Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sverige, 14/07/2023 - 09:25

Kronprinsesse fejrer fødselsdag efter udfald med far

Når kronprinsesse Victoria en dag overtager tronen, bliver hun Sveriges første kvindelige monark og regerende dronning siden 1720.

Pool/Reuters

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Sveriges tronarving, kronprinsesse Victoria, fylder 46 år den 14. juli, og det bliver traditionen tro markeret med Victoriadagen, som er fyldt med fest og musik.

Egentlig blev kronprinsesse Victoria født til et helt andet liv.

Selv om hun var det svenske regentpar kong Carl Gustaf og dronning Silvias førstefødte og den ældste i søskendeflokken bestående af prins Carl Philip og prinsesse Madeleine, kom hun ikke til verden med tronfølgertitlen, fordi kun drenge dengang kunne arve tronen.

Men i 1980 blev tronfølgerloven ændret, og kronprinsesse Victoria blev således tronarvingen og overtog titlen fra sin to år yngre lillebror.

Kong Carl Gustaf har dog flere gange udtrykt undren over, at ændringen blev vedtaget med tilbagevirkende kraft. Senest i begyndelsen af 2023 i dokumentaren "Sveriges sista kungar" - altså "Sveriges sidste konger" - som blev sendt på STV.

- Det er ret mærkeligt, synes jeg. Det kan du ikke, sagde kongen ifølge Billed-Bladet, da han i dokumentaren blev spurgt om, om han synes, det er uretfærdigt.

Efterfølgende sendte han en erklæring ud om, at hans udtalelser "ikke skal tolkes som en kritik af den kvindelige tronfølge eller af kronprinsesse Victoria".

- Den kvindelige tronfølge er for mig en selvfølge. Kronprinsessen er min efterfølger. Hun er et ekstraordinært aktiv for mig, min familie og vores land. Jeg er stolt af hende og hendes utrættelige arbejde for Sverige.

Tidligere er kong Carl Gustaf også blevet citeret for at sige, at "jobbet er for tungt til en pige".

Når kronprinsesse Victoria en dag overtager tronen, bliver hun Sveriges første kvindelige monark og regerende dronning siden 1720.

Hendes efterfølger bliver også en regerende dronning. Sammen med sin mand, prins Daniel, har kronprinsesse Victoria datteren prinsesse Estelle på 11 år. De er også forældre til sønnen prins Oscar på syv år.

Parret lærte hinanden at kende kort efter årtusindskiftet, da prins Daniel, som på daværende tidspunkt bar det borgerlige navn Daniel Westling, blev den svenske tronarvings personlige træner.

- Det sagde ikke klik, da vi mødte hinanden. Vi havde et meget fint og varmt venskab og var meget nære venner, inden vi forelskede os.

- Det var et venskab, som voksede til kærlighed, sagde kronprinsessen i 2009 i deres forlovelsesinterview.

Frieriet fandt sted valentinsdag i slotsparken ved Drottningholm Slot, efter at den vordende gom havde anmodet sin royale svigerfar, kong Carl Gustaf, om datterens hånd.

- Der var en fantastisk stemning. Jeg var naturligvis nervøs og håbede på et ja, men var ikke helt sikker, sagde han i et interview med svenske TV4, før kronprinsesse Victoria prompte brød ind:

- Jeg svarede: "ja, ja, ja!".

Sidste år var parret omgærdet af rygter om knas i forholdet. Det fik - højst usædvanligt ifølge royale kommentatorer - parret til at dementere ethvert rygte om et brud.

- Vi er blevet bekendt med, at der pågår en omfattende negativ rygtespredning vedrørende vores private relation - påstande om svigt i relationen og en forestående skilsmisse, skrev parret i en fælles erklæring delt på Instagram.

- Under normale omstændigheder kommenterer vi ikke på rygter og spekulationer. Men for at værne om familien ønsker vi at gøre det klart en gang for alle, at de rygter, som nu spredes, intet har på sig.

/ritzau/

København, 09/12/2023 - 08:00

BLÅ BOG: Julie Agnete Vang

* Julie Agnete Vang er uddannet fra Statens Teaterskole i København i 2008.

* Hun har spillet over for verdensstjernen George Clooney i en reklamefilm for en norsk bank.

* I Danmark har Julie Agnete Vang været en del af diverse teaterstykker og musicals, blandt andet "Elsk mig i nat".

* Ud over teateret har Julie Agnete Vang også lavet flere film og tv-serier - blandt andet TV 2-komedien "Agent", Thomas Vinterbergs "Kollektivet" og DR-dramaerne "Borgen" og "Når støvet har lagt sig".

* Hun har også medvirket i den britiske krimisuccesserie "Kriminalkommissær Barnaby".

Kilder: teamplayers.dk og IMDB.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/12/2023 - 08:00

Valdes jul-stjerne: Jeg er skabsklimaaktivist

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Skuespiller Julie Agnete Vang er aktuel i TV 2's "Valdes jul". I hendes øjne har en julekalender med fokus på naturen fuld berettigelse i denne tid.

Haven har lov til at falde sammen hjemme hos skuespilleren Julie Agnete Vang, når efteråret får træerne til at smide deres blade. Og bilen er skiftet ud med en ladcykel, for det er godt for både omgivelserne og kroppen.

- Det handler om at vende sit mindset, så man ikke hele tiden tænker på, hvad man mister, men også hvad man får, mener hun.

Ordene er meget velovervejede.

- Jeg er "skabsklimaaktivist", lyder det fra Julie Agnete Vang.

- Jeg siger det så flovt, fordi jeg synes, at det er enormt svært at tale højt om uden at virke udskammende omkring det, uddyber hun.

Det er et ønske for skuespilleren, at klimaet er noget, som man kan have en mere videnskabelig og rationel samtale om, men hvor ingen føler, at der bliver peget fingre.

Som en del af samtalen omkring at passe på naturen forsøger Julie Agnete Vang også at vise sine børn, at julen ikke kun handler om gaver, og hvad man får.

- Jeg prøver at lære dem, at julen ikke er en materialistisk ting, fortæller Julie Agnete Vang, der er gift med skuespiller Thomas Voss, som hun har en datter og to bonussønner med.

- Det er lidt svært - og det er noget, som vi er i dialog om, siger hun og griner.

Julie Agnete Vang kan netop nu ses i TV 2's julekalender, "Valdes jul". Ud over nisser, pebernødder og pynt handler den også om naturen, og hvordan vi bliver bedre til at passe på den.

- En julekalender om lige præcis natur har rigtig meget berettigelse lige nu. Ungerne skal forstå, hvor vigtig den er, mener Julie Agnete Vang.

I julekalenderen spiller hun mor til Valde.

Arbejdet med julekalenderen har været med en følelse af holdsport. Det handlede for skuespilleren ikke om hendes eget ego, men om at få børneskuespillerne til at skinne, fortæller hun.

Julie Agnete Vang, der netop har været med i Nikolaj Lie Kaas' TV 2-serie "Agent" og ungdomsfilmen "Jomfruer fra rummet", håber, at hendes egne børn ikke bliver alt for irriteret over, at hun hver dag december igennem kan ses i "Valdes jul".

- I bedste fald tror jeg, at de synes, det er hyggeligt - i værste fald fylder det for meget, siger Julie Agnete Vang.

- Men de har set lidt, og de var ret uimponeret, tilføjer hun så.

Julie Agnete Vang kan ses sammen med Tammi Øst, Morten Brovn, Ulver Skuli Abildgaard og Martin Henriksen i "Valdes jul".

Julekalenderen kan ses hver aften frem til 24. december på TV 2, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/12/2023 - 08:00

FAKTA: Forstå kurs og konvertering

* Konvertering af et boliglån kaldes også omlægning. Det betyder, at et eksisterende realkreditlån omlægges til en ny lånetype som fast eller variabel, eller at lånet får en ny rente eller løbetid.

* Realkreditlån har en kurs, der kan svinge over tid. Kursen har afgørende betydning. Når du optager et lån, er det bedst for dig, at kursen er så tæt på 100 som muligt. Hvis den for eksempel er 95, mister du 5 kroner for hver 100 kroner, du låner.

* Omvendt skal kursen være så lav som muligt, når du skal indfri et realkreditlån. Hvis kursen for eksempel er 65, skal du kun betale 65 procent af restgælden for at indfri den.

Kilde: raadtilpenge.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 09/12/2023 - 08:00

FAKTA: Forskel på bankoverførsel og kort

* Hvis du bliver snydt - for eksempel i forbindelse med bestilling af overnatning - står du stærkere, hvis du har betalt med betalingskort fremfor at have foretaget en bankoverførsel.

* Har du foretaget en bankoverførsel, har banken som udgangspunkt sværere ved at hjælpe dig. Har du derimod brugt betalingskort, er der større sandsynlighed for, at banken kan tilbageføre pengene.

* Det er lettere for svindlere at snyde sig til penge ved at bede om en bankoverførsel.

* I Tyskland er bankoverførsler dog mere brugt end herhjemme, og du kan sagtens stå over for en reel sælger, der beder dig om at lave en bankoverførsel. Men kan det lade sig gøre at betale med betalingskort, er det altid at foretrække. 

Kilde: Lars Arent, direktør i Forbruger Europa.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv