Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/08/2024 - 08:00

Grev Nikolai fylder 25: Jeg klæder mig altid på til lejligheden

Det er seks år siden, at grev Nikolai fik sin debut som model. Siden har han poseret for flere store modebrands. 28. august fylder den royale model 25 år.

Vianney Le Caer/Ritzau Scanpix

Af: Af Silja Petri, Ritzau Fokus

Det er ikke kun som en del af den danske royale familie, at grev Nikolai er kendt i både Danmark og udlandet.

Han har de seneste år også gjort sig bemærket for sit arbejde som model, og i flere udenlandske medier beskrives han som "fashion royalty".

Onsdag 28. august fylder prins Joachim og grevinde Alexandras ældste søn 25 år.

Det er seks år siden, at Nikolai fik sin debut som model, da han gik på catwalken for Burberry. Det er en karriere, han har fulgt siden.

Ud over Burberry har han også været model for blandt andet Dior, Cartier og Georg Jensen. Han har desuden trukket flere modebladsforsider, blandt andet Vogue og Numéro.

- Jeg vil gerne forfølge modelkarrieren så længe som muligt - og hvem ved, måske arbejde i en anden del af modebranchen engang i fremtiden, sagde han til det australske medie 9honey sidste år.

Men et fremtidigt arbejde i modebranchen kommer ikke til at være som designer. I stedet vil han trække på den kandidat, han fik i Business Administration and Service Management fra Copenhagen Business School i juni.

- Det ville være dejligt at kombinere mit business-studie med et andet aspekt af mode, som jeg allerede arbejder med, fortalte Nikolai til mediet GQ Australia i maj.

Grev Nikolai, som er dronning Margrethes første barnebarn, blev født som prins til Danmark, og faktisk var han den tredje i arvefølgen, da han kom til verden i 1999.

Men efter 22 år som prins meddelte Nikolais farmor, dronning Margrethe, at hun ville fratage prins Joachims børn, Nikolai og Felix, som han har med grevinde Alexandra, samt Henrik og Athena, som han har med sin nuværende hustru, prinsesse Marie, deres titler som prinser og prinsesse fra 1. januar 2023, og i dag tiltales de grever og komtesse.

De indgår stadig i tronfølgen, og Nikolai er med kong Frederiks kroning tidligere i år faktisk rykket op som den sjette i tronfølgen.

Det er dog kun kronprins Christian, der i fremtiden kommer til at modtage apanage. De resterende syv børnebørn - heriblandt Nikolai - skal selv tjene deres penge.

Derfor stod det også Nikolai frit for at kunne blive en del af influencerholdet hos marketingbureauet Social Works i 2023. Det er herigennem, at han blandt andet indgik et samarbejde med Cartier.

Mode er noget, der fylder for den 25-årige greve. Magasinet Euroman kårede ham også som en af Danmarks bedst klædte mænd i juli.

- Jeg vil altid gerne se præsentabel ud, så jeg går meget op i, hvad jeg tager på. Jeg sørger for altid at klæde mig på til lejligheden, sagde han til Euroman i sidste måned.

Adspurgt om, hvem i hans familie der er bedst klædt, svarede Nikolai også sig selv og sin farfar, prins Henrik, der gik bort i 2018.

Nikolai blev student fra Herlufsholm i 2018. Det var også på kostskolen, at han i sin tid mødte sin kæreste, Benedikte Thoustrup, der er stifter og direktør i firmaet BéneSoie.

Parret har været sammen siden 2017 og bor i dag i en lejlighed i København.

/ritzau/

New York, 17/09/2024 - 06:23

Den amerikanske rapper Diddy er blevet anholdt i New York

Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Sean "Diddy" Combs, der også har været kendt under navnet "Puff Daddy", anklages for seksuelle forbrydelser.

Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs, der allerede står over for anklager om seksuelle forbrydelser, er mandag blevet anholdt i New York.

Det siger advokat Damian Williams fra New Yorks sydlige distrikt.

Han forklarer, at anholdelsen er foretaget på baggrund af en anklage, der tirsdag morgen lokal tid ventes at blive offentliggjort.

- Vi forventer at se anklagen i morgen tidlig, hvor vi så vil kunne sige mere (om årsagen til anholdelsen, red.), siger Damian Williams i en udtalelse.

Det er dermed endnu uvist, hvad årsagen til anholdelsen er.

Sean "Diddy" Combs har også været kendt som "Puff Daddy" og "P. Diddy".

Hans advokat Marc Agnifilo siger, at han og resten af holdet, der repræsenterer rapperen, er "skuffede over beslutningen om at indlede, hvad vi mener er en uretfærdig retsforfølgelse af hr. Combs".

Combs står allerede over for flere civile søgsmål, hvor han beskrives som en voldelig sexforbryder, der har brugt alkohol og stoffer til at bedøve sine ofre.

I marts blev hans hjem ransaget som følge af anklagerne.

For under et år siden - midt i november sidste år - blev Combs sagsøgt for voldtægt af sin ekskæreste, sangerinden Cassie.

I søgsmålet hævdedes det, at Combs udsatte Cassie - Casandra Ventura - for tvang ved brug af fysisk magt og euforiserende stoffer i over et årti, da de havde et forhold. Han skulle have voldtaget hende i 2018.

