Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/11/2021 - 11:19

Frankfurt og Lindstrøm er klar til europæisk knockoutfase

Jesper Lindstrøm startede på banen for Frankfurt, da holdet torsdag aften spillede 2-2 mod Antwerp hjemme.

Af: /ritzau/

Jesper Lindstrøm startede inde for Frankfurt, da det tyske mandskab torsdag aften sikrede sig avancement til knockoutfasen i Europa League ved at spille 2-2 med Antwerp på hjemmebane.

Daichi Kamada og Goncalo Paciencia stod for hjemmeholdets mål, mens Viktor Fischer havde en fod med i spillet ved den første udligning, som Radja Nainggolan stod for. Mbwana Samata scorede gæsternes andet mål.

Frankfurt har nu 11 point og er dermed sikre på at gå videre fra gruppespillet. Antwerp har to point og kan ikke længere nå at avancere.

I store dele af opgøret var det tyskerne, som sad på spillet.

Det beviste holdet allerede efter 13 minutter, da Timothy Chandler fandt Daichi Kamda, der let kunne udplacere Jean Butez i Antwerp-målet.

Scoringen ændrede ikke det store ved kampbilledet, men pludselig var Antwerps Radja Nainggolan på pletten, da han på kanten af feltet fandt netmaskerne.

Han var dog heldig med, at bolden blev rettet af på vej ind mod målet, og derfor var Kevin Trapp uden chance i Frankfurt-målet.

I anden halvleg bølgede spillet mere frem og tilbage.

I slutminutterne var det så Antwerp, der kom på sejrkurs ved Samata, inden Frankfurts Paciencia udlignede dybt inde i overtiden.

I gruppens anden kamp vandt Olympiakos med 1-0 på hjemmebane over Fenerbache. Også Olympiakos er sikret videre avancement, men i sidste gruppekamp vil der være en førsteplads at kæmpe for.

/ritzau/

Nyhedsarkiv