02/12/2025 - 08:00
Dine rester kan koges til lækre supper
Der er både penge at spare og delikate måltider i vente, hvis du kaster dig over suppegryderne denne vinter.
Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus
Alt fra slatne grøntsager til skroget fra lørdagskyllingen kan forvandles til en slubrende smagsoplevelse.
Så tøv en kende, inden du kyler resterne i skralderen, siger kokkelærer Thomas Rønsch Toftdahl fra Hotel- og Restaurantskolen.
- Man kan virkelig få nogle smage frem i supper, fordi de er så koncentrerede. Smagfuldheden øger mæthedsfølelsen, og så er det bare en god udnyttelse af råvarerne, fastslår han.
Stort set alle grøntsagsrester kan bruges til at kreere en grøntsagsfond. Kog dem blot i vand i halvanden times tid. Herefter sigter du grøntsagerne fra, og så har du en fond, der danner base for en lækker omgang suppe.
Det samme gælder for skroget fra en kylling, fiskeben og de forskellige suppeben, det er muligt at købe til en god pris ved slagteren.
Kog for eksempel kyllingeskroget sammen med løg og nogle gulerødder.
Kyllingeskrog og andre suppeben skal helst have lov til at koge i omkring tre og en halv time. Fiskeben skal ikke have mere end en halv times tid.
Til de cremede supper kan hjemmelavede pureer være et hit. Har du for eksempel nogle lidt trætte tomater liggende, kan de hakkes og koges i saltet vand, til de er helt møre, og til allersidst blendes de.
- Tomat har ret meget umami (den femte grundsmag, red.) i sig, fortæller Thomas Rønsch Toftdahl, der gerne bruger tomatpuré som smagsgiver i en græskarsuppe.
Mens tomatpuré skal opbevares i desinficerede patentglas, kan du sagtens fryse dine hjemmelavede fonder ned.
- Jeg kender til folk, der bruger isterningebakker. Så hælder de den koncentrerede fond ned i bakken og smider den i fryseren. Det er helt genialt, siger kokkelæreren.
Laver du store suppeportioner, kan de også opbevares på frys. Her kan du bruge plastikbeholdere eller fødevareegnede fryseposer.
- Med supper er det bare vigtigt at huske, at de skal være kølet ned, før du fryser dem. Ellers kan der meget nemt gå bakterier i, siger Thomas Rønsch Toftdahl og fortsætter:
- Hvis man har lavet en suppe med meget fløde i, så kan den godt skille lidt, når man luner den op igen. Det sker der ikke noget ved. Man kan bare samle den igen med en lille smule maizena.
Savner du lidt knas som topping på suppen, kan du også kreere den af, hvad du allerede har i køkkenet.
Har du nogle løg, der synger på sidste vers, kan du dehydrere dem i ovnen. Det gør du ved at skære dem ud i løgringe og bage dem ved ovnens laveste varme (cirka 50-60 grader) i en god rum tid - for eksempel natten over.
- Så bliver de helt sprøde og hårde og smager meget koncentreret af løg, fortæller Thomas Rønsch Toftdahl.
Er du frisk på at nørde lidt mere igennem, kan du koge skræl fra grøntsager i en gryde med lidt vand. Kog, indtil du står med en smattet masse, som du blender. Lad puréen stå og trække natten over.
- Dagen efter smøres det helt tyndt ud på et stykke bagepapir på en bageplade, og så bages det ved 100 grader i et par timer, til det er helt tørt og fast.
Nu kan du knække stykker af grøntsagspuréen og friturestege dem én efter en.
- Så får man de lækreste chips, der smager af grøntsager, siger Thomas Rønsch Toftdahl.
/ritzau fokus/