Kort efter søgsmålet afviste Combs' advokat, at der var hold i anklagerne, og at rapperen var blevet mødt med trusler og krav om 30 millioner dollar.

Advokaten sagde yderligere, at Combs - før søgsmålet blev indgivet ved retten - tilbød Ventura et ottecifret beløb i et forsøg på at få hende til at tie.

Dagen efter endte det med et forlig, som offentligheden ikke har set.

En uge senere blev Combs beskyldt for at have bedøvet og begået seksuelt overgreb mod en universitetsstuderende i 1991.

Blandt flere andre søgsmål, der siden da er blevet anlagt mod rapperen, finder man både anklager om seksuelt slaveri, voldtægt samt distribution af ulovlige stoffer og skydevåben. Det har amerikanske NBC News beskrevet med henvisning til en kilde tæt på efterforskningen.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

New York, 17/09/2024 - 05:47

Den amerikanske rapper Diddy er blevet anholdt i New York

Sean "Diddy" Combs, der også har været kendt under navnet "Puff Daddy", anklages for seksuelle forbrydelser.

Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs, der allerede står over for anklager om seksuelle forbrydelser, er mandag blevet anholdt i New York.

Det siger advokat Damian Williams fra New Yorks sydlige distrikt.

Han forklarer, at anholdelsen er foretaget på baggrund af en anklage, der tirsdag morgen ventes at blive offentliggjort.

- Vi forventer at se anklagen i morgen tidlig, hvor vi så vil kunne sige mere (om årsagen til anholdelsen, red.), siger Damian Williams i en udtalelse.

Sean "Diddy" Combs har også været kendt som "Puff Daddy" og "P. Diddy".

Han står over for flere civile søgsmål, hvor han beskrives som en voldelig sexforbryder, der har brugt alkohol og stoffer til at bedøve sine ofre.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

København, 16/09/2024 - 10:00

Gødning kan skade plænen

* Måske har du planer om at give haven en omgang gødning, inden vintermånederne banker på. Det bør du dog holde dig fra.

* Det skyldes, at græs reagerer forholdsvis hurtigt på gødning, som kan føre til en kraftig vækst med mange friske skud. De er ikke modstandsdygtige over for vinterens lave temperaturer og vil derfor dø ud. 

* Derudover bliver biodiversiteten i haven større, hvis du undlader at gøde græsset i efteråret. 

Kilde: gartner i Haveselskabet Anja Kelvin.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/09/2024 - 10:00

Sæt ind nu og få plænen godt gennem vinteren

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For at græsplænen klarer sig så godt som muligt gennem vintermånederne, er det vigtigt at sætte klippehøjden op ved sidste græsslåning og fjerne nedfaldsblade.

Mangel på ilt, masser af sne og risiko for svampeinfektion. Vintermånederne kan være hård kost for græsplænen.

Derfor er det en god idé at give den en kærlig hånd i efteråret. Det fortæller gartner Anja Kelvin fra Haveselskabet.

- Meget mos eller mange nedfaldsblade lukker af for ilten til græsset. Kombineres det med en stor mængde nedbør - og især meget sne - risikerer man, at der slet ikke kommer ilt ned til rødderne. Og så dør de, siger hun.

Af den årsag skal du finde riven frem og fjerne nedfaldsblade og mos løbende - og du kan godt komme i gang allerede nu.

Det vil også øge chancen for at forebygge den frygtede sneskimmel - en svampeinfektion, der medfører, at græsset dør ud, forklarer Anja Kelvin.

Skimlen trives under lave temperaturer kombineret med fugt og har derfor optimale forhold til at vokse, hvis der i længere tid ligger nedfaldsblade og sne på plænen.

Næste trin, du med fordel kan kaste dig ud i, er at efterså græsfrø. For det vil ifølge gartneren sikre, at græsset bevarer sin tæthed vinteren igennem.

Hun understreger, at frøene skal eftersås i begyndelsen af efteråret. Det skyldes, at frøene ikke vil spire, hvis den gennemsnitlige døgntemperatur er under syv grader.

- Her vil frøene bare ligge og rådne eller blive spist af fugle, og så er det jo spild af penge og ressourcer, siger hun.

Har du en græsplæne i den mindre kategori, kan du nemt gå rundt med en spand og strø frøene selv. Men er den større, anbefaler Anja Kelvin, at du erhverver dig en frøspreder, der kan sprede frøene ensartet over hele plænen.

Når du slår græsset for sidste gang i år, bør du sætte klippehøjden op til omkring seks centimeter, så det ikke bliver klippet helt i bund.

- Det vil efterlade græsset med en større bladmasse. Og jo større bladmasse, græsset har, jo hurtigere kommer det i gang med at lave fotosyntese, og det giver stærke rødder, siger Anja Kelvin.

Er det muligt, kan du også gøre græsset den tjeneste at gå så lidt på det som muligt, i tilfælde af at det bliver dækket med sne. En sammenpresning af sneen vil nemlig give sneskimmel gode muligheder for at vokse.

- Selvfølgelig skal man ud at bygge en snemand, og man kan sagtens gå en tur på græsplænen. Men er det muligt, skal man undgå at opholde sig der i længere tid ad gangen, siger Anja Kelvin.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek