Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 29/09/2024 - 16:01

FCM dukker ærkerivalen Viborg efter Simsir-trylleri

Viborg kom foran i Herning, men Aral Simsir tryllede en formidabel udligning frem i en 3-1-sejr på hjemmebane.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

FC Midtjylland tog tre point og håneretten, da superligaduksen søndag havde besøg af ærkerivalen Viborg FF.

Joel Andersson og Franculino sikrede sejren i anden halvleg, men kampens absolutte lækkerbisken var Aral Simsirs 1-1-udligning efter en vild soloaktion i første halvleg.

Forinden havde midtbanespilleren Magnus Westergaard fortjent headet Viborg foran.

Endnu ubesejrede FCM topper med sejren Superligaen i mindst en uge mere med sine 24 point efter 10 kampe. Viborg har 12 point på syvendepladsen.

Det midtjyske derby bød fra første fløjt på syngende tacklinger og masser af action, og begge mandskaber lagde et stort tilbud på føringen, inden ballet blev åbent midtvejs til pausen.

Den tidligere FCM-keeper Oscar Hedvall måtte således klare Aral Simsirs forsøg efter sin egen store fejl, og i den anden ende ramte angriberen Renato Junior undersiden af overliggeren efter Serginhos fine forarbejde.

Efter 24 minutter kom Viborg foran efter en serie af tvivlsomme FCM-beslutninger, hvilket blev straffet af kvikt opspil og et indlæg fra backen Daniel Anyembe, som midtbanespilleren Magnus Westergaard flot smed sig frem og pandede i mål.

Intensiteten steg endnu et par grader, og kun en stor redning af Hedvall og en vild clearing på stregen af stopperen Nicolas Bürgy forhindrede værterne i at komme på tavlen efter 35 minutter.

En håndfuld minutter senere skulle hjemmeholdets fans ikke vente længere.

Efter en blokeret pasning faldt kuglen ned for fødderne af Simsir i feltet, og han tryllede sig på meget lidt plads forbi tre Viborg-spillere, inden han følte bolden op i krydset. Et åbenlyst bud på årets mål.

Anden halvleg bød på knap så mange chancer, og manglede længe en jævn rytme. Et par indskiftninger afgjorde dog sagen for hjemmeholdet.

Offensivspilleren Edward Chilufya kom ind og kombinerede flot med Franculino som optakt til ligeledes indskiftede Joel Anderssons 2-1-træffer efter 71 minutter.

Og få minutter senere assisterede Chilufya 3-1-målet, som Franculino satte i nettet.

De to scoringer tog luften ud af Viborg og kampen, og FCM cruisede sikkert sejren i hus og sparede samtidig en smule på kræfterne før mødet med Maccabi Tel Aviv i Europa League torsdag.

/ritzau/

USA, 29/09/2024 - 18:21

Dansk supermodel har fået datter med verdensstjerne

Kena Betancur/Ritzau Scanpix

Den danske Victoria's Secret-stjerne Nina Agdal og hendes forlovede, den amerikanske mediepersonlighed Logan Paul, er blevet forældre for første gang.

Et lille nyt stjerneskud er kommet til verden.

Den danske supermodel Nina Agdal og hendes forlovede, den amerikanske mediepersonlighed, youtuber og wrestler Logan Paul, har fået deres første barn - en lille pige, der skal hedde Esmé Agdal Paul.

Det afslører de nybagte forældre i et opslag delt på Instagram.

Det var også på det sociale medie, at parret annoncerede nyheden om familieforøgelsen i foråret.

- Endnu en Paul kommer til efteråret, lød det i opslaget, hvor Nina Agdal og Logan Paul kyssede hinanden og viste en stribe skanningsbilleder frem.

Ved en stor gender reveal-fest - som kan oversættes til kønsafsløringsfest - afslørede Nina Agdal og Logan Paul i april, at de ventede en lille pige.

Til festen var gæsterne iført enten lyserødt eller lyseblåt tøj. Selv var de vordende forældre klædt i pink fra top til tå.

Logan Paul havde også arrangeret en wrestlingkamp, hvor de to kombattanter var iført henholdsvis pink og blåt. Wrestleren iført pink vandt fighten, og efterfølgende bekræftede Logan Paul, at der var en lille pige på vej.

Den 32-årige danske supermodel og den 29-årige amerikanske stjerne mødte hinanden til et event i New York og har været sammen siden 2022.

Det fortalte Nina Agdal i et interview med The Daily Front Row sidste år.

- Jeg fandt ud af, at han var der, og min mave skreg bare, at jeg var nødt til at sige hej til ham. Jeg overbeviste ham om at møde mig og mine venner til en drink. Vi begyndte straks at joke rundt.

- Det føltes med det samme, som om jeg havde kendt ham i årevis. Og nu er vi her. Det er vildt, sagde Nina Agdal til det amerikanske medie.

Her afslørede hun også, at hun har haft Logan Paul med til Danmark for at vise ham sin hjemby i Nordsjælland. Logan Paul var også i Danmark sidste sommer under stor palaver for at promovere den hypede drink Prime.

Nina Agdal, som tidligere har været kædet sammen med den oscarvindende Hollywood-stjerne Leonardo DiCaprio, har boet i USA i mere end en tredjedel af sit liv.

Hun fik sit helt store internationale gennembrud som model i 2014, da hun kom på forsiden af Sports Illustrateds badetøjsudgave af magasinet sammen med de amerikanske supermodeller Chrissy Teigen og Lily Aldridge.

Derudover har Nina Agdal haft job hos lingerigiganten Victoria's Secret og har medvirket i en burgerreklame, der blev vist under sportsbegivenheden Super Bowl.

Nina Agdal laver stadig modeljob. Men ved siden af det har hun skabt sit eget app-univers, hvor hun deler opskrifter og træningsvideoer og sine egne erfaringer med kost, motion og mental sundhed.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/09/2024 - 08:00

TV 2-stjerne trives i højt tempo: Taler til min maniske side

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Et lavt budget på "Sygeplejeskolen" betyder, at der er fart på optagelserne. Det nyder Thue Ersted Rasmussen, selv om det kan være svært, når dagen er omme.

Skuespillerne på TV 2 Charlie-serien "Sygeplejeskolen" kommer ud over stepperne, når optagelserne er i gang.

For til trods for den store popularitet blandt danskerne har "Sygeplejeskolen" ikke noget højt budget, og optagelser foregår derfor i et højt tempo, fortæller Thue Ersted Rasmussen, der spiller rollen som Christian i serien.

- Vi filmer meget materiale på forholdsvis kort tid. Stik modsat af at være på en stor international produktion, siger skuespilleren, der tidligere har spillet med i blandt andet Netflix-serien "Shadow and Bone" og Hollywood-filmen "Fast and Furious 9".

- Vi laver måske fire til fem gange så meget på "Sygeplejeskolen". Det er krævende, men også fedt. Det er et arbejdstempo, der taler meget til min maniske side, og som jeg godt kan lide.

Men selv om Thue Ersted Rasmussen føler sig godt tilpas i det høje gear, så kommer det også med en pris.

- Jeg har tit en øv-fornemmelse over optagelserne, når jeg kommer hjem. Så lektien er, at perfektionisten skal give slip. Det er nemlig svært at forestille sig den perfekte performance.

- Man kan godt have idéer og ting, som man kan hige efter, men hvis man ved, at man har tre takes (optagelse af en scene, red.), så må man lægge noget af sin egen ærgerrighed og forløsning væk, siger han.

Selv om perfektionisten inde i Thue Ersted Rasmussen formår at give slip, så bliver han næppe tilfreds, når han ser det endelige resultat af sine optrædener.

Han kan nemlig ikke blive grebet af illusionen på skærmen og leve sig ind i handlingen, når han selv figurerer i en scene, fortæller han.

- Derfor har jeg med tiden lært, at jeg skal tilgive mig selv, når jeg ser det endelige produkt, fordi jeg ved, at jeg kommer til at hade det, lyder det fra den 38-årige aalborgenser.

I det hele taget er tilgivelse helt essentielt at lære sig selv som skuespiller, mener Thue Ersted Rasmussen. Man er nødt til at kunne se på sig selv med et kærligt blik.

- Ellers kan man lynhurtigt ryge ned i selvhad og tvivl, og det er nogle følgesvende, man som udøvende kunstner kender rigtig godt, lyder det fra skuespilleren.

Den erfarne skuespiller foretrækker faktisk at se på sine optrædener som et kladdehæfte, hvor han kan notere sig, hvad han kan gøre bedre en anden gang.

Du kan følge Thue Ersted Rasmussens karakter Christians turbulente forhold til sygeplejersken Lis søndag aften i sæson seks af "Sygeplejeskolen".

/ritzau/

Læs Mere >>

, 29/09/2024 - 10:00

FAKTA: Forbered pindsvin og fugle på vinteren

* Med begrænset adgang til mad og læ kan vinteren være hård for dyrene i haven. Derfor er det givet godt ud at forberede dem på vinteren.

* Til fuglene kan du opsætte et fuglehus og lade de visne frøstande i staudebedet stå, så småfuglene har adgang til næringsrige frø.

* Fuglene skal også have adgang til vand. Men kommer der hård frost, kan det være svært at holde fuglebadet fri for is. Derfor kan du med fordel sætte en varmeplade under et metalfad. Sørg for, at varmepladen er godkendt til udendørs brug.

* Til pindsvinet kan du skabe et vinterhi ved at lægge en kompostbunke eller tæt dynge kvas.

* Du kan også lave et insekthotel af grene, blader, kogler og bark, hvor insekterne kan gå i hi. 

Kilder: Haveselskabets hjemmeside og gartner i haveselskabet Anja Kelvin.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 29/09/2024 - 10:00

Slå dig løs i den store plantemåned

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I oktober kan du med fordel give dig i kast med diverse barrodsplanter. Dertil er der tilstrækkeligt med varme og fugt til at sætte hvidløg i køkkenhaven.

Selv om dagene er blevet kortere og koldere, er der fortsat rig mulighed for at plante i haven.

For haveekspert Berit Rørbøl fra Videnscentret Bolius er oktober faktisk den måned, hvor plantesæsonen for alvor begynder.

- Jorden har en naturlig fugt, og vi får mere nedbør. Der er ikke lige så mange solskinstimer, så der er ikke risiko for, at jorden tørrer ud på samme som i foråret og sommeren.

- Derudover har jorden stadig lidt varme, så planterne kan nå at sætte sig ordentligt, inden de vokser, siger hun.

Ifølge haveeksperten er det oplagt at plante barrodsplanter, der - som navnet antyder - købes med bare rødder.

Det kan være en bøgehæk, liguster eller forskellige træer.

For at rødderne ikke tørrer ud, er det vigtigt, at du beskytter planterne, indtil de kommer i jorden. Så var de i en pose, da du købte dem, skal de blive ved med at være det frem til plantningen.

Når planterne er sat i jorden, skal du give dem en god gennemvanding. Herefter plejer de at kunne klare sig vinteren over, siger Berit Rørbøl.

Til foråret, hvor der er større risiko for udtørring, skal du gennemvande dem en gang om ugen.

Er du indehaver af en køkkenhave, kan du i oktober også nå at så grøntsager som radiser og spinat. Derudover er det et godt tidspunkt at sætte hvidløg. Det fortælle gartner i Haveselskabet Anja Kelvin.

- Der er varmt nok til, at hvidløgene kan nå at sætte et kraftigt rodnet. Og der er tilstrækkeligt med fugt i jorden til, at de bliver holdt spændstige og kan lave rødder og gøre klar til at sætte spirer op, siger hun og fortsætter:

- Det samme er tilfældet, hvis man gerne vil have nogle flere forårsløg, tulipaner, krokus og skilla.

For at holde katte og fugle fra at grave i jorden kan du dække den med et net eller en fiberdug, råder Anja Kelvin.

Oktober kan også være måneden, hvor du slår græsplænen for sidste gang i år. Har du en græsslåmaskine med opsamler, anbefaler gartneren, at du gemmer græsafklippet. Det samme gælder, hvis du samler nedfaldsblade sammen.

- Så får man en god kompostbunke, man kan bruge i haven næste år, siger Anja Kelvin.

For at gøre opbevaringen så enkel som mulig anbefaler hun, at du opbevarer græsafklippet og bladene i en kompostbeholder.

Endelig er efterårsmåneden også et godt tidspunkt at beskære hindbærbuskene, fortæller Berit Rørbøl.

- Buskene vil typisk have givet de sidste bær, og derfor er der ikke mere at komme efter, siger haveeksperten.

Inden du giver dig i kast med havesaksen, skal du skelne mellem, om du har sommer- eller efterårshindbær. De skal nemlig beskæres på to forskellige måder, understreger Berit Rørbøl.

Ved sommerhindbær skal alle stængler, der har givet frugt, klippes af. Resten skal gerne give bær næste år, og derfor skal du lade dem stå.

Til gengæld skal du ved efterårshindbærrene klippe samtlige stængler ned, da busken vil give nye skud og sætte næste års bær.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek