Peyragudes, 18/07/2025 - 17:44
Pogacar slår Vingegaard igen og vinder bjergenkeltstart
Trods en god bjergenkeltstart af Jonas Vingegaard var Tadej Pogacar igen bedste mand i Tour de France-feltet.
Sarah Meyssonnier/Reuters
Af: /ritzau/
Årets Tour de France er kun lidt over halvvejs, men verdensmesteren Tadej Pogacar har allerede vundet fire etaper.
På fredagens bjergenkeltstart på 13. etape var UAE Emirates-kaptajnen endnu en gang bedste mand og satte igen rivalen Jonas Vingegaard (Visma) til vægs.
Pogacar vandt i tiden 23 minutter rent. Det var 36 sekunder hurtigere end Vingegaard, mens Primoz Roglic (Red Bull-Bora) viste tænder og tog tredjepladsen - 1 minut og 20 sekunder efter Pogacar.
I den samlede stilling fører Pogacar nu med 4 minutter og 7 sekunder foran Vingegaard.
Remco Evenepoel (Quick-Step) havde en skidt dag på Peyragudes, hvor han blot blev nummer 12 og måtte se sig overhalet af Vingegaard på de sidste 50 meter.
Verdensmesteren i enkeltstart er stadig nummer tre i klassementet, men er nu over syv minutter efter, mens Florian Lipowitz (Red Bull-Bora) ånder ham i nakken seks sekunder efter.
Hvor mange af de først startende på den 10,9 kilometer lange bjergetape op ad bjerget Peyragudes tog den med ro, var klassementets nummer 132, Lucas Plapp (Jayco), på jagt efter et resultat.
Australierens tid på 24 minutter og 58 sekunder gav ham en foreløbig førsteplads gennem flere timer.
Først da Primoz Roglic nåede toppen af Peyragudes, blev Plapps tid slået med 38 sekunder, men tiden endte med at række til en overraskende femteplads.
Modsat Vingegaard og flere andre klassementsryttere valgte Pogacar at køre enkeltstarten på en almindelig cykel.
Det stoppede dog ikke Pogacar i allerede fra første mellemtid at være bedst, selv om de første kilometer af enkeltstarten var flade.
Herfra øgede sloveneren sit forspring ved anden mellemtid og igen på målstregen.
Dermed blev den anden etapesejr i træk og fjerde i alt i årets Tour de France en realitet for den forsvarende vinder af verdens største cykelløb.
Pogacar har nu 21 etapesejre i Tour de France i alt og haler hastigt ind på Mark Cavendish, der har rekorden med 35 etapesejre.
Lørdag er Pogacar igen et godt bud på en etapevinder, når der venter endnu en hård bjergetape. Feltet skal over tre kategoriserede stigninger, inden etapen slutter i Luchon-Superbagnères efter en afsluttende stigning på 12,6 kilometer med 7,5 procent i gennemsnit.
/ritzau/