Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/12/2021 - 04:03

Kronprinsesse Mary smittet: Andre kongelige med corona

Kronprinsesse Mary er langtfra den eneste kongelige, der har fået konstateret virusset.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Kronprinsesse Mary er smittet med coronavirus. Det er konstateret samme dag, som smittetallet igen er rekordhøjt i Danmark.

For få uger siden blev også Hollands abdicerede dronning, 83-årige Beatrix, ramt af den smitsomme sygdom.

Det var det første tilfælde i det hollandske kongehus.

I det danske kongehus er kronprinsesse Marys tilfælde det andet.

For et års tid siden var hendes og kronprins Frederiks ældste søn, 16-årige prins Christian, smittet.

Virusset havde ikke ramt andre medlemmer af familien, oplyste kongehuset dengang, og det er heller ikke tilfældet nu.

Også på den anden side af Øresund har smitten fat.

I Sverige blev landets kronprinsesse, Victoria, ramt. Det samme gjaldt hendes mand, prins Daniel, som begge fik konstateret virusset i marts 2020.

I november 2020 blev kronprinsesse Victorias lillebror, prins Carl Philip, og hans hustru, prinsesse Sofia, ramt.

På det tidspunkt ventede prinsesse Sofia parrets tredje barn, prins Julian, og derfor blev der holdt ekstra øje med mor og baby, lød det fra det svenske kongehus.

Coronasmitten kom også ind i det norske kongehus.

I august i år fik prinsesse Ingrid Alexandra, der er datter af kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, konstateret virusset.

Kigger vi mod vest, har det britiske kongehus været ramt af corona.

Den 73-årige tronarving, prins Charles, måtte sygemelde sig i foråret 2020.

Prins Charles, som er søn af Storbritanniens monark, dronning Elizabeth, fortalte tre måneder efter, at han endnu ikke havde fået smags- og lugtesansen helt tilbage efter at have været smittet.

Der har også været forlydender om, at hans ældste søn, prins William, har været smittet med corona. Men det er aldrig blevet bekræftet. Angiveligt for ikke at skabe panik i befolkningen.

Bekræftet blev tilfældet i det monegaskiske fyrstedømme tilbage i marts 2020, hvor Monacos monark, fyrst Albert, fik konstateret corona.

Også fyrst Alberts ældste datter, Jazmin Grimaldi, har været smittet.

Coronavirusset har også ramt det belgiske kongehus. Der har hoffet dog ikke oplyst, hvem der var smittet, da tilfældet ramte i september i år.

/ritzau/

Nyhedsarkiv