Amsterdam, 27/11/2021 - 08:59
61 flypassagerer fra Sydafrika er testet positive i Holland
To fly fra Sydafrika til Holland havde 61 coronasmittede passagerer. Det er uvist, om ny variant er iblandt.
Af: /ritzau/Reuters
61 personer, der fredag ankom med to forskellige fly fra Sydafrika til Amsterdam i Holland, er blevet testet positive for coronavirus.
Det oplyser de hollandske sundhedsmyndigheder.
Myndighederne er lørdag ved at undersøge, om en ny og potentielt stærkt smitsom variant af coronavirus er blandt tilfældene.
Omkring 600 passagerer ankom fredag med to KLM-fly fredag til Schiphol-lufthavnen i Amsterdam. De blev herefter forsinket i flere timer på grund af coronatest, og cirka hver tiende prøve var altså positiv.
- Rejsende med et positivt testresultat skal i isolation på et hotel ved eller tæt på Schiphol, siger sundhedsmyndighederne i en udtalelse.
- Ud af de positive testresultater undersøger vi nu så hurtigt som muligt, om der er tale om den nye bekymrende Omikron-variant, lyder det.
Omikron er navnet på den nye coronavariant, der først blev fundet i Sydafrika. Den kendes også under navnet B.1.1.529. Varianten adskiller sig fra de kendte ved, at den har en anderledes overflade og flere mutationer.
De smittede passagerer ankom fra Cape Town og Johannesburg i Sydafrika.
Holland er i forvejen i alarmberedskab på grund af stigende coronasmitte.
Fredag indførte regeringen nye restriktioner, der træder i kraft søndag. Det handler blandt andet om en særlig aften-nedlukning, der indebærer, at biografer, teatre og tøjbutikker skal lukke senest klokken 17.
Den nye Omikron-variant har fået Danmark og flere andre lande til at lukke for flyrejser fra Sydafrika og de nærliggende lande Namibia, Botswana, Zimbabwe, Zambia, Lesotho og Eswatini.
Indtil videre er Belgien det eneste europæiske land, der har registreret smitte med den nye variant. Det skete fredag, hvor en ung, ikkevaccineret kvinde blev testet positiv for varianten, skriver nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/Reuters