Washington D.C., 09/06/2026 - 18:59
Trump siger Iran nedskød amerikansk militærhelikopter
Tidligere tirsdag lød det fra amerikansk side, at en militærhelikopter var styrtet ned nær Omans kyst.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, siger, at det var Iran, der mandag nedskød en amerikansk militærhelikopter nær Hormuzstrædet.
Det skriver han i et opslag på sit sociale medie Truth Social og siger, at USA vil gengælde angrebet.
Tidligere på dagen lød det fra amerikansk side, at en militærhelikopter var styrtet ned nær Omans kyst, og at dets to besætningsmedlemmer var blevet "reddet inden for to timer" og var i stabil tilstand.
Det oplyste det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, skriver BBC.
Trump bekræftede ligeledes mandag morgen ifølge Reuters, at de to besætningsmedlemmer var i sikkerhed.
I opslaget på Truth Social tidlig tirsdag aften bekræfter Trump igen, at begge de involverede piloter "er i sikkerhed og uskadte".
- Ikke desto mindre skal USA af nødvendighed reagere på dette angreb, skriver præsidenten.
Iran har ikke umiddelbart kommenteret på hændelsen.
/ritzau/




