København, 16/07/2025 - 11:36
Borgmester vil lukke huller efter melding om misbrug af CPR-register
NSK mistænker en 27-årig mand for at have brugt sin arbejdsplads til at finde oplysninger om personer.
Af: /ritzau/
Københavns Kommunes tekniske systemer skal undersøges, efter at det ifølge politiet er lykkedes en tidligere kommunalt ansat at misbruge opslag i CPR-registret til brug for planlægning af drab med tilknytning til bandemiljøet.
Det fortæller beskæftigelses- og integrationsborgmester i kommunen Jens-Kristian Lütken (V) til Ritzau.
- Jeg vil tage det op i økonomiudvalget. For mig er det vigtigt, at hvis der er det mindste hul, at vi så får bremset det, siger han.
National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) offentliggjorde onsdag, at en 27-årig mand og tidligere kommunalt ansat er blevet anholdt og sigtet for en række forskellige forhold om personfarlig kriminalitet, herunder medvirken til drabsforsøg.
NSK mener, at manden gennem adgang fra sin tidligere arbejdsplads har misbrugt opslag i CPR-registret til at finde oplysninger om blandt andet konkrete personers adresser.
Jens-Kristian Lütken (V) har ikke fået oplyst, hvilken stilling den tidligere ansatte har haft.
- I min egen forvaltning flager systemet, hvis man søger på borgere, man ikke selv har en sag på, siger han.
Borgmesteren har ikke fået oplyst, at det skulle være sket i hans forvaltning, men han kan samtidig heller ikke udelukke det, siger han.
Han fortæller, at der i andre forvaltninger er brug for at kunne slå mere bredt op i for eksempel CPR-registret.
- Dem, der eksempelvis udsteder pas, har en mere generel adgang til systemet, siger han.
I et skriftligt svar til Ritzau oplyser overborgmester i kommunen Lars Weiss (S), at der bliver set med "stor, stor alvor" på sagen.
- Jeg kender ikke til indholdet af den konkrete sag, men det er fuldstændig uhørt og uacceptabelt at misbruge sin stilling til at begå kriminalitet. Det må og skal ikke kunne finde sted, siger han.
NSK vil ikke oplyse, hvilken stilling den 27-årige har besiddet, eller hvilken forvaltning han har tilhørt. Hvordan, manden er blevet opdaget, vil NSK heller ikke oplyse.
/ritzau/