København, 18/07/2025 - 17:27
Vestas-aktien stiger 15 procent efter anbefaling og stor ordre
Vestas-aktien lukker med en stigning på 15 procent og øger markedsværdien med knap 16 milliarder kroner.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Vestas-aktien har hele fredag været ombejlet på den københavnske fondsbørs. Aktien lukker med en stigning på 15 procent.
Dermed er selskabets markedsværdi vokset med 15,9 milliarder kroner på en enkelt dag, skriver MarketWire. Nu lyder markedsværdien på knap 122 milliarder kroner.
Investorernes appetit på den danske vindmølleproducent kan ifølge mediet formentlig forklares ved nyheder fra det seneste døgn, der relaterer sig til Vestas.
Den første indløb sent torsdag, hvor Vestas meddelte, at man havde modtaget en ordre på vindmøller med en samlet kapacitet på 527 megawatt fra en unavngiven kunde i USA.
Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, kalder stigningen for "en meget massiv kursreaktion" over for MarketWire.
Vestas-aktien har den seneste tid været under pres blandt andet på grund af valget af Donald Trump som præsident i USA.
Trump er modstander af vindkraft og har erklæret kamp mod støtteordninger, der favoriserer grøn strøm i forhold til olieindustrien.
Det har skabt usikkerhed om, hvorvidt projekter, der allerede har fået godkendelse - og som Vestas har modtaget ordrer på - risikerer at blive annulleret eller miste deres støtte.
- Ordren til USA vidner om, at markedet ikke er dødt trods usikkerhed. Faktisk vil nogen nok tolke den som et forvarsel om, at Vestas-kunderne finder en vej og kan navigere i det sværere tilskudsmiljø, skriver Jacob Pedersen i en kommentar ifølge MarketWire.
Vestas havde inden torsdagens nyhed fra USA amerikanske ordrer for omkring 7,5 gigawatt i ordrebogen i perioden frem til 2028.
Fredag morgen var der endnu en god nyhed til Vestas, da finanshuset JP Morgan ifølge Bloomberg ændrede sin vurdering af aktien. Nu anbefaler finanshuset sine kunder at investere mere i den.
Tidligere vurderede JP Morgan, at Vestas-aktien på sigt havde potentiale til at nå en kurs på 126 kroner inden for det kommende år.
Det nye kursmål hedder i stedet 161 kroner, og det har formentlig været medvirkende til at sparke liv i morgenens handler.
Vestas-aktien har ikke været oppe i kurs 161 siden september sidste år.
Efter fredagens stigning har Vestas-aktien en kurs på 120,55 kroner.
/ritzau/