Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 02/08/2020 - 02:31

TikTok vil fortsætte i USA trods Trumps trussel om forbud

TikToks amerikanske landechef siger, at virksomheden ikke planlægger at forlade nogen lande.

Af: /ritzau/

Den populære kinesiske videoapp TikTok vil ikke opgive sin platform i USA. Det siger den amerikanske landechef, Vanessa Pappas, i en video til appens brugere lørdag amerikansk tid.

Meldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, fredag lokal tid sagde, at han vil forbyde appen i USA. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

TikTok er blandt andet blevet kritiseret kraftigt for at stjæle og bruge data fra de brugere, der downloader appen.

Derudover er Kina også blevet beskyldt for at benytte dataen til at overvåge brugerne.

Landechefen Vanessa Pappas, siger, at virksomheden arbejder for, at "appen bliver den sikreste", skriver AFP.

- Vi planlægger ikke at forlade nogen lande, siger Vanessa Pappas i en meddelelse.

Fredag kom det også frem, at Microsoft forhandler med TikTok om at opkøbe appens amerikanske aktiviteter.

Men disse forhandlinger er standset efter Trumps udmelding om et forbud mod appen, skriver The Wall Street Journal.

Trump sagde fredag, at han overvejer, om der skal gives et forbud i form af et præsidentielt dekret eller ved at anvende en kriselov.

Trump sagde også, at han ikke går ind for, at et amerikansk selskab får lov til at købe den amerikanske del af TikTok.

På TikTok kan brugere lave korte videosekvenser, hvor der danses til musik, som man kan dele med andre. Op mod 80 millioner amerikanerne bruger appen, der ejes af det kinesisk selskab ByteDance.

/ritzau/

Nyhedsarkiv