Quetta, 24/05/2026 - 09:34
Meldinger om flere hårdt sårede efter bombeangreb mod tog i Pakistan
Der er meldinger om sårede og dræbte efter eksplosion ved tog med soldater og dets familier i Pakistan.
Af: /ritzau/
Der er meldinger om flere hårdt sårede efter en eksplosion ved et jernbanespor i Pakistan.
Det skriver nyhedsbureauerne AP og AFP.
Begge medier skriver, at en bombe eksploderede, mens et tog passerede gennem byen Quetta.
En embedsmand oplyser til AFP, at der er tale om et tog med soldater og deres familiemedlemmer, som var på vej til Peshawar i det nordlige Pakistan.
Samtidig melder den unavngivne embedsmand om mindst 24 dræbte. Det er endnu ikke bekræftet officielt.
Angrebet fandt sted i den sydvestlige pakistanske provins Baluchistan, der ifølge AFP er både den fattigste og den største målt på areal.
Et årtier langt oprør i Baluchistan-regionen har ført til hyppige angreb mod regeringen, militæret og kinesiske interesser i regionen, skriver Reuters. Oprørerne ønsker en andel af regionens mineralrigdom.
Den sydvestlige del af Pakistan grænser op til Afghanistan og Iran.
/ritzau/




