenheden har fundet sted siden 1967. Las Vegas, som ligger i delstaten Nevada, bliver for første gang i historien vært for Super Bowl.

Konkret vil begivenheden foregå på Allegiant Stadium.

På stadionets hjemmeside udtaler Steve Hill, som er direktør i organisationen The Las Vegas Convention and Visitors Authority (LVCVA), at næste års Super Bowl bliver det mest elektrificerede nogensinde.

- En begivenhed af denne størrelse kombineret med energien fra Las Vegas vil være uovertruffen.

/ritzau/

Læs Mere >>

Las Vegas, 24/09/2023 - 18:02

R&B-sangeren Usher skal optræde ved Super Bowl

Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Usher indtager scenen i pauseshowet ved den kommende Super Bowl, der vil finde sted 11. februar i Las Vegas.

Den amerikanske R'n'B-stjerne Usher skal optræde ved det spektakulære pauseshow ved det kommende Super Bowl, der vil finde sted i Las Vegas i USA.

Det oplyser National Football League (NFL) på Twitter søndag.

Usher slog for alvor igennem med sit album "My Way" fra 1997.

Siden har han udgivet en række hits, som har toppet playlister og er blevet spillet på natklubber verden over.

Blandt Ushers hits er sange som "My Boo", "DJ Got Us Fallin' In Love", "Scream" og "Yeah".

Usher var særligt populær op igennem 00'erne og begyndelsen af 10'erne.

Han har samarbejdet med flere berømte sangstjerner - heriblandt Alicia Keys, Pitbull og P. Diddy.

Ushers Super Bowl-optræden vil finde sted den 11. februar 2024.

I år var det den verdenskendte sangerinde Rihanna, som indtog scenen ved Super Bowls pauseshow.

Det var hendes første liveoptræden i fem år.

Tidligere optrædener har inkluderet stjerner som Madonna, Prince, Eminem, Katy Perry og Bruno Mars.

Super Bowl er den årlige finale i NFL, som er USA's professionelle liga i amerikansk fodbold.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/09/2023 - 08:00

FAKTA: Hæv klippehøjden på din plæneklipper

* Hvis du hæver klippehøjden på din græsslåmaskine en smule, når du slår græsplænen, giver du græsset de bedste betingelser gennem den kommende vinter.

* Græsset får en højere top, som også styrker rødderne under jorden og gør græsplanterne mere robuste.

* Robuste græsplanter gør det sværere at gro for mos, som ellers har gode betingelser om vinteren i Danmark.

Kilde: Louise Møller, havefaglig rådgiver hos organisationen Haveselskabet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 24/09/2023 - 08:00

Haven i oktober: Forkæl dine dyre planter med en hoteloplevelse

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Får vi nattefrost i oktober, er det værd at overveje, om dine eksotiske planter har de bedste forudsætninger for at overleve.

Når vi tager de havekyndige briller på i oktober, skal vi begynde at forberede os på nattefrosten.

Sådan lyder det fra Louise Møller, der er havefaglig rådgiver hos den almennyttige organisation Haveselskabet.

- Nogle år skal vi helt ind i december, før der kommer nattefrost, men det kan også godt forekomme i oktober.

- Det betyder blandt andet, at krukkeplanterne med eksotiske planter som oliven og citrus, der ikke kan tåle at stå udenfor om vinteren, skal opbevares et andet sted, siger hun.

Ifølge Louise Møller skal de gerne stilles et frostfrit, lyst og køligt sted - eksempelvis ved et vindue i skuret eller i en havestue.

Du kan også placere planterne i et drivhus, hvor de også vil kunne klare sig i længere tid.

- Ved hård frost kan man også pakke planterne ind i måtter eller isolering, men det er først noget, vi sådan rigtig plejer at opleve hen i januar eller februar måned.

Hvis du er ærekær over for dine eksotiske planter eller blot har givet mange penge for dem, kan det ifølge Louise Møller godt betale sig at opbevare dem på et plantehotel.

- Her bliver dine planter opbevaret gennem vinteren og bliver passet på. Priserne er godt og vel 600-700 kroner for, hvad der svarer til en europalle, fortæller hun.

Og det er der allerede flere som begynder at gøre nu, lyder det fra Dennis Vesterager fra virksomheden Planteopbevaring.

- Det er højsæson for os nu her, hvor folk kommer ind med palmer, citrustræer og fuchsiaer - alt hvad de har stående i krukker på terrassen, kommer de ind med for at beskytte planterne mod kulden.

Ligesom Louise Møller peger Dennis Vesterager på, at denne type planter ikke overlever vinteren, hvis ikke man fjerner dem fra kulden.

- Hos os passer vi på planterne vinteren over og sørger samtidig også for at beskære dem, så de er klar til at komme ud igen til maj, siger han.

I oktober er det også tid til barrodsplanter, da det først er nu, at de er modne nok til at blive gravet op og solgt, fortæller havefaglig rådgiver Louise Møller.

Barrodsplanter er planter, der - som navnet antyder - sælges med bare rødder og uden en potte. Derfor er det vigtigt, at du planter dem hurtigt, så rødderne ikke tørrer ud.

- Grav derfor først det hul, de skal i, inden du tager dem ud af sækken, de kommer i. De tåler nemlig ikke vind eller sol.

Der er mange penge at spare i forhold til at købe planter i en potte, påpeger Louise Møller - især hvis du eksempelvis vil have plantet en hæk.

- Ti ligusterplanter koster omkring 200 kroner afhængigt af størrelsen. Køber du dem i potte, kommer du hurtigt af med 120 per styk, siger hun.

Ifølge Louise Møller er det vigtigt, at du graver randen dyb nok, inden du smider planten i jorden. Rødderne skal nemlig have godt med plads.

- Liguster har bløde rødder, mens bøg har mere stive rødder. Planter du derfor bøg, bør randen nok være lidt bredere og dybere.

- Barrodsplanterne skal stå i nogenlunde samme dybde, som de har stået i på marken, og du bør kunne se på planten, hvor det er, lyder hendes råd.

Til sidst skal du være opmærksom på ikke at vande for meget, medmindre jorden er meget tør. Hold området fri for ukrudt, da det konkurrerer med planterne om næring.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv