Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

07/08/2025 - 08:00

Klar til skolestart: Smør en madpakke med gods i

Mange forældre skal endnu en gang til at finde børnenes madkasser frem. Gå efter snacks med høj næringsværdi, lyder et af rådene til madpakken.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

I denne tid siger tusindvis af børn farvel til sommerferien og vender snuden mod klasseværelset.

For mange forældre betyder det, at ungernes madkasser endnu en gang skal hives op af køkkenskuffen.

Madpakken kan sættes sammen på flere forskellige måder, men det vigtigste, man bør have i baghovedet, er barnets ernæring.

Sådan lyder det fra Jon Fuglsang, der er lektor ved Ernærings- og Sundhedsuddannelsen på Københavns Professionshøjskole - og blandt andet beskæftiger sig med børn og unges madkultur.

Sukker er ikke forbudt, men skal gerne komme i små doseringer og ikke lægges i madpakken dagligt, lyder det.

- Skolebørn har stort set brug for den samme ernæring som voksne, men de har bare en meget lille mavesæk til at få plads til maden, så der skal være en høj næringsværdi i det, de får at spise, siger han.

I den forbindelse er det en god idé at putte en portion gnavegrønt - for eksempel gulerødder og tomater - ned i madkassen. Det tilfører nemlig vigtige vitaminer og mineraler, forklarer lektoren.

En anden oplagt kilde til ernæring er den velkendte rugbrødsmad.

Du kan putte forskellige ting på rugbrødsmaden og dermed udnytte pålægget til at skabe variation, forklarer Jon Fuglsang.

Men det er ikke kun selve madpakkens indhold, der tæller. Det gør størrelsen på den også.

- Man skal prøve bedst muligt at ramme den mængde, barnet spiser. Ellers kan det hurtigt blive en rodebutik, og det bliver svært at sortere i det, siger Jon Fuglsang.

Også Fødevarestyrelsen har flere tips til en sund madpakke.

Styrelsen har lavet huskemodellen "Madpakkehånden", som viser fem fingre med fem forskellige elementer i madpakken: nemlig fuldkornsbrød, grønt, fisk, frugt, og hvad man smører på brødet. Det kan være bælgfrugter, æg, ost eller kød.

Det fortæller Simon Rask, som er sektionsleder hos Fødevarestyrelsens afdeling for Bæredygtig mad og sundhed.

Når det gælder opbevaring af madpakken, råder han til, at den sættes på køl - både for at undgå at den bliver en bakteriebombe, og for at maden holder sin gode og friske smag.

- Har man mulighed for at sætte maden i køleskabet, er det en rigtig god løsning. Men man kan også godt lægge madpakken i en pose sammen med et fryseelement.

- Det kan bare bestå i, at man smider en halvt fyldt vandflaske i fryseren. Om morgenen kan man fylde vand i flasken og lægge den sammen med madpakken. Så er der koldt vand og en kølig madpakke til frokost, siger han.

Bruger du rester fra aftensmaden til madpakken, bør du nedkøle maden hurtigst muligt, efter at den er lavet, for at mindske udviklingen af bakterier, anbefaler Simon Rask.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek