København, 23/01/2021 - 12:25
Danmark regner med færre OL-atleter end i Rio
Ifølge DIF skal man forvente i omegnen af 90 danske atleter ved sommerens OL i Tokyo.
Af: /ritzau/
Omkring 90 danske atleter fordelt på 16-20 sportsgrene vil til sommer være at finde i Tokyo til de olympiske lege.
Det vurderer Danmarks chef de mission, Søren Simonsen, i en pressemeddelelse udsendt af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark.
Med præcis et halvt år til OL er Danmark sikker på at have mindst 66 atleter med. Der er tvivl om det endelige antal, da ikke alle kvalifikationer er afsluttet. Men selv hvis det lykkes at få 90 atleter med, vil det være færre end i Rio i 2016.
- Det er naturligvis svært at sige præcist, hvor mange danske atleter der ender med at skulle til OL i Tokyo til sommer, når flere kvalifikationskonkurrencer udskydes for tiden.
- Men går det som forventet, og som vores analyser viser, så kommer det danske OL-hold til at bestå af cirka 90 atleter i 16-20 sportsgrene, siger Søren Simonsen.
Ved de tre seneste udgaver af OL i Beijing 2008, London 2012 og Rio de Janeiro 2016 var der henholdsvis 84, 112 og 120 danske udøvere til stede.
På nuværende tidspunkt er 17 atleter udtaget personligt, mens Danmark har sikret sig yderligere 49 nationspladser, som der endnu ikke er sat navne på.
- Jeg fokuserer mere på kvaliteten af de atleter, vi sender til OL, og umiddelbart ser det ud til, at Danmark kommer til at stille med et stærkt hold. Jeg har jeg en rigtig god mavefornemmelse, siger OL-chefen.
Rygterne om en mulig aflysning af sommerens OL, der i forvejen er udskudt med et år på grund af coronapandemien, er taget til de seneste dage.
Fredag skrev avisen The Times, at Japans regering har besluttet, at OL er nødt til at blive aflyst på grund af coronapandemien.
Den historie blev dog hurtigt skudt ned af en talsmand for den japanske regering, og hos DIF fortsætter man forberedelserne ufortrødent.
- Vi er meget fortrøstningsfulde. Der skal mere substans i rygterne, før det får nogen betydning for os. Vi har ikke fået indikationer på andet, end at OL bliver gennemført, sagde Søren Simonsen fredag til Ritzau.
/ritzau/