København, 03/08/2021 - 04:55
FAKTA: Sådan kom Danmarks OL-medaljer i hus
Emma Aastrand Jørgensen sørgede tirsdag for Danmarks sjette medalje ved OL i Tokyo.
Af: /ritzau/
25-årige Emma Aastrand Jørgensen har tirsdag skaffet Danmarks sjette medalje ved OL i Tokyo.
Sølvvinderen fra 2016 sikrede sig bronze i 200 meter enerkajak.
Dermed står Danmark nu noteret for to guldmedaljer, en sølvmedalje og tre bronzemedaljer ved legene.
---- ---- ---- ----
Her er et overblik over de danske medaljer ved legene i Tokyo:
* Guld
Sejlsport: Anne-Marie Rindom.
Efter en nervepirrende medaljesejlads tog Anne-Marie Rindom guldet i Laser Radial. Det er en flot forbedring af danskerens bronzemedalje fra OL i Rio i 2016. Især rivalen Marit Bouwmeester pressede danskeren, men hollænderen måtte slutteligt nøjes med bronzen.
Badminton: Viktor Axelsen.
På suveræn vis udraderede Viktor Axelsen kinesiske Chen Long, der kom til OL som regerende olympisk mester. Den titel tilhører nu danskeren, der ikke levnede en ellers velspillende Chen Long nogen chance i finalen. Axelsen tabte ikke et eneste sæt i OL-turneringen, og også finalen blev vundet i overbevisende stil med cifrene 21-15, 21-12.
* Sølv
Skeetskydning: Jesper Hansen.
Danskeren rejste sig fornemt efter en halvskidt start på OL. Danskeren fik akkurat klemt sig med i den olympiske finale på sjette og sidste mandat. Og i finalen leverede han fornemt og vandt sølv efter amerikaneren Vincent Hancock, der var helt suveræn med 59 træffere ud af 60 mulige i finalen.
* Bronze
Roning: Frederic Vystavel og Joachim Sutton, toer uden styrmand.
Duoen lignede på forhånd ikke et oplagt bud på en dansk medaljevinder, men imponerede ved OL. I det indledende heat og i semifinalen blev det til henholdsvis en første- og en andenplads, og så var finalebilletten hjemme. I kampen om medaljerne lagde danskerne sig tidligt blandt de forreste og holdt sig altså der helt frem til målstregen.
Svømning: Pernille Blume, 50 meter fri.
Den danske svømmestjerne var spået til at tage endnu en olympisk medalje, om end hun denne gang måtte svømme under mere bevågenhed og større pres end i Rio for fem år siden. Det tøjlede danskeren fint, og hun blev nummer tre i finalen i 50 meter fri. Hun var 0,14 sekunder fra Sarah Sjöström på andenpladsen og 0,4 sekunder fra Emma McKeon på førstepladsen.
Kajak: Emma Aastrand Jørgensen, 200 meter enerkajak.
For andet OL i træk tager den 25-årige kajakroer en olympisk medalje. På sprintdistancen satte hun næstbedste tid i semifinalerne, hvilket hun næsten fulgte op i finalen. Efter målfoto om sølvmedaljen måtte Emma Astrand Jørgensen dog nøjes med en flot bronzemedalje. Lisa Carrington tog guldet suverænt, mens Theresa Portela fik sølv i en tid, der blot var under to hundrededele hurtigere end Emma Aastrand Jørgensens tid.
Kilder: Ritzau, DIF.
/ritzau/