Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/06/2023 - 12:00

Stolt far: TV 2-vært har vænnet sig til sin nye rolle

I august blev journalist og tv-vært Abdel Aziz Mahmoud far til en datter, og han tænker over, hvilken far han vil være. Søndag den 11. juni fylder han 40 år.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Hans rejse gennem livet har været præget af mod, personlige kampe og selverkendelse, og hele Danmark har haft mulighed for at følge hans livshistorie.

I 2016 sprang Abdel Aziz Mahmoud ud som homoseksuel på landsdækkende tv i DR2-programmet "Familien fra Lærkevej", der følger ham og hans dansk-palæstinensiske familie.

Den kendte journalist, der siden 2019 har været vært på TV 2's talkshow "Go' aften Live", fylder 40 år søndag den 11. juni.

I august blev han, hans mand, Andreas Gylling Æbelø, og deres veninde Anne Gregersen forældre til datteren Ava.

- Vi føler os heldige. Jeg ser meget positivt på alle de ting, der gør os lidt anderledes i forhold til en mere traditionelt opbygget familie. Vi er flere om ansvaret, pasningen, økonomien og alt det praktiske, siger han.

Det har overrasket ham, hvor meget personlighed et barn kan have allerede fra starten, og hvor svært det kan være at planlægge eller forestille sig barnets behov, før det opstår.

- Vi er tre forældre og indstillet på at være fleksible og tage en uge ad gangen. Men det skal være ud fra barnets præmisser, siger han.

Efter at han er blevet far, har han indarbejdet flere faste rutiner i sit liv. For eksempel står han op og går i seng på næsten samme tidspunkter hver dag.

- Tidligere har vi følt os lidt friere og spontane og nærmest gjort, hvad der passede os. Men jeg må sige, at jeg værdsætter denne nye struktur i mit liv, siger han.

Han tænker over, hvilken far han gerne vil være, og hvilken far han selv har haft. Familien har altid betydet meget for ham.

- Min far har rykket sig og udfordret sig selv mere end nogen anden forælder, jeg kender, i det danske samfund, siger han og tilføjer:

- Han har tilladt sig selv at komme i tvivl og ladt sine børn opdrage på ham.

Og det vil ikke overraske Abdel Aziz Mahmoud, hvis hans datter kommer til at pege på nogle områder, hvor han selv har været lidt forstokket, og lære ham noget nyt, når hun bliver ældre.

- Mine forældre er blevet udfordret på både min seksualitet og på det at blive dansk, siger han og fortsætter:

- Altså hvor meget man skulle afgive af det, som man kom fra, for at tilpasse sig det nye. Det har ikke været lige til.

Hans mor har også haft en afgørende betydning for, hvem han er i dag. I et radiointerview sagde hun noget, som faktisk overraskede ham.

- Hun sagde: "Jeg har ikke altid ret. Mine børn har også ret nogle gange".

Hans mor har også sagt om ham, at han måske aldrig rigtig har været barn.

For som den ældste søn i familien har Abdel Aziz Mahmoud altid haft et stort ansvar. Han har tre yngre søskende.

- Jeg har haft lidt en rolle som den tredje forælder. Det er den førstefødtes lod, siger han og nævner, at han har skullet hjælpe sine forældre med både det danske sprog og kulturen.

I den rolle har han hele tiden haft alarmklokkerne ude og fjernet en masse forhindringer for både sine forældre og søskende.

- Men jeg kan godt mærke, at jeg skal til at skrue lidt ned og komme ud af rollen. Jeg skal vænne mig til ikke at give en masse råd til mine søskende, som de ikke selv har spurgt om, siger han.

Han har altid været der for sin familie, og hans familie har været der for ham.

- Når jeg tænker på mit liv, er jeg utrolig stolt af den familie, jeg er en del af, siger han.

- Både den, der har skabt mig, og den, som jeg selv er ved at skabe. Jeg tænker ofte på dem begge.

Nu hvor Abdel Aziz Mahmoud fylder 40 år, hvad ville han så gerne sige til sit yngre jeg, der lige er blevet student fra gymnasiet, hvis han havde muligheden?

- Jeg bliver helt rørt nu, siger han og holder en pause.

Både hans stemme og blik afslører, at det her er noget, som kommer tæt på.

- Hvis 40-årige Abdel havde en tidsmaskine og kunne sige noget til 18-årige Abdel, ville jeg sige: "Du ser sgu bedre ud, end du nogensinde har gjort".

Han ler lidt med blanke øjne og tager en dyb indånding.

- Jeg ville nok også fortælle ham, at han skal elske sig selv, siger han.

- Vær ærlig over for din familie og dine venner tidligere. Lad være med at bruge så mange kræfter på at være en anden end den, du er.

/ritzau/

Albertslund, 01/10/2023 - 08:00

Sofie Gråbøls mange meritter

* Sofie Gråbøl er autodidakt skuepsiller.

* Hun havde sin første filmrolle i 1986 i "Oviri" over for Hollywood-legenderne Donald Sutherland og Max von Sydow og udmærkede sig senere samme år i filmatiseringen af Tove Ditlevsens "Barndommens gade".

* Sofie Gråbøl har modtaget tre Bodil-statuetter, der uddeles af de Danske Filmkritikere: Bedste Kvindelige Birolle for førnævnte "Oviri" i 1987, Bedste Kvindelige Hovedrolle for "Sort høst" i 1994 og senest i år for Bedste Kvindelige Hovedrolle for sin præstation i "Rose".

* Hun har fået syv Robert-priser. Blandt for Årets Kvindelige Birolle i 2000 for "Den eneste ene" og i kategorien Årets Kvinde Hovedrolle I En Tv-serie for "Forbrydelsen" i 2013.

* Også internationalt har Sofie Gråbøl udmærket sig med roller i blandt andet "Fortitude" og "The Undoing".

/ritzau/

Læs Mere >>

Albertslund, 01/10/2023 - 08:00

Huset-aktuelle Sofie Gråbøl blev blæst bagover

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Størstedelen af ansigterne på skærmen i DR-dramaet "Huset" er helt nye talenter, og det imponerede den erfarne skuespiller Sofie Gråbøl.

Som skuespiller får Sofie Gråbøl muligheden for at få et enestående indblik steder, som de færreste ellers får.

Som en del af forberedelsen til DR-dramaet "Huset" har Sofie Gråbøl været på workshop hos Kriminalforsorgen.

- Man har en eller anden idé om, at man godt ved, hvad der foregår i de her rimelig lukkede dele af systemet. Men det havde jeg ikke. Jeg tror, at jeg har baseret min opfattelse på nogle tv-serier og på en eller anden fornemmelse. Så for mig har det været virkelig interessant at sætte sig ind i denne her forholdsvis lukkede verden, siger Sofie Gråbøl.

- Vi berører jo nogle af de allermest grundlæggende dele af vores samfund - justitssystemet, som et fængsel er manifestationen af.

I "Huset" får fængslet, serien udspiller sig i, tre måneder til at få bugt med den dårlige omtale foranlediget af hierarkiet og handlen med stoffer, der dominerer blandt fangerne.

I front for fortællingen er fire fængselsbetjente, som ud over Sofie Gråbøl spilles af David Dencik, Charlotte Fich og Youssef Wayne Hvidtfeldt. Derudover er erfarne stjerner som Laura Christensen og Bjarne Henriksen også på rollelisten.

Og så udgjorde den i dag nedlagte Vridsløselille Fængsel i Albertslund, hvor størstedelen af optagelserne har fundet sted, en væsentlig faktor, fortæller Sofie Gråbøl.

- Bygningen har været en meget kraftig medspiller, synes jeg. Det parret med, at vi har sindssygt mange skuespillere med - nogle har spillet før, nogle har aldrig spillet før - har blæst mig bagover, siger den prisvindende skuespiller.

Størstedelen af ansigterne på skærmen er helt nye talenter, og det imponerede den rutinerede seriestjerne.

- De har været så sindssygt engagerede, modige, dygtige og har bragt en autenticitet med sig, siger Sofie Gråbøl.

- En del af dem kender også den verden fra deres eget liv. De har på en eller anden måde gjort, at alle os almindelige skuespillere, eller hvad man skal sige, virkelig har skullet stå på tæer, samtidig med at vi har fået sindssygt meget forærende.

Næste afsnit af "Huset" kan ses på DRTV fra fredag morgen og sendes på DR1 søndag klokken 20.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/10/2023 - 08:00

FAKTA: Så langt bør du sidde fra dit tv

* 40 tommer tv: 2,4 meter (mindst 1,8 meter).

* 42 tommer tv: 2,5 meter (mindst 1,9 meter).

* 44 tommer tv: 2,6 meter (mindst 2,0 meter).

* 46 tommer tv: 2,7 meter (mindst 2,1 meter).

* 48 tommer tv: 2,8 meter (mindst 2,2 meter).

* 50 tommer tv: 2,9 meter (mindst 2,3 meter).

* 55 tommer tv: 3,2 meter (mindst 2,5 meter).

* 60 tommer tv: 3,4 meter (mindst 2,6 meter).

* 65 tommer tv: 3,6 meter (mindst 2,7 meter).

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 01/10/2023 - 08:00

Hæng dit tv op rigtigt: Optimal højde for den bedste tv-oplevelse

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Hænger du dit tv op for højt på væggen? Det er der mange, som gør, lyder det fra filmoperatør.

Når der er blevet købt nyt tv, går diskussionen ofte på, hvor i rummet den smarteste placering af flimmerkassen er.

Men egentlig burde vi tale noget mere om, hvor højt oppe på væggen, vi hænger fjernsynet.

For det gør mange danskere nemlig forkert, lyder det fra Michael Berg, der er filmoperatør, biografdirektør i Birkerød Bio og direktør i det internationale filmdistributionsselskab United International Pictures.

- Mange sætter fladskærme op midt på væggen i hjemmet. Men det gør, at du ender med at kigge op for at se tv'et, siger han.

- I virkeligheden skal tv'et langt længere ned mod gulvet.

Ifølge filmoperatøren skal tv'et hænges op i sådan en højde, at du får tv'ets midte lige ud for dine øjne, når du sidder ned i sofaen.

På den måde sikrer du dig, at I hverken skal kigge op eller ned for at følge med.

- Den grundlæggende regel er, at tv'et skal placeres fra gulvet og så en tredjedel op på væggen. Placerer du den i midten vil det være alt for højt oppe, siger Michael Berg.

Det er selvfølgelig også en smagssag, hvor du ønsker at hænge dit tv, men dine præferencer er sandsynligvis påvirket af, hvor i verden du kommer fra. Sådan lyder det fra Rasmus Larsen, der er direktør for teknologimediet flatpanels.dk.

- Amerikanerne hænger gerne deres skærme højt, men det er ofte et praktisk hensyn i forhold til placeringsmuligheder eksempelvis over pejsen, fortæller Rasmus Larsen.

- De undersøgelser, som jeg er bekendt med, viser, at det ikke er sundt for nakken at kigge opad, idet det belaster nakkemusklerne og kan give nakkesmerter og hovedpine.

Herhjemme har vi for vane at gøre tingene en smule anderledes, lyder det. Her hænger vi typisk tv'et lidt lavere.

- I Europa har vi en anden tilgang, der er mere på linje med, hvordan vi også arbejder foran vores PC-skærme, siger han.

Lig med Michael Berg anbefaler Rasmus Larsen derfor, at du placerer dit tv ud fra dit synsfelt.

- Mit råd er, at når man sidder i sin sofa eller sine lænestole i stuen, så skal skærmens midterfelt være nogenlunde lige ud for synsfeltet eller en tak under, forklarer han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv