Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Quang Tri, 18/10/2020 - 06:01

22 vietnamesiske soldater savnes efter mudderskred

Voldsom regn og flere mudderskred har siden begyndelsen af oktober kostet mindst 64 mennesker livet i Vietnam.

Ho Cau/Vna/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

22 soldater er savnet, efter at et mudderskred tidligt søndag lokal tid har ramt Vietnams centrale provins Quang Tri.

Det oplyser landets regering.

Det sker, mens det sydøstasiatiske land kæmper med nogle af de værste oversvømmelser i årevis.

Voldsom regn har siden begyndelsen af oktober ført til oversvømmelser og mudderskred, der indtil nu har kostet mindst 64 mennesker livet i det centrale Vietnam.

Og det tyder på, at der er endnu flere kraftige regnskyl på vej i løbet af de kommende dage.

Regeringen oplyser på sin hjemmeside, at mudderskreddet i Quang Tri-provinsen ramte en kaserne, der huser en deling i Vietnams fjerde militærdistrikt.

Ulykken sker få dage efter, at et andet mudderskred dræbte 13 mennesker i naboprovinsen Thua Thien Hue. De fleste af dem var ligeledes soldater.

- Vi har haft endnu en søvnløs nat, siger en tydeligt berørt Phan Van Giang, der er Vietnams stedfortrædende forsvarsminister, søndag til journalister.

Landets statsmedier melder søndag om, at vandet i flere floder i Quang Tri-provinsen er steget til det højeste niveau i mere end 20 år.

Samtidig kæmper redningsarbejdere i naboprovinsen Thua Thien Hue stadig med voldsomme mængder regn, mens de leder efter mindst 15 håndværkere, der i begyndelsen af ugen forsvandt efter et mudderskred i bjergene.

De frygtes alle at være døde.

Vietnams meteorologiske institut siger søndag, at der frem til onsdag kan falde op til 600 millimeter regn flere steder i den centrale del af landet.

/ritzau/Reuters

Nyhedsarkiv