Dublin, 22/01/2022 - 03:08
Irland fjerner de fleste restriktioner efter faldende smitte
Irland har ifølge premierminister "klaret sig gennem omikronstormen" og fjerner derfor de fleste coronatiltag.
Af: /ritzau/AFP
Irlands regering har besluttet at droppe de fleste af landets coronarestriktioner såsom tidligere lukketider for barer og restauranter samt afstandskrav.
Det oplyser landets premierminister, Michael Martin, fredag.
Restriktionerne vil blive ophævet fra klokken 06.00 lørdag lokal tid.
I en tv-tale fra hovedstaden Dublin forklarer premierministeren det med, at Irland har "klaret sig igennem omikronstormen".
Det er ellers ikke mere end en måned siden, at de irske myndigheder strammede landets restriktioner som modsvar på stigende smittetal.
Det tvang blandt andet natklubber til at holde lukket hen over jul og nytår, men de kan nu se frem til at genåbne igen, fordi smitten i Irland er ved at komme under kontrol.
- Jeg har stået her på mange mørke dage, men i dag er en god dag, siger Michael Martin i talen.
- Vi er nået frem til, at rationalet og begrundelserne for at fastholde de fleste af vores restriktioner, ikke længere er relevante.
- Størstedelen af de restriktioner, som vi har måttet leve med, bliver fjernet, siger premierministeren, der dog advarer om, at "pandemien ikke er slut".
Det irske samfund genåbnede helt i oktober efter 18 måneder med løbende nedlukninger, inden flere restriktioner altså vendte tilbage i december.
Ud over at natklubber igen kan åbne, betyder fredagens beslutning også, at barer, restauranter og pubber igen kan holde åbent som normalt, mens krav om fremvisning af coronapas også forsvinder.
/ritzau/AFP