Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Las Vegas, 24/10/2021 - 05:10

Maleri af Picassos elsker solgt for 255 millioner kroner

Den store højdespringer ved en Picasso-auktion i Las Vegas var maleriet "Femme au beret rouge-orange".

Bridget Bennet/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

11 værker af den verdenskendte spanske kunster Pablo Picasso er blevet solgt ved en auktion i Las Vegas for mere end 100 millioner dollar natten til søndag dansk tid.

Beløbet svarer til knap 640 millioner kroner.

Auktionen regnes for at være den mest værdifulde auktion af Picasso-værker nogensinde.

Det mest indbringende værk var maleriet "Femme au beret rouge-orange" fra 1938. Billedet forestiller en af Picassos elskere, Marie-Therese Walter.

Maleriet blev solgt for 40,5 millioner dollar, hvilket var ti millioner dollar mere end forventet. I danske kroner svarer det til en pris på 255 millioner.

De store portrætter "Homme et Enfant" og "Buste d'homme" blev solgt for henholdsvis 24,4 millioner dollar og 9,5 millioner dollar, mens mindre værker af keramik som "Le Dejeuner sur l'herbe" blev solgt for 2,1 million dollar.

Købernes navne blev ikke oplyst.

/ritzau/Reuters

Nyhedsarkiv