København, 04/12/2022 - 11:44
Læger frygter akut mangel på udstyr i sundhedsvæsnet
Nye regler for godkendelse af medicinsk udstyr kan føre til mangel på hospitaler, mener lægeforening.
Af: /ritzau/
Der kan være udsigt til mangel på essentielt udstyr i hele sundhedsvæsnet, siger Lægeforeningen, der mener, at problemet skyldes ny lovgivning.
Det skriver Politiken søndag.
- Vi ser her en generelt ret alvorlig problemstilling, og vi har begyndende udfordringer allerede nu, siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke til avisen.
Blandt andet er det blevet sværere at få fat i udstyr til behandling af blodpropper og kikkerter til kikkertundersøgelser, skriver Politiken.
Lægernes bekymring skyldes en EU-forordning, som stiller højere krav til sikkerheden for medicinsk udstyr. Konkret betyder det, at alt udstyr skal godkendes på ny inden 26. maj 2024.
Men den tidsfrist er for stram, mener Lægeforeningen.
Man risikerer, at vigtige produkter forsvinder fra markedet, fordi producenterne ikke kan nå at få dem godkendt inden fristens udløb, lyder bekymringen.
Lægemiddelstyrelsen er opmærksom på udfordringen og arbejder på at få den løst.
Det siger enhedschef for medicinsk udstyr Jeppe Larsen til Politiken.
Han nævner samtidig, at styrelsen kan give dispensation fra det nye krav. Det kan for eksempel gives, hvis en operation ikke kan foretages uden udstyret.
Den løsning mener brancheorganisationen Medicoindustrien dog ikke er holdbar.
Der vil nemlig være tale om så mange produkter, at det vil være "helt urealistisk" for Lægemiddelstyrelsen at håndtere mængden af ansøgninger, siger vicedirektør Lene Laursen.
- Samtidig vil sådan en proces kræve ressourcer fra sundhedspersonalet i en tid, hvor sundhedsvæsnet mangler bemanding i stor stil, skriver hun i en skriftlig kommentar.
/ritzau/