Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 14/10/2021 - 07:04

Støre vil til Kongsberg fredag for at lytte og støtte

Norges statsminister har første arbejdsdag på et alvorsfuldt bagtæppe efter drabene i Kongsberg, siger han.

Håkon Mosvold Larsen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Norges nye statsminister, Jonas Gahr Støre, vil fredag besøge Kongsberg, hvor fem mennesker blev dræbt onsdag aften.

Det siger han torsdag på sin første pressekonference som statsminister.

- Jeg har talt med borgmesteren i Kongsberg. Vi håber at tage på besøg i Kongsberg i morgen, justitsministeren og jeg, for at give udtryk for støtte og lytte til, hvad de har oplevet, siger Støre.

Han tiltrådte torsdag klokken 12 og siger på pressekonferencen, at den nye regering er tiltrådt på "et bagtæppe, der er meget alvorsfuldt efter det, der skete i Kongsberg".

- Dagen har været præget af det, vi oplevede i hele Norge i går, det grufulde, der skete i Kongsberg i går. Fem dræbte, folk er såret, folk er bange, folk er sårbare, siger den nye statsminister.

- Angrebet viser, at vores samfund er sårbart.

I et opslag på Facebook skriver Støre torsdag aften, at hans første telefonsamtale som statsminister var med Kongsbergs borgmester, Kari Anne Sand.

- Jeg ønskede at udtrykke min dybeste medfølelse med de ramte i Kongsberg og med et helt samfund, der er i chok og sorg efter de grufulde handlinger, der blev begået i går, skriver han.

Han lover samtidig, at Kongsberg "har den støtte, de har brug for".

- Angrebet understreger, at beredskab er en sammensat opgave for et samfund. Vi skal have beredskab der kan modvirke denne type alvorlige hændelser.

Norges nye justitsminister er Emilie Enger Mehl, der også har ansvar for landets beredskab.

Den 61-årige Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet har tidligere været Norges udenrigsminister fra 2005 til 2012 og derpå sundhedsminister frem til 2013, hvor Erna Solbergs regering tog over.

/ritzau/

Nyhedsarkiv