Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/07/2022 - 19:07

Omkring 33.000 børn er på flugt fra vold i Mozambique

En række angreb i provinsen Cabo Delgado begået af islamistiske ekstremister har gjort mange til flygtninge.

Alfredo Zuniga/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Jihadister står bag en ny bølge af vold i det nordlige Mozambique, hvor omkring 33.000 børn er på flugt ifølge opgørelser fra FN.

I sidste måned rystede en række angreb i provinsen Cabo Delgado, hvor islamistiske ekstremister indledte et blodigt oprør i 2017.

Under de seneste angreb er mindst 53 mennesker blevet dræbt, og mere end 50.000 voksne og børn er blevet drevet på flugt fra deres hjem, oplyser Red Barnet.

– Dette har været den værste måned for familier og børn i Cabo Delgado i et år, siger Brechtje van Lith, der leder Red Barnet i Mozambique.

Der blev indsat omkring 3100 soldater fra flere afrikanske land i den urohærgede provins i juni sidste år, og de erobrede kontrol over store dele af området.

Næsten 4100 mennesker er blevet dræbt i de afrikanske land siden 2017 ifølge hjemmesiden Armed Conflict Location & Event Data Project (ACLED).

Data fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM) viser, at 60.141 personer, heriblandt 32.978 børn, flygtede fra deres hjem i juni.

IOM siger, at tæt ved 785.000 mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem siden 2017.

Cabo Delgado er hjem for store gasressourcer.

Mozambique har tidligere bedt EU om hjælp til at blive bedre til at bekæmpe islamisterne, som skaber bekymring i hele det sydlige Afrika.

Mozambique i det sydøstlige Afrika var en portugisisk koloni, indtil landet blev uafhængigt i 1975. Landet har været plaget af spredte voldshandlinger siden 1992, hvor en 15 år lang blodig borgerkrig endte. Omkring en million mennesker mistede livet i borgerkrigen.

/ritzau/AFP

København, 16/04/2024 - 16:25

Nationalmuseet mangler at få kortlagt tab af kulturskatte fra Børsen

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En værdiredningsplan sikrede, at man fik noget af det mest værdifulde kulturarv ud af Børsen-bygningen.

Flere gamle værker og genstande er gennem dagen blevet hentet ud af den brændende Børsen-bygning i København.

Men trods en stor indsats, mangler der stadig et overblik over, om der er kulturskatte, der er gået tabt.

Det siger Camilla Bastholm, der er chef for enheden magasinering på Nationalmuseet.

Kort efter branden opstod blev en værdiredningsplan dog igangsat, hvor man evakuerede de mest værdifulde genstande, siger hun.

- Bygninger med værdifuld kulturarv har en værdiredningsplan, hvor man evakuerer efter det, der har den højeste værdi. Den redningsplan trådte i kraft i morges, da Børsen gik i brand.

- Værdiredningen skete først ved, at folk gik ind i bygningen og tog det, de kunne. Derefter gik røgdykkere ind, siger Camilla Bastholm.

I løbet af redningsplanen blev det kendte, store P.S. Krøyer-maleri "Fra Københavns Børs" reddet ud af branden. Det var et af de værker, der lå højt på prioriteringslisten, siger Camilla Bastholm.

- Vi har en masse kræfter og faglig viden, som kan bidrage til at evakuere genstandene hurtigt og sikkert.

P.S. Krøyers maleri blev sammen med andre værker evakueret over i nærtliggende bygninger, hvor Nationalmuseets bevaringsafdeling i løbet af dagen har hjulpet med at pakke dem ned.

- Vi har allerede sendt to sendinger afsted med politieskorte til Nationalmuseets magasin, siger Camilla Bastholm.

Flere hundrede kunstværker er tirsdag eftermiddag blevet sikret, og der kommer stadig genstande ud af bygningen, siger Camille Bastholm på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Blandt andet har man fået reddet et stort billede af Christian den 4. ud af bygningen, siger hun.

Hun forklarer, at al flytbar kulturarv bliver evakueret til magasinet. Her vil et hold fra Nationalmuseet stå klar til at redde alle værker, der har fået røg- og vandskader efter branden.

Kort efter branden opstod tirsdag morgen kollapsede det ikoniske dragespir på bygningen.

Tirsdag eftermiddag er hele Børsen-bygningens side op mod Christiansborg næsten nedbrændt.

Kun bygningens mure ser ud til at stå tilbage under stilladset, der omringede bygningen, mens den blev restaureret.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/04/2024 - 15:58

Disney+ skal vise Europa League og Conference League

Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Fra sommeren 2024 og tre år frem skal Conference League og Europa League streames på tjenesten Disney+.

Disney+ har sikret sig rettighederne til de to europæiske klubfodboldturneringer Europa League og Conference League fra sommeren 2024 og tre år frem.

Det oplyser The Walt Disney Company Nordic & Baltic i en pressemeddelelse.

- Kampene bliver livestreamet eksklusivt på Disney+ i Danmark og vil være inkluderet for kunder uden nogen form for ekstra betaling, skriver virksomheden.

Det billigste abonnement til streamingtjenesten ligger på 49 kroner, hvilket altså fra næste sæson vil give adgang til de to europæiske klubturneringer.

- Vi har stor erfaring indenfor sport gennem vores sportskanal ESPN og er dedikerede til at skabe produktioner af høj kvalitet for spillerne, fansene og vores kunder på Disney+, siger administrerende direktør Hans van Rijn i pressemeddelelsen.

- Vores mål er at have det bedste tilbud til de fans og fangrupper, som er passionerede om fodbold, mens vi på samme tid ønsker at udbrede turneringerne til et større publikum i Danmark og åbne dem op for en ny generation af fans og tilhængere.

TV 2 har haft rettighederne til de to turneringer siden 2021, men tv-stationen har valgt ikke at forlænge aftalen.

Den danske tv-station kan derimod se frem til at vise Superliga fra den kommende sæson.

TV 2 erstatter nemlig Discovery som tv-rettighedshaver og skal dele rettighederne til den bedste danske fodboldrække med Viaplay.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/04/2024 - 10:00

FAKTA: Flere underkategorier af leasing

* Ud over operationel-/privatleasing og finansiel leasing findes der andre leasingtyper, som kan karakteriseret som underkategorier til de to andre.

* Knækleasing er en del af almindelig privatleasing, hvor din leasingydelse bliver opdelt, så at du betaler en høj del af ydelsen i den første del af leasingperioden, hvorefter ydelsen falder.

* Minileasing eller billeje er for en kortere periode op til seks måneder.

* Splitleasing betyder, at du leaser en bil, hvor kontrakten og udgiften til bilen deles mellem firma- og privatkørsel.

* Brugtbilsleasing eller releasing er leasing af en bil med nogle kilometer i banken, hvor nyvognsgarantien ofte er udløbet.

Kilde: FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/04/2024 - 10:00

Den billigste leasingform kan risikere at blive den dyreste

Pr-Foto Lexus/Ritzau Scanpix

Der findes flere forskellige leasingtyper, og har du ikke styr på dem, kan du ende med at skulle have pengepungen op en gang for meget.

Der er flere måder at finansiere dine køredrømme på, og det gør mange danskere gennem leasing.

En populær metode er såkaldt finansiel leasing, hvor du kan lease relativt dyre biler til en forholdsvis lav månedlig ydelse.

Men selv om du kan køre rundt i en lækker bil, kan det ende med at blive en rigtig dyr omgang, hvis du ikke har helt styr på, hvad du laver. For vilkårene er anderledes i forhold til privatleasing, som nok er det flest har stiftet bekendtskab med.

- I modsætning til privatleasing er der lidt flere ubekendte i finansiel leasing. Men der er også en gevinst at hente, hvis du gerne vil køre i en dyrere bil, siger Rasmus Krath, der er direktør for den digitale markedsplads Bilhandel.dk, der både sælger og udleaser biler.

- Men det kræver noget økonomi, og at du sætter dig ind i det. Der er nogle, som tror, de kan køre en lækker bil for små penge. Det kan også være færre penge end ved eksempelvis at købe bilen, men der er stadig tale om mange penge, siger Rasmus Krath og understreger, at du nemt kan ende med håret i postkassen.

Når du leaser en bil, er der overordnet to forskellige leasingtyper - privatleasing - også kaldet operationel leasing - og så er der finansiel leasing.

Privatleasing kender de fleste. Her betaler du en førstegangsydelse og en fast ydelse om måneden. I kontrakten har du ofte goder som serviceaftale og reklamationsret med. Du har desuden også en fast grænse for, hvor mange kilometer du må køre. Når din kontrakt udløber, afleverer du bilen igen.

Ved finansiel leasing skal du af med en relativt lav ydelse om måneden. Her er der typisk ingen kilometerbegrænsning eller andre forbehold. Det er en leasingform, der typisk tilbydes på dyrere biler.

Her har du potentielt heller ikke så gode forbrugerrettigheder, som du har ved operationel leasing, lyder det fra Michael Ern Hansen, der er advokat hos FDM.

- Det er ikke sikkert, du kan reklamere over fysiske fejl, og så står du ofte også selv med vedligeholdelse og reparationer, siger han.

Ved finansiel leasing afleverer du ikke blot bilen tilbage til udbyderen, når din kontrakt er udløbet, som er tilfældet ved almindelig privatleasing.

I stedet aftaler du og leasingselskabet en restværdi af bilen, inden du underskriver kontrakten. Den restværdi er gældende, når kontrakten udløber. Restværdien er det beløb, som du minimum skal købe eller sælge bilen videre til.

Kan du ikke det, så hænger du selv på den. Og har du leaset en dyr bil, du ikke har råd til, kan det godt blive et problem.

- Det gør det til en mere risikabel proces. Finansiel leasing kan være den billigste løsning, hvis risiko forbliver risiko. Men det er den dyreste, hvis risiko bliver en realitet, siger Michael Ern Hansen og peger på, at det er utroligt vigtigt, at du forstår, hvad du gør, inden du giver dig i kast med leasingtypen.

Derfor er det meget vigtigt, at du har helt styr på vilkårene, hvad du betaler i ydelse, og hvad bilen har af restværdi, lyder det fra Rasmus Krath.

- Jeg har talt med folk, som troede, at de kunne køre i en dyr bil til billige penge. De troede, at det var operationel leasing, og så bliver de overraskede, når de ikke kan aflevere bilen tilbage.

Når kontrakten udløber, skal du enten sælge bilen videre til en anden privatperson eller forlænge kontrakten. Gør du det sidstnævnte, skal du betale førstegangsydelsen igen. Du kan også selv købe bilen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek