Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/11/2022 - 10:32

Kronprinsen: Jeg støtter landsholdet uanset hvor det spiller

Mandag besøgte kronprins Frederik den danske landsholdslejr, inden spillerne drager mod VM-slutrunden i Qatar.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Under den forestående VM-slutrunde i Qatar kommer kronprins Frederik til at følge det danske herrelandshold i fodbold fra sofaen.

Det bekræfter han mandag aften i et opslag på kongehusets Instagram-profil.

- Denne gang glæder jeg mig til at heppe på holdet hjemmefra, og jeg ønsker Kasper Hjulmand og hans trup alt muligt held og lykke, siger han i et opslag.

Søndag oplyste kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, at slutrunden i Qatar bliver uden besøg fra kongefamilien.

Der har ellers i en længere periode været spekuleret i, om kronprinsen, der har for vane at følge herrelandsholdet under slutrunder, ville tage til Qatar for at vise sin støtte.

Men denne gang bliver det altså fra distancen.

- Som jeg flere gange har understreget, har landsholdet min fulde støtte, uanset hvor i verden de spiller, siger kronprins Frederik.

Det var i første omgang den fungerende kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), som oplyste til Politiken, at Danmark ikke vil være officielt repræsenteret ved slutrunden, så længe en ny regering ikke er på plads.

Kongehuset følger den fungerende regerings linje, lød det efterfølgende fra Lene Balleby.

Mandag besøgte kronprinsen den danske landsholdslejr, inden spillerne drager mod Qatar tirsdag.

- Holdet står skarpt, humøret er højt, lyder konklusionen fra kronprinsen efter besøget.

- Og man behøver ikke bære rød-hvide briller for at have store forventninger til et dansk landshold, der er velspillende, har et fantastisk sammenhold, og som hungrer efter at følge op på EM-succesen fra forrige sommer.

Herrelandsholdet har selv dokumenteret det royale besøg. Det er også sket på Instagram.

Her kan kronprinsen blandt andet ses hilse på træner Kasper Hjulmand, Simon Kjær, Kasper Schmeichel og Christian Eriksen.

- 1000 tak til Hans Kongelige Højhed, Kronprins Frederik, der tog sig tid til at besøge holdet inden afrejsen i morgen. Vi håber, vi kan gøre Dem og hele Danmark stolte, skriver herrelandsholdet på det sociale medie.

/ritzau/

København, 09/06/2023 - 13:49

Kendt musiker dømt for brug af falsk skilt til handicapparkering

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Retsformand ville have Ihan Haydar frifundet, men de to andre domsmænd fandt hendes forklaring utroværdig.

Musiker og melodigrandprixvinder Ihan Haydar er fredag af Københavns Byret dømt for dokumentfalsk.

I oktober 2020 brugte hun efter rettens vurdering et falsk handicapparkeringsskilt i forruden af den bil, som Ihan Haydar og hendes mand bruger dagligt.

Bilen tilhører ægtefællens forældre.

Hun idømmes 40 dages betinget fængsel.

Dommen ankes til Østre Landsret med påstand om frifindelse.

Ifølge melodigrandprixvinderens egen forklaring var det hendes far, som havde lånt bilen og parkeret den på gerningsstedet.

Han har et officielt handicapparkeringsskilt, men det var altså en kopi, der lå i bilen på gerningsdagen.

Retsformanden ville have hende frifundet, men de to andre domsmænd fandt hendes forklaring utroværdig.

P-vagten, der fandt skiltet i bilen, husker, at farverne så udtværet ud, og at det var firkantet.

Et legitimt handicapparkeringsskilt har ifølge hans forklaring i retten runde kanter.

Efter fundet af skiltet tilkaldte han politiet, som fik kontakt til musikerens mand. Ifølge politirapporten forklarede han, at det var den dømte, som havde brugt bilen senest.

Derefter kørte politiet ud til Ihan Haydars arbejde for at sigte og afhøre hende. Her underskrev hun en konfiskationserklæring, da politiet ville tage det falske parkeringsskilt med i forbindelse med efterforskningen.

Da hun blev spurgt af sin forsvarsadvokat, Nima Nabipour, om hun vidste, hvad en konfiskationserklæring er, var svaret nej.

Ihan Haydars forsvarer mener, at der ingen beviser er for, at hans klient har puttet skiltet på instrumentbrættet.

Desuden mener han, at det heller ikke kan bevises, hvem der har gjort det.

- Hun har sagt, at det var hendes far, der havde lånt bilen, og at det var ham, der havde gjort det. Please do the math, sagde han til retten under de afsluttende bemærkninger.

Ihan Haydar er trommeslager i bandet L.I.G.A, og i 2022 vandt hun Dansk Melodi Grand Prix med bandet Reddi.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/06/2023 - 13:03

Jonas Vingegaard er blevet gift med sin Trine

Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard og kæresten, Trine Marie Hansen, er blevet mand og kone. Det bekræfter cykelstjernen over for TV 2 Sport.

Da Jonas Vingegaard krydsede målstregen efter 5. etape af det franske cykelløb Critérium du Dauphiné, kyssede han sin højre ringfinger.

Den bærer en vielsesring, efter at han og kæresten, Trine Marie Hansen, er blevet gift.

Det bekræfter cykelstjernen kortfattet over for TV 2 Sport uden at afsløre flere detaljer om brylluppet.

Det var også cykelsporten, som i sin tid bragte parret sammen.

Trine Marie Hansen arbejdede med marketing og kommunikation for Team coloQuick, som Jonas Vingegaard kørte for fra 2016 til 2018.

Jonas Vingegaard blev lun på Trine Marie Hansen. Men hun var mere forbeholden grundet aldersforskellen på 11 år. Hun indså dog, at kærligheden ingen alder har og faldt pladask for cykelstjernen.

- Han har jo et hjerte af guld, så det kunne jeg ikke stå for, har Trine Marie Hansen tidligere fortalt til B.T. om den 26-årige cykelstjerne.

Siden er parret blevet forældre til datteren Frida, som kom til verden i efteråret 2020.

Jonas Vingegaard vandt Tour de France sidste år og dedikerede undervejs flere af sine etapesejre til Trine og Frida.

- Jeg vandt den for min familie, min kæreste og min datter, sagde han i Netflix-dokumentaren "Tour de France: Unchained" efter dronningeetapen på Col du Granon ifølge Ekstra Bladet.

Jonas Vingegaards svigermor er kagekendissen og tv-personligheden Rosa Kildahl, der brød frem i fjernsynet i den sjette sæson af "Den store bagedyst" i 2017.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 09/06/2023 - 08:00

FAKTA: Så hurtigt må du køre med trailer

Hvis du skal køre med trailer, og du kører en almindelig personbil med en totalvægt på højst 3500 kilo, gælder følgende fartgrænser:

* På motorvej, motortrafikvej og landevej må du ikke køre hurtigere end 80 kilometer i timen.

* I byzone er hastighedsgrænsen 50 kilometer i timen.

* Hvis der i byzonen lokalt er skiltet med en højere fartgrænse, må du også følge den med trailer. Dog må du aldrig overskride 70 kilometer i timen i byzone med anhænger.

Kilde: FDM

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 09/06/2023 - 08:00

Tæm traileren med disse tip og trick

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det kan forvolde store problemer at bakke med en trailer eller køre i tæt trafik med fuld oppakning, hvis ikke du er vant til det. Få et lyn-trailerkursus her.

Når sommermånederne juli og august rammer, er det højsæson for flytninger i Danmark.

Ifølge Danmarks Statistik er det især unge mellem 20 og 29 år, der skifter bolig. Faktisk står de for omtrent en tredjedel af alle flytningerne.

De mange flytninger giver flere trailere på de danske veje, og ifølge Stig Søeborg, der er servicechef for trailerudlånsvirksomheden Freetrailer, er især mange unge bilister uerfarne med at køre med trailer.

– Trailerkørsel bliver ekstra vanskelig, når man bliver stresset eller ikke har den rette tålmodighed. Det oplever vi især blandt unge bilister, som ikke har så meget erfaring i at køre med trailer, siger servicechefen.

Ifølge tal fra Vejdirektoratet kom i alt 216 personer til skade i årene fra 2017 til 2021 i forbindelse med uheld, hvor en person- eller varebil kørte med anhænger, campingvogn eller lignende.

Desuden blev der registreret 953 uheld med materiel skade.

Hvis du er nervøs for at blive en del af statistikken, er der råd at hente.

- Den gode nyhed er, at man nemt og hurtigt selv kan minimere risikoen for uheld ved at bruge en time eller to på at øve lidt - eksempelvis på en stor og åben parkeringsplads.

Stig Søeberg giver her fem råd gode råd til at tæmme traileren.

1) Ret op.

Det kan være svært at bakke med en trailer, hvis ikke lige teknikken sidder på rygraden.

Her skal du huske altid at køre bilen langt nok frem, så du retter traileren op bag dig, inden du sætter i bakgear, lyder rådet fra servicechefen.

På den måde skal du blot holde retningen, når du bakker.

2) Flyt hænderne på rattet.

For at undgå at komme til at dreje i den forkerte retning med traileren, når du er i bakgear, kan du tage fat i nederste del af rattet.

Derefter drejer du rattet i den retning, du ønsker at styre traileren. Vil du have traileren til venstre, så drejer du det nederste af rattet mod venstre, fortæller Stig Søeberg.

3) Sænk farten med motoren.

Hvis du har brug for at bremse, når du kører med trailer på landevejen, skal du slippe speederen og lade motoren bremse for dig.

Så får du en rolig nedbremsning, der også er mere brændstoføkonomisk.

Har du brug for at nødbremse, så gør det i en så lige linje som muligt. Det sikrer, at en eventuelt tungt læsset trailer ikke skrider ud bag dig.

4) Vær opmærksom på reglerne.

Ud over at du selvfølgelig skal være opmærksom på, hvilken hastighed du må køre med traileren, så er der flere ting, du skal tjekke, inden du trykker på speederen.

Overhold lastevnen, når du pakker, og sørg for at vægten er jævnt fordelt, lyder rådet fra servicechefen.

Er der noget, der stikker ud over trailerkanten, er det også dit ansvar at binde en klud om, så andre bilister kan se det.

5) Slap af.

Det sidste råd fra Stig Søeborg er, at du ikke må stresse dig selv. Vær tålmodig med traileren, og tag den tid, du har brug for.

Det er bedre at komme sikkert, men senere frem, end at beskadige læsset og ende med en forsikringssag.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv