Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/06/2026 - 11:46

Løkkes forhandler bliver gruppeformand for Moderaterne

Morten E.G. Brautsch er ny gruppeformand for Moderaterne, mens Mohammad Rona bliver politisk ordfører.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Nyvalgte Morten E.G. Brautsch er tirsdag blevet valgt som gruppeformand for regeringspartiet Moderaterne.

Samtidig vender Mohammad Rona tilbage til posten som politisk ordfører, hvor han tidligere har vikarieret.

Det oplyser Moderaterne i en pressemeddelelse til Ritzau, efter at partiets folketingsgruppe tirsdag har konstitueret sig.

Selv om Morten E.G. Brautsch er nyvalgt til Folketinget, har han i forvejen en høj stjerne hos politisk leder Lars Løkke Rasmussen.

Under regeringsforhandlingerne var Brautsch en del af Moderaternes forhandlingshold, og han har ligeledes tidligere været særlig rådgiver for Lars Løkke.

Da en sag om dårligt arbejdsmiljø i Moderaternes sekretariat kørte, blev Brautsch sat ind som midlertidig partisekretær også.

Nu får han så til opgave at lede Moderaternes nye folketingsgruppe.

Brautsch overtager rollen som gruppeformand fra Mohammad Rona, der altså i stedet bliver politisk ordfører.

Han vikarierede på den post undervejs i seneste valgperiode, da Monika Rubin var på barsel.

De tidligere ministre Caroline Stage og Lars Aagaard har fået en række ordførerposter.

Caroline Stage skal blandt andet være skatteordfører og EU-ordfører samt digitaliserings- og IT-ordfører.

I SVM-regeringen var hun netop digitaliseringsminister, men den tjans har partifællen Christina Egelund nu fået.

Lars Aagaard bliver Moderaternes finansordfører og skal også være energi- og forsyningsordfører, hvilket var en del af hans portefølje i SVM-regeringen som klima-, energi- og forsyningsminister.

Klimaområdet får nyvalgte Ellen Emilie i stedet.

Morten E.G. Brautsch skal ved siden af posten som gruppeformand blandt andet være retsordfører samt udenrigs- og sikkerhedsordfører.

Mohammad Rona fortsætter som udlændingeordfører.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek