København, 20/02/2026 - 20:42
Sundhedsstyrelsen advarer om puffbars og e-cigaretter efter dødsfald
Dødsfaldet skyldes forgiftning med et syntetisk cannabinoid, der er det aktive stof i cannabisplanten.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Sundhedsstyrelsen advarer om ulovlige væsker til puffbars og e-cigaretter, efter at der har været et dødsfald.
Dødsfaldet skyldes ifølge Retsmedicinsk Institut ved Aarhus Universitet forgiftning med et syntetisk cannabinoid.
Det skriver Sundhedsstyrelsen fredag aften i en pressemeddelelse.
Styrelsen mangler fortsat informationer om omstændighederne ved dødsfaldet, men det tyder på, at en e-cigaret kan have været involveret.
Cannabinoider er de aktive stoffer, der findes i cannabisplanten.
- Vi er dybt bekymrede over, at der så let kan opnås adgang til et ulovligt produkt med alvorlige og potentielt dødelige konsekvenser, siger Jacob Møller Antonsen, overlæge og sektionschef i Sundhedsstyrelsen, i meddelelsen og tilføjer:
- Mange tror, at de produkter, de køber hos ikke-autoriserede butikker, udelukkende indeholder nikotin - men det kan indeholde meget andet. Så vi kan ikke advare for meget her. Hold jer fra det.
Dødsfaldet relaterer sig til det stof, der kaldes 5F-ADB eller 5F-MDMB-PINACA.
Stoffet er klassificeret som et illegalt rusmiddel og er ulovligt at købe, sælge eller have på sig.
Ifølge Sundhedsstyrelsen kan blot en lille mængde af stoffet medføre alvorlige forgiftninger og i værste fald dødsfald.
En puffbar er en engangs-e-cigaret, som kan have smagsstoffer af blandt andet søde sager som slik og frugt.
I en rapport fra Center for Rusmiddelforskning fra efteråret 2025 fremgår det, at unges forbrug af puffbars er stigende.
9,1 procent af de unge havde i 2025 brugt puffbars den seneste måned.
Rapporten indeholder data fra unge mellem 15 og 25 år.
De retsmedicinske afdelinger undersøger løbende puffbars og andre produkter, der bliver indleveret via Toldstyrelsen eller politiet.
Analyserne foretages for eksempel, hvis der sker ulykker blandt unge, hvor der er mistanke om et samtidigt forbrug af stoffer.
Sundhedsstyrelsen holder løbende øje med narkotikasituationen i Danmark. Overvågningen sker i tæt samarbejde med andre myndigheder.
/ritzau/




