Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 30/09/2022 - 13:36

Udsatte borgere omkring silobrand må søge væk

Region og kommune vil hjælpe sengeliggende og andre væk fra fem byer, der berøres af brand i Studstrupværket.

Af: /ritzau/

På grund af kraftig røg fra Studstrupværket, der ligger i udkanten af Studstrup ud til Kalø Vig, opfordres folk med astma, KOL og hjerte-kar-sygdomme til at finde et andet sted at opholde sig.

Budskabet fra sundhedsmyndighederne er rettet til særligt udsatte borgere i Løgten, Skødstrup, Studstrup, Skæring og Hjortshøj. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi fredag formiddag.

Indåndingen af røgen fra branden i en silo på værket kan resultere i en forværring af hjertekar- eller lungesygdomme.

På et pressemøde fredag eftermiddag siger enhedschef Charlotte Hjort fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at man konstant følger med i målinger fra området.

- Vi forventer en meget kraftigere røgudvikling, siger hun.

Den kraftige røg vil formentlig komme i bølger i de kommende dage, lyder det fra politiet og brandvæsenet, der taler om en dynamisk situation.

Branden opstod 22. september. Siden har myndighederne forsøgt at slukke den, og torsdag aften oplyste politiet, at der var udsigt til langt mere røg på grund af en ny taktik i indsatsen.

Politiet opfordrede torsdag aften borgere til at holde sig inden døre, hvis man oplevede ubehag.

Men TV 2 Østjylland kunne torsdag fortælle om mere end bare ubehag. En syvårig pige med astma var blevet indlagt som følge af røgen.

Fredag formiddag skruer myndighederne op for indsatsen over for særligt udsatte.

Borgere, der får hjemmepleje og ikke kan få hjælp af pårørende, vil blive flyttet af Aarhus Kommune, fremgår det af pressemeddelelsen.

Andre borgere, der er sengeliggende, og som ikke kan klare en tur i en taxa, vil blive hentet i Region Midtjyllands sygetransporter og kørt til plejehjem.

I øvrigt opfordres borgere til at hente deres pårørende i risikogruppen og at køre dem væk fra området.

De mennesker, der ikke er særligt udsatte, kan dog roligt blive, fremgår det:

Disse "kan for nuværende fortsat bevæge sig rundt i det fri og opholde sig i deres hjem", hedder det. De løber ingen sundhedsrisiko, vurderes det.

I den store silo er der 56.000 ton træpiller, og det er dem, der brænder.

Siden torsdag den 22. september har Østjyllands Brandvæsen arbejdet i døgndrift på at kontrollere og slukke branden. Men fredag er det ikke muligt at sige, hvornår det slutter, lyder det fra Østjyllands Brandvæsen.

- Det kommer til at tage flere dage, siger direktør Kasper Sønderdahl på fredagens pressemøde. Det lokale brandvæsen får assistance af Beredskabsstyrelsen og fra ti andre brandvæsener.

Brandvæsenet er blevet tvunget til at overgå til en plan B, da et transportbånd brød i brand torsdag. Nu skal siloen gradvist tømmes ved brug af entreprenørmaskiner. De brændende materialer bringes ud og slukkes.

/ritzau/


København, 16/04/2024 - 09:12

Jes Dorph vidner i advokats kamp for at slippe for bøde

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Nævn mente, at god advokatskik i MeToo-undersøgelse for TV 2 blev tilsidesat, men advokat vil nu renses.

En såkaldt advokatundersøgelse spillede en central rolle, da Jes Dorph-Petersen tilbage i januar 2021 blev forvandlet fra feteret nyhedsvært til persona non grata i den danske mediebranche.

Men advokaten bag undersøgelsen fulgte ifølge Advokatnævnet ikke god advokatskik og fik derfor i november en bøde på 20.000 kroner.

Den afgørelse har hun indbragt for domstolene, og tirsdag indleder Østre Landsret behandlingen af sagen. Jes Dorph-Petersen er indkaldt som vidne.

- Jeg ser frem til at afgive vidneforklaring i sagen i Østre Landsret i København i morgen tirsdag, skriver Dorph-Petersen mandag på sin Facebook-profil.

Det var den tidligere TV 2-vært, som i sin tid klagede til Advokatnævnet, der har til opgave at kontrollere, om landets advokater overholder regler og love. Og da nævnets afgørelse kom, var Dorph tilfreds.

- Den proces, TV 2 og Norrbom Vinding udsatte mig for, var ikke i orden. Som det fremgår af Advokatnævnets afgørelse, var dele af den faktisk ulovlig, skrev han i en kommentar til fagbladet Journalisten.

Jes Dorph-Petersen mistede sit job som vært på "Go' Aften Live", efter at TV 2 i januar 2021 besluttede, at Dorph ikke længere skulle være vært på kanalen.

Beslutningen blev truffet efter den eksterne advokatundersøgelse, som skulle kortlægge omfanget af sexisme og krænkelser på TV 2.

I den forbindelse blev Dorph beskyldt for to krænkende episoder i forhold til kvindelige journalistpraktikanter i 2001 og i 2003 i Dorphs pendlerlejlighed i Odense.

Da advokat Yvonne Frederiksen talte med Dorph i forbindelse med undersøgelsen for TV 2, oplyste hun ikke tilstrækkeligt om, hvad det var for bestemmelser og lovgivning, som han skulle have forbrudt sig mod. Det burde hun have gjort, mente Advokatnævnet, som fandt en bødestraf på 20.000 kroner passende.

Advokatfirmaet har ifølge AdvokatWatch sagt, at man er uenig i afgørelsen og har hæftet sig ved, at 6 af Advokatnævnets 15 medlemmer ikke mente, at god skik var tilsidesat.

Landsretten behandler sagen tirsdag og torsdag i denne uge.

Jes Dorph-Petersen har i øvrigt selv anlagt en sag mod Yvonne Frederiksen. Dorph mener, at hun har med sin undersøgelse har handlet groft ansvarspådragende, og at hun derfor skal betale erstatning til Dorph.

I efteråret besluttede Københavns Byret, at den sag var så principiel, at den skal behandles ved Østre Landsret i første instans. Jes Dorph oplyser mandag på Facebook, at landsretten endnu ikke har taget stilling til, om den vil behandle sagen, eller om den skal sendes tilbage til byretten.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/04/2024 - 06:00

Dronning Margrethe fejrer fødselsdag bag lukkede døre

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det bliver uden vink på balkonen, når dronning Margrethe tirsdag fylder år for første gang siden abdikationen.

Dronning Margrethe fylder 84 år tirsdag. Men denne gang ser fejringen anderledes ud end de forgange år.

Den 14. januar i år trådte dronning Margrethe officielt et skridt tilbage og lod hendes søn overtage tronen og blive konge.

Hendes fødselsdag tirsdag bærer præg af den beslutning.

Sidste år trådte dronning Margrethe traditionen tro ud på balkonen på Amalienborg Slot til sin 83-års fødselsdag for at blive fejret med flag og vink af de fremmødte.

I år bliver det uden balkonbesøg.

Dronning Margrethe fejrer tirsdag sin 84-års fødselsdag privat på Fredensborg Slot. Men trods den private fejring, vil det dog være nemt at bemærke, at hun har fødselsdag.

Dronning Margrethes fødselsdag er en officiel flagdag, hvorfor der vil blive flaget for hende rundt i landet.

Desuden vil man kunne opleve en mindre koncert fremført af Den Kongelige Livgardes Musikkorps i forbindelse med vagtskiftet klokken 12 på Fredensborg Slot.

Københavnske plejehjem får også glæde af dronningens fødselsdag, der markeres med gratis kage til en række plejehjem.

Det er Københavns Bagerlaug, der siden 2020 har fejret fødselsdagen med søde sager.

Initiativet opstod, fordi dronningen under coronapandemien bad om, at blomster i forbindelse med hendes fødselsdag i stedet blev sendt til borgere, der havde det svært.

I stedet for blomster sendte københavnske bagere medaljer - en klassisk flødeskumskage - til plejehjemmene. Det gør de nu igen for femte gang.

Godt nok bliver der ikke for den almene befolkning mulighed for at fejre dronning Margrethe på balkonen tirsdag.

Men balkonen vil blive besat, når kong Frederik på sin 56 års fødselsdag 26. maj træder ud på balkonen, hans mor har stået på år efter år på sin fødselsdag, for første gang som fødselar og konge.

Dronning Margrethe sagde i januar farvel til 52 år som regent. Men selv om hun har overladt tronen til sin søn, har hun stadig titel af dronning.

Økonomisk har dronningens tilbagetræden heller ikke haft den store indvirkning.

Regeringen lagde for nylig op til, at kongehuset skal have tilført flere penge i et nyt udspil.

Af udspillet fremgår det, at der skal afsættes 12 millioner kroner til dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/04/2024 - 10:00

FAKTA: Disse fisk er i sæson i foråret

* Danmark har nogle af verdens fineste spisefisk, og der er mange af de arter, som fiskes hele året.

* Der vil dog altid være perioder, hvor forskellige fisk er bedst.

* I april er det særligt rødspætter, kuller, pighvar, helleflynder, havkat, havtaske, søtunge, slethvar, hornfisk, sild, stenbider og multe.

Kilde: kenddinfisker.dk ejet af Konsumfisk, der er et fiskeriklyngesamarbejde på tværs af havne i Hvide Sande, Thorsminde og Thyborøn.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/04/2024 - 10:00

Forår betyder fladfisk på menuen

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

I de danske farvande fanges der mange fantastiske spisefisk. Her er dem, du skal holde øje med netop nu.

Der er andre fisk i havet end tun, torsk og laks. Og når forårsvejret rigtig sætter ind, står menuen i fladfiskens tegn.

Du kan eksempelvis kaste dig over slethvar, pighvar eller skærising, fortæller Søren Birch, der er køkkenchef på restauranten Alimentum i Aalborg.

- Jeg er vild med fladfisk. Og de her fisk er også af en vis størrelse, så der er kød på fileterne, siger han.

Selv kommer han til at servere slethvarren eller pighvarren for sine middagsgæster i privaten dette forår.

- En helbagt pighvar eller slethvar er superlækkert, lyder det fra Søren Birch, der anbefaler, at du bruger godt med smør og krydderurter, når du tilbereder fisken.

Rids fisken ned langs ryggen, put smør og krydderurter ovenpå, og smid den så ind i ovnen. Servér med nye danske kartofler vendt i smør og persille.

Ifølge køkkenchefen kan du tjekke, om fisken er færdig, ved at tage en almindelig smørkniv og vippe fileten af. Slipper den benene, har den fået nok.

- Drik et koldt glas hvidvin til, og så spiller det bare, siger Søren Birch.

Du kan også tage fladfisken med ud på grillen, når vejret tillader det - hvis du da ikke er typen, der også griller i regnvejr.

Grillrøgen giver nemlig fisken noget helt andet end en traditionel ovn, siger kok Mads Dalsborg, der ejer restauranten Bjørnekælderen på Frederiksberg.

- Fisken bliver varm på en anden måde, og røgen giver en noget anden smag, siger kokken, der også tilslutter sig anbefalingen om, at du serverer fladfisk som skærising og pighvar for dine forårsgæster.

Lav nogle snit i fisken, og giv den citronskal, krydderier og smør. Smid hele fisken på grillen. Ligesom i ovnen har fisken fået nok, når du kan løfte fileten langs rygraden med en kniv.

Ifølge Mads Dalsborg kan du også spørge din lokale fiskemand efter helleflynder, som også en god fladfisk at spise lige nu.

I den mere billige ende kan du kaste dig over skrubben, foreslår Jens Peter Moestrup Hansen, der er kok og fiskehandler hos Hav i Torvehallerne i København.

- Hvis du skal lave et nemt familiemåltid til mange, så er skrubben helt perfekt, siger han og peger ligeledes på slethvarren som endnu et godt alternativ, siger han og fortsætter:

- I retten ville jeg også bruge en masse forårsgrøntsager som asparges, ærter og gulerødder og lave en frikassé.

Vend fisken i mel, og steg den i smør i cirka fire minutter på hver side. Servér sammen med frikasséen.

- Vil du have retten helt op at ringe, så tilsæt lidt peberrod. Så har du en ret, man bare skal spise her til foråret, siger Jens Peter Moestrup Hansen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek